Hun gør det fremragende både på og uden for banen. Sofie Skoubo, stamspiller på Danmarks landshold i kørestolsrugby, er Team Danmarks kandidat til Kulturministerens Parasportspris 2020.

12. november 2020

26-årige Sofie Skoubo har sat et markant aftryk på parasporten. Ikke alene er hun stamspiller på det succesrige kørestolsrugbyhold, der har kvalificeret sig til PL i Tokyo næste år. Hun har også kæmpet uden for banen for at sætte fokus på nogle paraatleters særlige behov.

Derfor har Team Danmarks bestyrelse valgt at indstille Sofie Skoubo til Kulturministerens Parasportspris 2020. Prisen uddeles til personer, organisationer, virksomheder mv., som har gjort en enestående indsats for handicapidrætten i Danmark.

”Jeg er utrolig glad og beæret over, at bestyrelsen har valgt at indstille mig til prisen. Det er stort, at nogle har lagt mærke til mig og min indsats. Da jeg tog til min første rugbytræning var jeg usikker på, om jeg overhovedet kunne være med. I dag har jeg nogle helt andre mål og drømme end tidligere. Samtidig har sporten givet mig overskud til at stå frem, hvis der er noget, jeg synes er urimeligt.”
Sofie Skoubo Landsholdsspiller i kørestolsrugby

Stå frem gjorde hun, da hun kontaktede Folketingets kulturordførere, og hun satte fokus på paraatleternes særlige behov. Den indsats er en del af grundlaget for, at ordførerkredsen i 2020 har oprettet en særlig pulje på 1.750.000 kroner som skal forvaltes af Team Danmark til personlige hjælpere m.v. frem mod PL 2021

Familien er med hele vejen
At Sofie Skoubo har fundet vej til sportens verden er ikke tilfældigt. Hendes storebror er tidligere fodboldspiller Morten Skoubo, der har spillet seks landskampe for Danmark og haft en længere udlandskarriere som fodboldspiller.

”Sport fylder bare rigtig meget i min families liv. Vi har alle et stort konkurrencegen, og fordi vi har fulgt Mortens karriere, ved vi som familie, hvad det kræver at gå efter at blive rigtig dygtig. Efter han er stoppet med at spille fodbold, er det nu min karriere familien følger med i og bakker op om. Det er rigtig fedt,” siger hun.

Ved siden af karrieren som landsholdsspiller har Sofie Skoubo studeret politik og administration på Aalborg Universitet og arbejder i dag i Muskelsvindfonden. Her er hun projektleder for en indsats, hvor børn, der pga. handicap ikke kan være til stede i klasselokalet, får stillet en robot op i skolen, så de kan følge med i timerne og være en del af fællesskabet i klassen hjemmefra.

Fakta

Hvert år hylder kulturministeren personer eller organisationer, som har gjort en enestående indsats for dansk handicapidræt, og som har bidraget til, at handicapidrætten udvikler sig. Kulturministerens Parasportspris blev oprettet som ’Kulturministerens Handicapidrætspris’ og er blevet uddelt siden 2010.

Udover Team Danmark indstiller Danmarks Idrætsforbund, Parasport Danmark, Dansk Firmaidrætsforbund, Videnscenter om handicap, DGI, Danske Handicaporganisationer og Dansk Døve-Idrætsforbund kandidater til prisen. På baggrund af indstillingerne udvælger kulturministeren tre kandidater til prisen og dernæst den endelig vinder.

Tilmeld dig vores nyhedsmail