Trænere, der kan skabe og udvikle stærke elitemiljøer, kan give Danmark fordele i den benhårde internationale konkurrence. Ny forskningsartikel beskriver trænere som arkitekter bag de miljøer, atleterne træner og konkurrerer i.

05. August 2025

‘The coach as an architect of Danish high- performance sport environments’ er titlen på en ny forskningsartikel, som undersøger, hvordan trænere i dansk eliteidræt arbejder med at skabe velfungerende elitemiljøer. Artiklen tegner et billede af trænerrollen som kompleks og krævende – men også afgørende for både præstation, udvikling og trivsel.

Kristoffer Henriksen, der er sportspsykolog, professor og forskningsleder ved SDU, er en af forfatterne bag artiklen. Han mener, at forståelsen af miljøets store betydning er et område, hvor vi i dansk eliteidræt skiller os ud fra de lande, vi konkurrerer med.

”Forståelsen af miljøets betydning er solidt forankret i Danmark. Sådan er det ikke ret mange andre steder, og som et lille land ligger nogle af vores fornemste muligheder netop i at opbygge og udvikle stærke elitemiljøer. Det er noget, som de trænere, vi interviewede til artiklen, er bevidste om og tager på sig som en del af trænerrollen."
Kristoffer Henriksen sportspsykolog, professor og forskningsleder ved SDU

En kerneopgave for trænere

Studiet byggede på fire cases med succesfulde danske elitetrænere fra hhv. golf, badminton, roning og paradressur, som alle har ry for at være stærke til at bygge miljøer.

”Et godt miljø er en forudsætning for en bæredygtig talent- og eliteudvikling. Trænerne i studiet oplevede det som en kerneopgave at opbygge miljøer, hvor atleterne både presser og støtter hinanden og bakker hinanden op i, at det er fedt at være en del af. Og det var en opgave, som de også havde stor opbakning til,” siger Kristoffer Henriksen.

Trænerne gør det selvfølgelig ikke alene. For at lykkes med at opbygge stærke og succesfulde elitemiljøer, er de afhængige af sportschefer, der forstår vigtigheden, og erfarne atleter som kulturbærere, men trænerne i studiet så det at lede og udvikle high performance miljøer som en af deres allervigtigste opgaver og som en af deres største kompetencer.

 

En svær balancegang

Det at lede og udvikle bæredygtige elitemiljøer medfører nogle dilemmaer og en løbende balancegang mellem forskellige mål og hensyn.

”I et elitemiljø skal der konstant justeres og tilpasses efter udviklingen i miljøet og hos de enkelte atleter. Trænerne var alle optaget af nogle af de samme balancer. For eksempel balancen mellem at guide atleten og atletens ansvar for egen udvikling, mellem intensitet og bæredygtighed i træningen og mellem det individuelle fokus og fokus på gruppen. Denne balancegang kræver fingerspitzgefühl,” siger Kristoffer Henriksen.

Samtidig med de svære balancer fremhæver artiklen, at det er vigtigt for trænerne at have et fast ståsted. At der er noget i måden at lede på som træner, der er så essentielt, at det ikke er til diskussion. Det drejer sig blandt andet om værdier, klare strukturer og tanken om det hele menneske.

”Der er nogle ting der går igen hos trænerne, som de ikke vil gå på kompromis med. Heller ikke for at opnå kortsigtede resultater. Det er typisk ting, der ville true miljøets langsigtede sammenhængskraft. Det handler om kultur og værdier, men også om en klar og tydelig struktur, om at inkludere hele staben i miljøet og om at lede hele mennesker,” siger Kristoffer Henriksen.

 

Succesfulde elitemiljøer

Den nye forskningsartikel bidrager til en større forståelse af, hvor kompleks en rolle, det er at være træner i et high performance-miljø, og hvad det kræver af nuværende og fremtidige elitetrænere.

