Ny national forsøgsordning fra 2026-2029 skal give unge eliteatleter bedre mulighed for at gennemføre hhx eller stx på tre år – med mere realistiske rammer for at kombinere elitesport, uddannelse og ungdomsliv.

09. April 2026

Team Danmark og Foreningen for Eliteidrætsgymnasier har fået godkendt en ny treårig forsøgsordning for Team Danmark-elever på hhx og stx, hvor de unge eliteatleter kan tilbydes en uddannelse på normeret tre år med en reduceret fagrække. Forsøget skal modernisere den eksisterende Team Danmark-ordning og give unge eliteatleter mere bæredygtige rammer for at kombinere gymnasial uddannelse med en ambitiøs elitesportssatsning.

Den klassiske 4-årige Team Danmark-ordning har gennem årtier givet mange atleter mulighed for at forlænge gymnasiet med et ekstra år. Men i dag fravælger flere og flere unge denne mulighed – selvom hverdagen er blevet mere krævende med både øget træningsmængde og længere skoledage.

”Vi kan se, at mange unge atleter i dag vælger at gennemføre deres ungdomsuddannelse på tre år, selv om presset er stort. De vil gerne blive i fællesskabet og afslutte sammen med deres klassekammerater. Med inspiration fra bl.a. Norge forsøger vi med den nye forsøgsordning at skabe mere realistiske rammer for en 3-årig gymnasieuddannelse, når man samtidig satser på elitesport.

Det glæder vi os til at kunne tilbyde eleverne, og vi er sikre på, at det vil blive taget godt imod,” siger Anders Høgenhaug Johnsen, formand for Foreningen for Eliteidrætsgymnasier og uddannelseschef på Viborg Katedralskole.

Mere fleksibel model

Forsøgsordningen betyder, at sportsligt godkendte Team Danmark-elever kan gennemføre hhx eller stx på tre år med en reduceret fagrække på 2-3 fag – uden at miste fuld adgang til videregående uddannelser. Samtidig fastholdes den eksisterende mulighed for et 4-årigt forløb, så modellen bliver mere fleksibel så eleverne fortsat kan vælge den løsning, der passer bedst til deres behov og sportslige situation, forklarer Christina Teller, faglig leder for Karriere og Talentudvikling i Team Danmark.

”Når en ung atlet i praksis har en arbejdsuge på omkring 80 timer med skole og sport, er vi nødt til at tænke i smartere og mere tidssvarende løsninger. Formålet med forsøget er at afprøve en moderniseret model, der i højere grad styrker muligheden for at atleter kan gennemføre gymnasial uddannelse uden at gå på kompromis med faglighed, trivsel eller sportslig udvikling”, siger Christina Teller.

Eliteidræt anerkendes som kompetencegivende

Et vigtigt element i forsøget er, at eliteidræt anerkendes som en væsentlig dannelses- og læringsarena. Gennem eliteidræt udvikler de unge ansvarlighed, lederskab, samarbejdsevner og selvstændighed – kompetencer, der direkte understøtter gymnasiets dannelsesformål.

”Eliteidræt er i høj grad også dannelse. De unge lærer at skabe struktur i hverdagen, tage ansvar for egen udvikling, arbejde i fællesskaber, håndtere pres og modgang og navigere i internationale miljøer. Med forsøget anerkender vi, at nogle af gymnasiets dannelsesmål også opnås gennem sport – og at de kompetencer skal tælle med i det samlede billede,” siger Christina Teller.

Forsøgsordningen ses som et vigtigt skridt i moderniseringen af dansk talentudvikling, men ikke som en endelig løsning.

”Sammenlignelige lande har allerede mere fleksible uddannelsesmodeller og investerer væsentligt mere i talentudvikling. Forsøget er et vigtigt skridt, men vi er ikke i mål. Vi har fortsat brug for at udvikle nye uddannelsesmodeller, stærkere talentmiljøer og bedre finansiering, hvis Danmark også i fremtiden skal kunne konkurrere om medaljer på øverste niveau,” siger Christina Teller.

Fakta: 19 skoler deltager i forsøgsordning

  • Campus Vejle hhx
  • College 360, hhx
  • Fredericia Gymnasium
  • Frederiksborg Gymnasium og HF
  • Holstebro Gymnasium
  • Marselisborg Gymnasium
  • Roskilde Katedralskole
  • Randers Statsskole
  • Rungsted Gymnasium
  • Rødkilde Gymnasium
  • Silkeborg Gymnasium
  • Slagelse Gymnasium
  • Tornbjerg Gymnasium
  • Viborg Katedralskole
  • Øregård Gymnasium
  • Ørestad Gymnasium
  • Aalborg Handelsgymnasium, hhx
  • Aalborghus Gymnasium
  • Niels Brock, JTP, hhx

Yderligere oplysninger

Tilmeld dig vores nyhedsmail