Folketinget har vedtaget, at atleter også fremover kan tage en erhvervsuddannelse på fleksible vilkår. Team Danmark-ordningen på erhvervsuddannelserne har siden 2017 kørt som en forsøgsordning, og nu bliver den gjort permanent.

27. March 2023

Det skal også fremover være muligt for en eliteatlet at uddanne sig til tømrer, maler eller social og sundhedshjælper. Folketingets partier har besluttet at gøre Team Danmark-ordningen på erhvervsuddannelserne permanent, så atleter også fremadrettet får mulighed for at tage en erhvervsuddannelse på fleksible vilkår. Det betyder, at atleter fortsat kan følge sportslige mål og drømme samtidig med, at de tager en kompetencegivende erhvervsuddannelse.

"Det har været enormt fedt for mig, at jeg har kunne uddanne mig til industritekniker samtidig med, at jeg har kunne udleve mine sportslige drømme. I mit sidste år af Folkeskolen var fravær og lektier en kilde til evig dårlig samvittighed, når jeg var ude i Europa og køre løb. Jeg har fundet en enorm frihed ved at tage en erhvervsuddannelse, da rammerne på uddannelsen giver mig mulighed for at fokusere 100% på der, hvor jeg er – uanset om det er på racerbanen eller værkstedet."
Malthe Taarngaard Jakobsen Racerkører og industriteknikerelev

Folketinget har vedtaget, at forsøgsordningen nu bliver permanent, og det er godt nyt for unge atleter, der ligesom Malthe ønsker at tage en erhvervsuddannelse, mener Team Danmarks adm. direktør, Peter Fabrin.

”Det er rigtig godt nyt for unge atleter, der ønsker at tage en erhvervsuddannelse. Ordningen giver atleterne fleksible muligheder for at følge deres sportslige mål sideløbende med, at de tager en kompetencegivende erhvervsuddannelse. Derudover sender permanentgørelsen et vigtigt signal. Alle ungdomsuddannelser kan nu tilbyde en Team Danmark-ordning, hvor unge atleter kan indgå i et fleksibelt uddannelsesforløb sideløbende med deres elitesport,” siger Peter Fabrin.

 

Godt samarbejde med virksomheder og skoler

Team Danmark-ordningen giver atleter mulighed for at få fleksible rammer til at kombinere erhvervsuddannelse og elitesport. Det indbefatter blandt andet, at både skole- og praktikophold kan forlænges, så der bliver mere tid at prioritere både sport og uddannelse.

”Både praktikvirksomhederne og skolerne gør en stor indsats for at forankre Team Danmark-ordningen og skabe muligheder for de unge atleter. Team Danmarks uddannelsespartnere på erhvervsuddannelserne gør i sammen med virksomhederne et fornemt arbejde med at finde løsninger, der giver atleterne bedre muligheder for at følge deres uddannelse, træne og konkurrere og have en hverdag, der hænger sammen,” siger Peter Fabrin.

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Evaluering af Team Danmark-ordningen på erhvervsuddannelserne

    En evaluering af Team Danmark-ordningen på erhvervsuddannelserne viste i 2020, at der er stor tilfredshed med ordningen blandt atleter og forbund såvel som skoler og virksomheder.

  • Erhvervsuddannelse

    Team Danmark samarbejder med Danske Erhvervsskoler og Undervisningsministeriet om at sikre fleksibilitet for elever på erhvervsuddannelserne.

Tilmeld dig vores nyhedsmail