Team Danmarks mentorprogram matcher erfarne atleter med yngre atleter på vej frem. Mentor og mentee skaber sammen et rum for udvikling, refleksion og nysgerrighed på livet som atlet og som menneske.

En god eliteidrætskarriere bygger på en bæredygtig og meningsfuld udvikling som atlet. Skal drømmen forløses, handler det både om mennesket og medaljen og om at se værdien i rejsen og ikke kun målet.

Ved at matche erfarne atleter med yngre, aspirerende atleter i mentorpar vil vi danne grobund for refleksion og en nysgerrighed på det, som deltagelse i elitesport giver til livet. I relationen skabes rum for udvikling og refleksion – både hos mentor og mentee.

Vi tror på, at mentorprogrammet kan hjælpe flere atleter til at trives og finde meningsfuldfed i livet som atleter og i sidste ende føre til bedre præstationer og en længere og mere lærerig og givende elitesportskarriere.

Mentorfolder og mentorerklæring

TD - Mentorprogram.pdf Download
Mentorerklæring.pdf Download
Menteeerklæring.pdf Download

Hvem kan søge og hvordan?

For at blive optaget som mentor eller mentee i Team Danmarks mentorprogram, skal du i 2024 være indplaceret som Team Danmark-Atlet (bruttogruppe-, elite- eller verdensklasseatlet).

I Team Danmarks mentorprogram kan du forvente at udvikle dig og opnå et personligt udbytte som atlet og som menneske. Det gælder både for erfarne atleter i mentorrollen og for unge atleter som mentees.

 

Mentor:

For at blive mentor i Team Danmarks mentorprogram skal du have flere års erfaring med elitesport på højeste niveau. Du har lyst til at dele ud af dine erfaringer, skabe en meningsfuld relation og være nysgerrig på et ungt mennesker. Som mentor får du mulighed for at spille en vigtig rolle i udviklingen af en ung atlet og give tilbage til den næste generation.

Som mentor får du en grundig, faglig oplæring i mentorrollen og redskaber til at skabe forandring hos et andet menneske. Du skal have en interesse i holistisk udvikling af en ung atlet og være med til at danne et solidt fundament, der kan hjælpe mod fremtidige præstationer.

Ansøg om en plads som mentor her

 

Mentee:

For at blive mentee i Team Danmarks mentorprogram skal du være i en fase af din karriere, hvor du er på vej mod konkurrence på internationalt niveau eller have få års erfaring med elitesport på internationalt niveau. Du er nysgerrig på at udvikle dig selv som menneske og atlet og få perspektiver på, hvad elitesporten kan give, udover at vinde medaljer.

Som mentee vil du blive parret med en mentor, som har flere års erfaring med elitesport på højeste niveau. I vil gennem jeres relation udvikle hinanden og udforske meningen med at forfølge en karriere i elitesporten.

Mentees skal være fyldt 18 år ved programmets opstart.

Ansøg om en plads som mentee her

 

Fakta

Team Danmarks mentorprogram er et etårigt udviklingsforløb for mentorpar med en blanding af fælles workshops, mentor-mentee samtaler, mentoroplæring og gruppesessioner.

Gennem programmet vil atleter gennemgå fem temaer, som alle relaterer sig til elitesporten.

  • Præstationsoptimering
  • Håndtering af modgang
  • Personlighed og værdier
  • Personlig udvikling gennem elitesport
  • En meningsfuld elitesportskarriere

Programmet er forbeholdt Team Danmark-atleter (bruttogruppe-, elite- og verdensklasseatleter). Atleter vil blive matchet i mentorpar på tværs af sportsgrene med fokus på udviklingspotentialet hos mentor såvel som mentee.

Programmet afvikles i 2024. I planlægningen af tages højde for atleter, der deltager i OL i Paris.

Alle sessioner foregår som udgangspunkt virtuelt, og alt materiale vil være tilgængeligt online.

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Mentorprogram

    I folderen 'Team Danmarks Mentorprogram for atleter' kan du læse meget mere om programmet, og om hvordan du kan blive mentor eller mentee.

Tilmeld dig vores nyhedsmail