”Da vi begyndte på den her artikel, havde jeg en forestilling om, at den skulle munde ud i nogle konkrete redskaber og greb, som trænere kunne benytte. Men det viser sig, at det ikke er så konkret. Det er mere en filosofi, en tilgang til og en forståelse for trænergerningens kompleksitet. Det rent håndbold- eller svømmefaglige skal selvfølgelig være på plads, men det, der kendetegner de succesfulde elitetrænere, er, at de også kan håndtere kompleksiteten, dilemmaerne og selve udviklingen af elitemiljøet,” siger Kristoffer Henriksen.

Kompetencer i værdibaseret ledelse er således noget, der kendetegner succesfulde trænere i dansk eliteidræt. Og at vi har trænere, der evner at skabe og udvikle elitemiljøer, giver ifølge Kristoffer Henriksen Danmark fordele i den hårde konkurrence om at være med fremme i international eliteidræt. Skal vi fastholde og udbygge de fordele, kræver det et vedvarende fokus på kompetenceudvikling, uddannelse og sparring, så trænere kan styrke og udvikle deres lederevner.

”I et succesfuldt bæredygtigt elitemiljø oplever atleterne, at det er et godt sted at være, hvor man støtter hinanden, samtidig med at man presser hinanden og stræber efter det ypperste. Det er en svær balancegang, som stiller store krav til trænernes kompetencer og lederevner. Samtidig er det en balance, der hele tiden ligger og tipper, og derfor er der brug for at tænke filosofi og værdier ind i træneruddannelserne og for at skabe et rum for sparring og erfaringsudveksling trænerne imellem,” siger Kristoffer Henriksen.

 

8. september starter 17 trænere på 3. udgave af Team Danmarks landstræneruddannelse – Det personlige lederskab i elitesport, hvor der bl.a. er fokus på værdibaseret ledelse og udvikling af trænernes personlige trænerfilosofi.

Forskningsartiklen ‘The coach as an architect of Danish high- performance sport environments’ indgår i Team Danmarks løbende arbejde med at styrke kompetenceudvikling og uddannelse af trænere.

Fakta

Fakta om forskningsartiklen

Forskningsartiklen ‘The coach as an architect of Danish high- performance sport environments’ er blevet til gennem interviews med både trænere, sportschefer og atleter fra hhv. golf, badminton, roning og paradressur og er skrevet af Kristoffer Henriksen, Sofie Dideriksen, Andreas Kuettel, Anusofia Schlawe og Louise Kamuk Storm.

Læs forskningsartiklen her

Artiklen udspringer af Team Danmarks forskningsnetværk Elitesportsmiljøer i et krydsfelt mellem medaljer, mental sundhed og compassion, som ledes af Kristoffer Henriksen, der er sportspsykolog og professor og forskningsleder ved SDU.

Forskningsnetværket har som sin centrale vision at udvikle elitesportsmiljøer, der understøtter danske atleters trivsel, præstationer og udvikling som atleter og mennesker. 

Netværket er finansieret via midler fra en donation fra Novo Nordisk Fonden til Team Danmark.

Læs mere om netværket her

 

Yderligere

oplysninger

Kontakt

links

  • ‘The coach as an architect of Danish high- performance sport environments’

    Forskningsartikel , som undersøger, hvordan trænere i dansk eliteidræt arbejder med at skabe velfungerende elitemiljøer.

  • Team Danmarks forskningsnetværk Elitesportsmiljøer i et krydsfelt mellem medaljer, mental sundhed og compassion

    Forskningsnetværket med vision om at udvikle elitesportsmiljøer, der understøtter danske atleters trivsel, præstationer og udvikling som atleter og mennesker. Netværket er finansieret via midler fra en donation fra Novo Nordisk Fonden til Team Danmark.<br />

  • Kristoffer Henriksen

    Sportspsykolog, professor og forskningsleder ved SDU og en af forfatterne bag artiklen ‘The coach as an architect of Danish high- performance sport environments’.

Tilmeld dig vores nyhedsmail