Ny kampagne skal gøre danskerne sundere
DIF, Team Danmark og Sport One Danmark lancerer en digital kampagne, der skal motivere danskerne til en sundere dagligdag.
Nedlukningen af Danmark har betydet, at flere danskere motionerer mindre, og at mange store motionsevents er blevet aflyst på grund af forsamlingsforbuddet. Det er baggrunden for, at DIF, Team Danmark og Sport One Danmark nu lancerer en digital sundhedskampagne, som alle danskere kan blive en del af.
Via kampagnen ’Danmark Leve!’ vil eksperter fra Team Danmark, eliteatleter og andre idrætsprofiler fra 7. september og fire uger frem guide danskerne til, hvordan de gennem små ændringer i dagligdagen kan skabe store resultater for deres fysiske og mentale sundhed.
Igennem de fire uger skal deltagerne i ’Danmark Leve!’ føre regnskab med deres søvn, kost, fysiske aktivitet mv. via en app. Alt sammen for at få danskerne til at forbedre deres vaner med hjælp fra de metoder og den viden, elitemiljøet ligger inde med.
Det handler ikke kun om motion
For at være med skal deltageren tilmelde sig via www.danmarkleve.dk, og derefter
hente app’en ’Danmark Leve!’. I ugen op til kampagnestart gennemfører deltageren et digitalt sundhedstjek. På baggrund af de indtastede svar, udregnes deltagerens body age, hvorefter man har fire uger til at forbedre den mest muligt gennem daglige indrapporteringer – og tips fra eksperter.
Jo sundere, deltageren lever, des flere point indsamles. For eksempel får man point for at dyrke motion og spise sundt, mens man får minuspoint for at ryge cigaretter eller sove mindre end syv timer i døgnet. Hver deltager har et personligt mål baseret på deltagerens udgangspunkt, og alle kan derfor være med uanset, hvor aktiv og sund en livsstil man har i dag.
”Det handler om at minde folk om, hvad gode vaner er. Drik vand, når tørsten skal slukkes. Og tænk på at spise og handle grøntsager, når du står ved buffeten eller i supermarkedet”, siger Rasmus Henning, som er tidligere OL-triatlet og nu projektleder i Sport One Danmark, der er DIF og Team Danmarks kommercielle selskab.
Danskerne skal i gang igen
DIF frygter, at nedlukningen af Danmark og de mange aflyste motionsevents betyder, at danskernes sundhedstilstand forringes. Derfor er kampagnen også et led i indsatsen for at motivere danskerne til at rejse sig fra sofaen.
Det koster 150 kroner at deltage i kampagnen ’Danmark Leve!’. Et eventuelt overskud går til at skabe bedre rammer og vilkår for både bredde- og eliteidrætten i Danmark.
Læs mere om ’Danmark Leve!’ og kampagnen på www.danmarkleve.dk
Danmark længe leve!