De første fem nominerede til Årets Sportsnavn 2026 er offentliggjort
15 atleter kæmper om at blive Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2026. Nu er de første fem nominerede offentliggjort – et stærkt felt af danske topatleter, der har leveret præstationer i verdensklasse. Vinderen kåres til SPORT 2026 i Herning den 9. januar.
Fælles pressemeddelelse fra DIF, Team Danmark og Club La Santa:
Dansk eliteidræt har igen i 2026 leveret masser af store øjeblikke og bemærkelsesværdige præstationer. På tværs af sportsgrene har danske atleter kæmpet med om medaljer, sat rekorder og markeret sig blandt verdens bedste.
Nu spidser konkurrencen til om en af dansk idræts fineste priser. I alt er 15 atleter i spil til at blive Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2026, og de første fem er nu offentliggjort.
De første fem nominerede er
Lasse Norman Leth og Carl-Frederik Bévort, banecykling: vinder VM-guld i parløb.
Frederikke Hauge Mørcke, kajak: vinder bl.a. VM-guld og EM-guld i 200 meter.
Viktor Hald Thorup, speedskating: vinder OL-sølv i mass start.
Anna Munch, sejlsport: vinder bl.a. VM-bronze i ILCA 6
Mathias Gidsel, håndbold: vinder bl.a. EM-guld og kåres som verdens bedste håndboldspiller.
De resterende ti nominerede offentliggøres fem ad gangen i de kommende uger. Derefter udpeges tre finalister, inden vinderen kåres ved SPORT 2026.
”Endnu et år har de danske atleter vist, at vi kan være med helt fremme, når verdens bedste mødes. Det er en fornøjelse at se, hvordan de igen og igen formår at præstere på allerhøjeste niveau og skabe store sportslige øjeblikke, der samler og begejstrer os alle. De første fem nominerede har hver især leveret præstationer ud over det sædvanlige, og de repræsenterer på fornem vis bredden og styrken i dansk eliteidræt,” siger Hans Natorp, formand for DIF og formand for prisens dommerkomité.
Også hos Team Danmark er der stor begejstring over niveauet blandt de danske eliteatleter og de resultater, der er skabt i løbet af året.
“Jeg er stolt over, at vi i dag kan præsentere de første fem nominerede til prisen og titlen som Årets Sportsnavn 2026. Det har været et flot og spændende dansk sportsår med store præstationer af både kendte navne og nye talenter, der er på vej til at etablere sig i verdenstoppen. Det er en stor glæde for mig at være med til at vise både gamle kendinge og nye stjerner den anerkendelse, de fortjener. Sportsåret står klart i min erindring med en lang række fantastiske oplevelser, og med de første fem nominerede til Årets Sportsnavn tager vi hul på en hyldest af de store øjeblikke," siger Lars Krarup, formand for Team Danmark.
Om prisen
Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991. I 2026 uddeles den i et partnerskab mellem Club La Santa, DIF og Team Danmark.
DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede, som afsløres fem ad gangen, hvorefter der sættes navne på de tre finalister. Det er dommerkomitéen, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2026.
Vinderen kåres ved den store sportsgalla ’SPORT 2026’ i Herning lørdag den 9. januar 2027. Showet transmitteres direkte på DR1.
Udvælgelseskriterier
Udvælgelsen af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.
Individualister: Præstationerne skal være lavet af en eller to atleter. Eksempelvis kan en double i badminton eller en spiller på et håndboldhold kåres som Årets Sportsnavn, men en firer (et hold) i roning eller et helt håndboldhold kan ikke vinde prisen – de kan vinde prisen Årets Hold.
Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.
Dommerkomitéen 2026
Dommerkomitéen udpeger den endelige vinder. Sammensætningen af dommerkomitéen understreger omdømmet som Danmarks fornemmeste idrætspris. Ved stemmelighed er det DIF’s formand, der har den afgørende stemme.
H.M. Kongen
Kulturminister, Zenia Stampe
Sportens Hall of Fame, Michael Laudrup
Sportens Hall of Fame, Camilla Martin
DIF’s bestyrelsesformand, Hans Natorp
DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen
Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup
Team Danmarks administrerende direktør/CEO, Peter Fabrin
Krogagerfondens formand, Rune Knude-Krogager (Krogagerfonden ejer Club La Santa)
Tidligere vindere af Årets Sportsnavn
1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
2019: Mads Pedersen, cykling
2020: Banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb
2021: Viktor Axelsen, badminton
2022: Jonas Vingegaard, cykling
2023: Herrelandsholdet, håndbold
2024: Viktor Axelsen, badminton
2025: Mathias Gidsel, håndbold
For yderligere kommentarer kontakt:
Hans Natorp, formand i DIF, tlf. 31444015
Lars Krarup, formand Team Danmark, via kommunikationschef Christian Blomgreen, tlf. 26830724