Du står måske et sted i din sportskarriere, hvor du ikke ved, om der er en næste sæson. Kroppen, motivationen og din livssituation er begyndt at få dig til at tænke: “hvad så nu?”. Og dine omgivelser stiler dig tiere og tiere spørgsmålet: “Hvad skal du lave, når du ikke længere dyrker din sport?”

05. May 2026

Indlæg af Peter Fabrin, adm. direktør i Team Danmark.

...

Rigtig mange atleter står med spørgsmål som disse, når sportskarrieren lakker mod enden, og de skal skabe sig en ny karriere, fx i erhvervslivet. Jeg forstår godt, hvis det fremkalder nervøsitet og usikkerhed. For hvad er det egentlig, man har at byde på som atlet? Meget af det, du kan, sidder sikkert så dybt i dig, at du ikke tænker over det som kompetencer. Det er bare “sådan du er”. Men netop de kompetencer, du har opnået som atlet, kan faktisk vise sig at være dine største aktiver i din karriere efter sporten!

’Går der en lige linje fra elitesport til erhvervstoppen?’ – Spørges der i overskriften til en artikel, der udkom i Djøfbladet i sidste uge. Den refererer til en undersøgelse blandt 100 talenter i dansk erhvervsliv, hvor hele 28 ud af 100 siger, at de før erhvervskarrieren har dyrket sport på eliteniveau!

En eliteidrætskarriere handler nemlig ikke “bare” om medaljer. Den udvikler nogle af de mest efterspurgte kompetencer i moderne organisationer. Gennem årevis af målrettet træning og konkurrence lærer atleter bl.a. at:

  • sætte klare, langsigtede mål – og omsætte dem til konkrete, daglige handlinger
  • arbejde systematisk med data, feedback og justering af planer
  • holde fast i disciplinen, også når motivationen svinger
  • håndtere modgang, fejl og skuffelser uden at miste retning
  • præstere i pressede, uforudsigelige situationer

Det er præcis den type robusthed, fokus og vedholdenhed, som der brug for i en tid med konstant forandring, høje tempo- og kvalitetskrav og skarpe konkurrencevilkår.

Så kære atlet – tro på dig sig, når du står ved tærsklen til en ny karriere. Din sportskarriere har ikke sat dig bagud i jagten på drømmejobbet. Tværtimod. Gennem din eliteidrætskarriere har du udviklet nogle af de mest eftertragtede kompetencer i erhvervslivet!

Lad det være mit budskab til atleter, der står med nogle af de svære spørgsmål, jeg beskrev i starten.

En stor tak her fra til Djøfbladet for at sætte fokus på værdien af en eliteidrætskarriere. Og afslutningsvis et simpelt budskab til erhvervslivet:

Hvis I leder efter medarbejdere, der kan arbejde målrettet, systematisk og vedholdende – og som ikke knækker, når det gør ondt – så kig mod dansk eliteidræt.

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Link

  • Om Team Danmark

    Team Danmark arbejder for at give danske atleter bedst mulige rammer og vilkår for, at de kan udleve deres potentiale og præstere på højeste internationale niveau. Vi optimerer hele vejen rundt om atleten - både på og uden for banen.

  • Næste niveau

    Team Danmarks strategi og støttekoncept 2025-2028 beskriver, hvordan Team Danmark vil arbejde for at udvikle dansk eliteidræt til næste niveau, og hvordan vi samarbejder med forbundene.

Tilmeld dig vores nyhedsmail