Store ambitioner ved Hawaii Ironman
Helle Frederiksen går efter en topplacering ved Hawaii Ironman lørdag den 13. oktober. I samarbejde med Team Danmark har hun optimeret sin strategi for indtag af salt og væske under de ekstreme forhold.
Lørdag den 13. oktober deltager 53 danske triatleter, 49 amatører og fire professionelle i det ikoniske Ironman World Championships i Kailua Kona på Hawaii. Hawaii Ironman er ikke alene den stærkeste og mest prestigefulde ironmankonkurrence i verden. Triatleterne skal også tilbagelægge de 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb under ekstreme forhold med barsk natur, høj luftfugtighed og høje varmegrader.
Forholdene på Hawaii kræver særlige forberedelser, og Helle Frederiksen, der er verdensmester på langdistance fra VM i Odense i juli, har derfor i samarbejde med Team Danmark arbejdet med at optimere sin strategi for salt- og væskeindtag.
Team Danmark testede i august Helle Frederiksen i simuleret ”Hawaii-varme” for at måle saltkoncentration i sveden. Sammenholdt med de forventede svedrater under forholdene på Hawaii kan resultaterne hjælpe til at forebygge et for udtalt væske- og salttab.
”Optag af vand fremmes af, at der er tilsat salt. Hvis man som atlet kun drikker rent vand og samtidig sveder en masse salt ud, ender man med at komme i saltunderskud, og det kan påvirke kroppen negativt. Derfor er det vigtigt, at udholdenhedsatleter, der er i gang i flere timer, tilfører både sukker og salt i den væske, de drikker,” siger Peter Møller Christensen, der er sportsfysiolog i Team Danmark.
Tre stærke kvinder til start for Danmark
37-årige Helle Frederiksen er debutant ved Hawaii Ironman, men er ikke desto mindre kandidat til en topplacering. Hun er verdensmester på langdistance (3000 m. svømning, 120 km cykling og 30 km løb), og allerede ved sin første ironman i 2017 i Arizona kom hun under de magiske ni timer (8 timer og 55 minutter). Desværre har en skade drillet under de sidste forberedelser, og det er derfor lidt usikkert, hvor hun står, når starten går på lørdag.
I pro-rækkerne stiller Danmark med tre kvinder blandt de 42 startende. Ud over Helle Frederiksen er det Michelle Vesterby, der i 2015 og 2016 blev henholdsvis nummer fire og seks på Hawaii, samt Maja Stage Nielsen, der sidste år debuterede med en tolvteplads. Hos herrerne er Jens Petersen-Bach ene om at forsvare de danske farver blandt de 58 deltagere.
Generelle råd om væske
Få en indikation af, hvor meget væske du skal indtage under og efter træning og konkurrence, og om du evt. bør tilføre salt og/eller sukker. Læs vores generelle råd om væske og prøv Team Danmarks væskeberegner.
Eliteatleter i udholdenhedsidrætter med varighed over en time bør optimalt testes individuelt under forhold, der ligner dem, de skal præstere under, for at kunne udvikle en optimal strategi for salt-, energi og væskeindtag.
Yderligere
oplysninger
Kontakt
-
Peter Møller Christensen
Sportsfysiolog
Telefon:2712-1998
E-mail:[email protected]
Links
-
Væske
Team Danmarks anbefalinger omkring væske