Content-creator til ’Danmark til OL’

Få ting samler hele den danske befolkning som OL. Sådan skal det også være fremover. Derfor søger vi nu en content creator, som får ansvar for at videreudvikle og forløse potentialerne på ’Danmark til OL’.
Med de fem ikoniske olympiske ringe og Danmarks bedste atleter har vi et fantastisk ’produkt’.
På bare to uger ved OL i Paris havde @danmarktilol på Instagram 41 millioner eksponeringer af sine opslag, et reach på 4 millioner unikke konti og 1,2 millioner interaktioner.
Vi søger nu en content creator, som får ansvar for at videreudvikle og forløse potentialerne på ’Danmark til OL’.
Du bliver redaktør og primær indholdsproducent for DIF og Team Danmarks fælles olympiske profil @danmarktilol på Facebook og Instagram, og vi forventer derfor, at du kan eksekvere på både strategisk og operationelt niveau.
Først og fremmest ser vi dig som en kreativ, idérig og produktiv SoMe-content creator, som ved hjælp af de sociale mediers virkemidler kan fortælle fascinerende historier om Danmarks dygtigste atleter, om hele OL-operationen og om vores kommercielle partnere.
Vi har en målsætning om at bringe vores olympiske partnere endnu mere i spil, og dét skal du i samspil med dine nye kolleger lægge en strategi for, som du selv kan eksekvere.
Du kommer til at indgå i OL-kommunikationsteamet, som består af medarbejdere fra kommunikationsafdelingerne i DIF, Team Danmark og vores fælles kommercielle afdeling. Du skal derfor være dygtig til at samarbejde og kunne navigere i de forskellige organisationers måde at arbejde på.
Vi leder efter en person, som:
- Er grafisk stærk, har indblik i og opfanger SoMe-trends og producerer visuelt overbevisende og engagerende indhold.
- Kan transformere det øvrige kommunikationsteams mange historier og informationer til spændende SoMe-opslag, men får samtidig egne idéer og fører dem ud i livet.
- Kan arbejde med levende billeder, men med fokus på kreative og engagerende reels og stories frem for klassiske tv-indslag.
- Har et godt redaktionelt boldøje og kan se historien og potentialerne i fremtidens medaljevindere.
- Er initiativrig og sætter gerne en aftale op med CEO’s for nogle af Danmarks stærkeste brands eller Danmarks største atleter.
- Har flair for, hvordan man på en engagerende måde kan bringe vores store kommercielle partnere i spil og på den måde skabe værdi for både dem og os.
- Kan sætte en klar retning for @danmarktilol og kan skabe fælles ejerskab og et positivt samarbejde på tværs af de involverede organisationer.
- Er initiativrig, fyldt med gåpåmod og bidrager med masser af smil og positiv energi til vores OL-arbejde.
- Er dygtig til community management, som vi prioriterer højt
Om jobbet
Der er tale om en fast stilling med start 2. januar 2026.
Arbejdsstedet er Idrættens Hus i Brøndby – et dynamisk hus, der blandt andet byder på træningsfaciliteter, kantineordning, sociale arrangementer mv. Jobbet inkluderer som udgangspunkt ikke udenlandsk rejseaktivitet, men i ny og næ skal du rundt i Danmark for at producere content dér, hvor atleterne og samarbejdspartnerne er.
Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Der vil af og til være opgaver om aftenen og i weekenderne, når atleterne konkurrerer. Og så får du, ligesom alle andre, der er involveret i OL, travlt når legene løber af stablen.
Om ansættelsen:
- Vores kommende kollega ansættes i fællesskab af DIF, Team Danmark og de to organisationers fælles marketingsselskab, DIF og Team Danmark Kommerciel. Dine nærmeste kollegaer er fra alle tre organisationer, og du kommer også til at være fysisk til stede hos alle tre.
- Formelt bliver du ansat i DIF og refererer til Britt Spangsberg, chef for Kommunikation, HR og Events.
- DIF er en af landets største interesseorganisationer og varetager interesserne for 63 specialforbund, knapt 8.400 idrætsforeninger og flere end 2,1 millioner aktive medlemmer. DIF er også olympisk komité i Danmark.
- Team Danmark er en offentlig, selvejende institution, der optimerer hele vejen rundt om atleten - både på og uden for banen - for at give danske atleter bedst mulige rammer og vilkår for at levere sportslige resultater på højeste internationale niveau.
- DIF og Team Danmark Kommerciel er vores kommercielle afdeling. Sammen med dansk erhvervsliv indgår DIF og Team Danmark Kommerciel partnerskaber, der er med til at styrke både bredde- og eliteidrætten, og som dermed samtidig bidrager til at udvikle det danske samfund
Ansøgning:
Deadline for ansøgning er fredag den 31. oktober 2025.
Vi holder samtaler i løbet af november og forventer at afslutte ansættelsesprocessen inden udgangen af måneden.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
- Britt Spangsberg, kommunikationschef i DIF, tlf. 2153 6144
- Christian Blomgreen, kommunikationschef i Team Danmark, tlf. 2683 0724
Vi glæder os til at læse din ansøgning – Let the Games begin!
Yderligere
oplysninger
Kontakt
-
Christian Blomgreen
Kommunikationschef
Telefon:2683-0724
E-mail:[email protected]
Links
-
Instagram - Danmark til OL
Danmark til OL’ drives af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund, der er Danmarks Olympiske Komité. #allfordenmark
-
Facebook - Danmark til OL
Den officielle Facebookside for Danmarks deltagelse ved OL.