Simon Bastiansen bliver 1. marts ny direktør i DIF & Team Danmark Kommerciel. Han skal være med til at udvikle stærke og værdifulde partnerskaber mellem erhvervsliv og dansk idræt.

06. januar 2023

Med ansættelsen af Simon Bastiansen står DIF & Team Danmark Kommerciel nu stærkt rustet til at udvikle idrættens kommercielle potentiale yderligere.

Simon Bastiansen har i rigtig mange år været et kendt navn inden for sport, marketing og partnerskaber i Danmark.

Han kommer fra en stilling som direktør for strategiske partnerskaber i virksomheden Dentsu, der er et af verdens største mediebureauer. Her har Simon Bastiansen bl.a. medvirket til at indgå store partnerskaber inden for dansk idræt. Derudover har han gennem årene været en ofte benyttet ekspertkilde i medierne i forhold til kommercielle samarbejder mellem erhvervsliv og idrættens verden.

Derfor glæder Niels Nygaard, formand for DIF & Team Danmark Kommerciel, sig over, at det er lykkes at ansætte Simon Bastiansen i et skarpt ansøgerfelt.

”Med Simon Bastiansen har vi ansat en kommerciel direktør, der både har solid indsigt i eliteidrættens verden og i erhvervslivet. Han er en meget stærk profil med forretningsforståelse og de menneskelige egenskaber og værdier, der kan bygge stærke og langvarige partnerskaber mellem idrætten og dansk erhvervsliv,” siger Niels Nygaard. 

Som tidligere tennisspiller kender Simon Bastiansen eliteidrætten indefra, og han ser frem til at starte i Idrættens Hus til marts. 

”Jeg elsker idræt både i bredden og højden og ser et stort potentiale i at udvikle nye værdifulde partnerskaber mellem dansk idræt og Danmarks førende virksomheder. Jeg har svært ved at forestille mig et mere meningsfuldt arbejde, for ingen vinder alene. Idrætten samler hele Danmark på kryds og tværs og er noget af det mest dyrebare, vi har. Samtidig rummer eliteidrætten en masse attraktive elementer for danske virksomheder, ligesom idrætten bredt set har nogle nøgler til at sikre trivsel, bæredygtighed og folkesundhed, der er højaktuelle emner i vores samfund og erhvervsliv,” siger han.

Yderligere oplysninger

Simon Bastiansen, tlf. 2874 7712

Niels Nygaard, formand for DIF & Team Danmark Kommerciel, tlf. 2073 7112

Tilmeld dig vores nyhedsmail