Team Danmark forlænger samarbejdet med Danmark Bobslæde og Skeleton (DBS) og Dansk Curling Forbund (DCuF) som innovationsstøttede forbund i perioden 2026–2028.

04. June 2026

Forlængelsen bygger på stærke resultater og et lovende potentiale frem mod de kommende vinter-OL.
Aftalen styrker især den målrettede satsning på bob og skeleton frem mod de kommende vintermesterskaber, mens curling-kvinderne fortsat indgår i Team Danmarks langsigtede udviklingsstrategi.

Aftalen vækker glæde hos Maja Voigt, der som 18-årig kørte sig til en niendeplads i monobob ved vinter-OL i februar.

”Samarbejdet er helt afgørende for, at jeg kan fortsætte mod de store mål, som hedder vinter-OL i 2030 og 2034. Der er en del dyrt materiel i min sport, og jeg skal have mulighed for at komme på træningslejre i udlandet, hvis jeg skal lykkes, så uden økonomisk støtte ville det blive umuligt at få det til at løbe rundt. Samtidig får jeg adgang til den eksperthjælp, jeg har brug for, og mulighed for at få hjælp og støtte til at tage en uddannelse ved siden af min sport,” siger Maja Voigt.

Målrettet ekspertise
Samarbejdet giver blandt andet øget adgang til sportsspecifik ekspertise inden for sportsfysiologi, sportspsykologi og performanceanalyse samt målrettet støtte til internationale træningslejre og konkurrencer.

Det skal styrke dansk erfaring på de vigtigste baner i verden, siger Team Danmarks sportsdirektør Lars Balle Christensen.

”Bob og skeleton er små men meget krævende vinterdiscipliner, hvor marginalerne i start og køreteknik er helt afgørende. Med den fortsatte innovationsstøtte får vi mulighed for systematisk at udvikle både atleter, træningsmiljø og udstyr, så vi kan rykke os et niveau op internationalt,” siger han.

Curling-kvinderne fastholdes som innovationsstøttet disciplin
Dansk Curling Forbund (DCuF) indplaceres samtidig som innovationsstøttet forbund i perioden 1. juli 2026 til 30. juni 2028 – med fokus på disciplinen curling-kvinder.

Indplaceringen er betinget af, at DCuF etablerer en sportslig ledelse med landstræner- og sportscheffunktioner på et niveau, der matcher de sportslige ambitioner, og at forbundet kan stille et kvalificeret landshold med potentiale til top 8-resultater.

Samarbejdet træder derfor først i kraft, når begge betingelser er opfyldt.

Fakta

Fakta: Bob og Skeleton Danmark
I første halvår af 2026 har DBS modtaget økonomisk støtte til det fælles elitebudget på 200.000 kr. og derudover midler til optimering af skeleton-udstyr via Salling Fondene. Den nye samarbejdsaftale indeholder støtte for det kommende år på i alt 1,175 mio. kr. fra Team Danmark og Salling Fondene.

Fakta: Dansk Curling Forbund
DCuF modtager op til 200.000 kr. i støtte det kommende halve år. Støtten er øremærket landstræner- og sportscheffunktionen.

Yderligere

oplysninger

Kontakt

  • Næste niveau

    Team Danmarks strategi og støttekoncept 2025-2028 beskriver, hvordan Team Danmark vil arbejde for at udvikle dansk eliteidræt til næste niveau, og hvordan vi samarbejder med forbundene.

Tilmeld dig vores nyhedsmail