Forsøg med 3-årig Team Danmark-ordning
Ny forsøgsordning på STX og HHX giver atleter mulighed for at reducere antallet af fag, så frigives mere tid til at kombinere uddannelse med træning, konkurrencer, træningslejre, transport og restitution.
Fra skoleåret 2026/2027 får Team Danmark-godkendte atleter som et forsøg mulighed for at gennemføre en gymnasial uddannelse på tre år, men med et reduceret antal fag. Målet er at skabe bedre balance mellem elitesport og uddannelse for unge atleter, der oplever et stigende trænings- og konkurrenceomfang i eliteidrætten, uden at forlænge uddannelsens varighed.
Elever på forsøgsordningen følger et normalt gymnasialt uddannelsesforløb og skal leve op til de samme faglige krav som øvrige elever. De opnår en fuld gymnasial eksamen og har samme adgang til videregående uddannelser som andre elever med tilsvarende gymnasial uddannelse.
Den 3-årige forsøgsordning er et supplement til den eksisterende 4-årige ordning, der fortsætter som hidtil.
Hvad indebærer den 3-årige Team Danmark-ordning?
For STX indebærer forsøgsordningen, at følgende fag udgår:
- Idræt c
- Oldtidskundskab c
- Ét kunstnerisk fag på c-niveau
For HHX indebærer forsøgsordningen, at følgende fag udgår:
- International Økonomi B
- Erhvervsjura C
Hvem kan benytte den 3-årige Team Danmark-ordning?
Forsøgsordningen er for unge atleter, der:
- opnår sportslig godkendelse fra Team Danmark
- opfylder adgangskravene til en gymnasial uddannelse
- optages på en skole, der deltager i forsøgsordningen
Fakta
Fra skoleåret 2026/2027 har Team Danmark-godkendte atleter som et forsøg mulighed for at gennemføre en gymnasial uddannelse på tre år med et reduceret antal fag.
Den 3-årige forsøgsordning er et supplement til den eksisterende 4-årige ordning. Hvor den 4-årige ordning skaber mere tid ved at forlænge uddannelsesforløbet, skaber den 3-årige forsøgsordning mere tid ved at reducere antallet af fag.
På den 4-årige ordning gennemføres gymnasieuddannelsen over fire år i stedet for tre, og fagpakken er den samme som på en almindelig gymnasial uddannelse.
Begge ordninger har til formål at understøtte Team Danmark-atleters mulighed for at kombinere elitesport og uddannelse og giver forskellige muligheder afhængigt af den enkelte atlets behov og sportslige situation.
Se Q&A om forsøget med en 3-årige Team Danmark-ordning her
Forsøgsperiode og evaluering
Forsøgsordningen omfatter elever, der optages på en gymnasial uddannelse i 2026, 2027 og 2028, og den sidste årgang i forsøgsordningen, der optages i 2028, afslutter deres gymnasiale uddannelse i 2031.
Forsøgsordningen evalueres løbende af Idrættens Analyseinstitut (IDAN). Evalueringen skal bidrage med viden om elevernes trivsel, læring og sportslige udvikling samt belyse, hvordan den stigende professionalisering og de øgede krav i eliteidrætten påvirker atleternes muligheder for at kombinere sport og uddannelse.
Forsøgsordningen er godkendt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) og gennemføres i samarbejde mellem Team Danmark og en række udvalgte gymnasiale uddannelser.
Yderligere
oplysninger
Kontakt
-
Stine Møllebro
Dual career konsulent
Telefon:2144-2131
E-mail:[email protected] -
Christina Teller
Konsulent, Dual Career og Talentudvikling
Telefon:2326-7610
E-mail:[email protected]
Links
-
Gymnasial ungdomsuddannelse
Der findes en række tilbud, som gør det lettere at kombinere en gymnasial ungdomsuddannelse med eliteidræt.
-
Godkendelseskriterier
De enkelte forbunds kriterier for sportslig godkendelse til ungdomsuddannelse på særlige vilkår.
-
Sportslig godkendelse
En sportslig godkendelse gør det lettere at kombinere uddannelse og eliteidræt.
-
Q&A om 3-årig forsøgsordning
Her kan du finde svar på langt de fleste spørgsmål vedr. den nye forsøgsordning.