Et hold af vindere
Danmark er europamestre, verdensmestre og olympiske mestre! En historisk bedrift, som vidner om et imponerende arbejde på og omkring landsholdet og i Dansk Håndbold gennem en årrække.
Indlæg af Team Danmarks adm. direktør Peter Fabrin.
...
Danmark er europamestre i håndbold! Og dermed sidder Håndboldherrerne på titlen ved både EM-, VM- og OL! En historisk bedrift, som i selv vidner om et imponerende arbejde på og omkring landsholdet og i Dansk Håndbold gennem en årrække.
Der har stort set kun været højdepunkter, siden det for første gang lykkedes at hive VM-guldet hjem i 2019. Dengang var der næppe nogen, der havde spået, at holdet her syv år efter ville stå med fire VM-guld, to OL-guld og nu også et EM-guld.
Dette EM er måske ikke den turnering, hvor Håndboldherrerne har vist det mest sprudlende spil eller været mest overlegne. Det er endda blevet til et sjældent nederlag mod Portugal undervejs. Men man kan mærke, at det alligevel er en turnering og en sejr, som både spillerne og landstræner Nikolaj Jacobsen har oplevet som noget særligt.
Håndboldherrerne har redet på en bølge og nærmest virket usårlige og ikke mindst uslålige. Sjældent er noget hold gået ind til et mesterskab som større favoritter end Danmark ved EM 2026 – endda på hjemmebane foran et sejrsvandt publikum. Med hele landets opbakning, men også med hele landets forventninger.
Derfor står denne EM-titel som noget særligt! For det var ikke en titel, som holdet kom nemt til. Danmark blev udfordret, og havde særligt efter nederlaget til Portugal kniven for struben. Og her viste spillerne, at de er et hold af vindere! At de ikke er bange for at grave dybt og arbejde hårdt, når det er det, der skal til. At de rykker sammen og hiver hinanden op, når de pludselig står med ryggen mod muren.
Mathias Gidsel er verdens bedste håndboldspiller. Han er Årets Sportsnavn i Danmark 2025. Og han er MVP ved OL, VM og selvfølgelig også her ved EM. Gidsel har spillet bedre kampe, end den han spillede mod Frankrig i mellemrunden, hvor han først for alvor kom i gang i anden halvleg. Alligevel fremhævede Gidsel efter kampen sin præstation som en af dem, han er allermest stolt over. Netop fordi det var med ryggen mod muren, og fordi det var en stor mental sejr at rejse sig og spille en stor anden halvleg, da der var allermest brug for det.
Herfra var kursen sat, men udfordringerne fortsatte. Særligt med skader i det vitale midterforsvar.
“I dag tillader jeg mig at være ekstra stolt,” sagde landstræner Nikolaj Jacobsen efter semifinalen. Her havde hans spillertrup ikke bare vundet over de stærke islændinge, men for alvor vist format, da Simon Hald måtte udgå i pausen, og flere spillere blev kastet i ilden på uvante positioner, mens presset var allerstørst.
Uden Hald var det således også et noget uprøvet dansk forsvar, der gik ind til finalen mod Tyskland. Men igen viste spillerne verdensklasse! Danmark besejrede Tyskland – som vi jo gør i EM-finaler – og resten er historie. Dansk sportshistorie!
Tillykke til Dansk Håndbold og til vores danske olympiske-, verdens- og europamestre!
Yderligere
oplysninger
Kontakt
-
Peter Fabrin
Administrerende Direktør
Telefon:2046-7722
E-mail:[email protected]
Link
-
Om Team Danmark
Team Danmark arbejder for at give danske atleter bedst mulige rammer og vilkår for, at de kan udleve deres potentiale og præstere på højeste internationale niveau. Vi optimerer hele vejen rundt om atleten - både på og uden for banen.
-
Næste niveau
Team Danmarks strategi og støttekoncept 2025-2028 beskriver, hvordan Team Danmark vil arbejde for at udvikle dansk eliteidræt til næste niveau, og hvordan vi samarbejder med forbundene.