Team Danmark og Salling Group er stolte over at uddele prisen som ’Årets træner 2022’. En pris, der hylder de mennesker, der hver eneste dag dedikerer deres tid og talent til at hjælpe vores dygtige atleter frem til sportslig succes. Uden dygtige trænere, ingen store resultater.

19. december 2022

Vi har igen i år været begunstiget med store danske sportspræstationer. De største stjerner har fundet vejen til succes, men også en ny generation af atleter stormer frem på den internationale scene. Uanset om det handler om at forblive i verdenseliten eller at finde vej derop, så kræver det et enormt stykke arbejde af hele holdet bag atleten. Og helt centralt for det arbejde står trænerne.

De tre nominerede til Team Danmark og Salling Groups trænerpris 2022 er:

• Lars Christensen, tennistræner for Holger Rune
• Astrid Gemal, landstræner i paradressur
• Piotr Wojewski, landstræner for Anne-Marie Rindom og resten af sejlkategorien Ilca6

 

”En god træner skal lede, inspirere og samarbejde. For vejen til medaljeskamlerne kan ingen atleter opnå alene. Vi er enormt stolte over at få lov til at fremhæve de mange dygtige trænere, som dette land råder over. Trænerne yder en enorm indsats for dansk elitesport, både for de enkelte stjerner, men også de unge talenter og de respektive elitesportsmiljøer. Normalt står trænerne i baggrunden, mens atleterne bliver hyldet for store præstationer. Men her er det tid til at få trænerne frem i lyset og få understreget vigtigheden af deres profession.”
Peter Fabrin Adm. direktør, Team Danmark

Sportschefer, atleter og Team Danmark-medarbejdere har haft muligheden for at indstille kandidater. I alt er 14 trænere blevet indstillet til prisen, og trænere fra vidt forskellige sportsgrene er repræsenteret blandt de indstillede. Den bruttoliste er nu blevet skåret ned til tre nominerede.


Hos Salling Group er man stolte over at stå bag prisen:


”Uanset om man gør karriere i dagligvarebranchen eller er stjerne i sportens verden, er der ingen, der vinder alene. Lige som en dygtig leder, får en dygtig træner det bedste frem i både den enkelte atlet, det samlede hold og i hele teamet omkring atleterne. Og er på den måde en væsentlig del af succesen. Vi er derfor i Salling Group stolte over ikke bare at støtte de danske topatleter, men i særdeleshed også trænerne bag talenterne,” siger administrerende direktør i Salling Group, Per Bank.

 

...

Team Danmark og Salling Groups trænerpris uddeles d. 7 januar ved årets sportsgalla Sport 2022, som afholdes i Jyske Bank Boxen og kan ses live på DR1.

Fakta om Team Danmark og Salling Groups Trænerpris

Dommerkomité:

Lars Krarup – Formand, Team Danmark
Peter Fabrin – Adm. Direktør, Team Danmark
Per Bank – Adm. Direktør, Salling Group
Morten Mølholm – Direktør, Danmarks Idrætsforbund
Rasmus Lund – Atletrepræsentant, Atletkomiteen

 

Tidligere vindere:

Team Danmark og Salling Group har i mange år samarbejdet om at uddele prisen. Tidligere hed den Team Danmark og Salling Groups Talentpris og i 2019 skiftede den navn til Team Danmark og Salling Groups Trænerpris.

De seneste vindere har været:
2021: Nikolaj Jacobsen, håndbold
2020: Kenneth Jonassen, badminton
2019: Casper Jørgensen, banecykling

Yderligere

oplysninger:

Kontakt

Tilmeld dig vores nyhedsmail

 
TEAM DANMARK