DIF og Team Danmark: Vi bør åbne mere op for lønnede trænere, selvom diskussionen er kontroversiel
Flere fuldtidsansatte trænere kan udvikle og motivere de øvrige frivillige trænere, skriver Karin Ingemann og Lars Balle Christensen med henvisning til en positiv evaluering af stort DIF-projekt.
Skal danske trænere være ulønnede frivillige, eller skal de være ansatte medarbejdere? Vi mener ikke, at det er et enten-eller-spørgsmål, men et både-og.
De mange ulønnede frivillige trænere er rygraden i idrætsforeningerne i Danmark, og det skal de også være fremover. Vi er fulde af beundring for den indsats, de yder hver eneste dag.
Men vi tror på, at flere fuldtidsansatte trænere i idrætsforeningerne vil kunne styrke de frivillige ulønnede trænere, så de bliver endnu dygtigere og får det endnu sjovere med deres trænergerning.
De fuldtidsansatte trænere vil have overskuddet og fagligheden til ikke bare selv at være træner på et meget højt niveau, men også til at udvikle, skabe fælles retning for og motivere de øvrige trænere.
De vil med andre ord også blive trænernes træner. Både på tværs af den enkelte idrætsforenings aktiviteter, men også på tværs af forskellige idrætsforeninger med samme idrætsaktiviteter.
Ikke en løs påstand
At flere fuldtidsansatte trænere kan føre til større tilfredshed hos de ulønnede frivillige trænere er ikke en løs påstand.
I regi af DIF’s store børne- og ungeindsats, ’Fremtidens idræt for børn og unge’ (FIBU), er der blevet ansat 30 børne- og ungeansvarlige, som er tilknyttet cirka 80 foreninger. Analyseinstituttet Rambøll har lavet en midtvejsevaluering i de 80 foreninger, og resultaterne er meget opløftende.
8 ud af 10 trænere svarer, at de er blevet mere motiverede i deres trænergerning i det seneste halve år. Lige så stor en andel svarer, at de nu har bedre mulighed for at udvikle deres kompetencer.
Når man fokuserer på børnenes besvarelser, viser de, at 8 ud af 10 børn har fået det sjovere til træning, og ligeledes svarer 8 ud af 10, at de er blevet bedre til de ting, de laver til træning.
Resultaterne er en effekt af ansættelser af ressourcepersoner og ikke fuldtidsansatte trænere. Det er vi klar over, men resultaterne fra evalueringen styrker vores tro på, at flere fuldtidsansatte trænere kan skabe bedre rammer for vores idrætstalenter og samtidig styrke de øvrige trænere. Både de trænere, som primært har fokus på bredden, og de trænere, som arbejder med eliteatleter.
De lønnede trænere er kun i fire idrætter
En markedsanalyse fra Realize ApS for DIF og Team Danmark viser, at færre end hver 10. lønnede træner i Danmark er fuldtidslønnet og næsten udelukkende findes i fire konkrete idrætter – fodbold, håndbold, golf og svømning. Vi tror, at der er et potentiale for at løfte det generelle trænerniveau, hvis der kommer flere lønnede trænere i flere idrætter.
Spørgsmålet om flere fuldtidsansatte trænere er et af tre hovedelementer i DIF og Team Danmarks nye satsning ’Fremtidens Trænere’. Her arbejder vi i tre hovedspor: Rekruttering og uddannelse, trænergerningen som fuldtidsbeskæftigelse og bæredygtige arbejdsrammer.
Konkret tester vi kombinationsstillinger i badminton i Sønderjylland, hvor flere klubber på tværs af kommuner går sammen om at finansiere en hovedtræner på fuld tid med udvidet ansvar – noget den enkelte klub ikke ville kunne løfte alene.
Samtidig udvikler vi et Team Danmark‑uddannelsesspor for trænere, så flere kan kombinere trænergerning med ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser.
Dertil har vi også samarbejde med blandt andet Esbjerg Kommune, Gerlev Idrætshøjskole og Spir Efterskole, hvor elever som en del af undervisningen kommer ud i klubber og afprøver deres trænerteori i praksis.
Det handler ikke kun om at uddanne trænere på papiret, men om at skabe bæredygtige roller og et tidligt, stærkt bånd mellem uddannelse og den virkelige hverdag i foreningerne. Målet er ikke at erstatte de frivillige, men at give nogle trænere tid og rammer til at løfte kvalitet, koordinering og udvikling til gavn for hele miljøet.
Kan vække følelser
Vi er klar over, at diskussionen om flere ansatte trænere kan være kontroversiel og vække følelser. Men målsætningerne er de samme, uanset om vi taler ansatte trænere, træneruddannelser på gymnasiet eller anden opkvalificering af trænerfaget:
Vi ønsker, at trænerne har de bedste forudsætninger for at udfolde sig – både når de tager imod det femårige barn, som debuterer i den lokale idrætsforening, når de skal give det unge talent den bedste vejledning, og når de skal motivere en dansk topatlet til at vinde det afgørende point i en finale ved de olympiske lege.