Danske baneryttere jagter VM-medaljer i Polen | Team Danmark

Det danske banelandshold tager onsdag den 27. februar hul på VM i banecykling. Og det er et topmotiveret landshold, der vil kæmpe med om medaljer i mange discipliner.

25. februar 2019

Dansk banecykling har stolte traditioner og er en af de sportsgrene, der kontinuerligt vinder medaljer på højeste niveau til Danmark. Forventningerne til VM, der afholdes i polske Pruszków fra 27. februar til 3. marts, er derfor også høje.

Team Danmark og Danmarks Cykle Union har gennem halvandet år arbejdet tæt sammen om at optimere de danske rytteres muligheder med fokus på at præstere ved VM. Der er blevet arbejdet med at optimere på alt lige fra rytternes strømper, hjelme, dragter til cykler og meget mere, hvor der kan hentes små marginaler, der kan afgøre podiepladserne.

Danmark stiller op i syv discipliner ved VM – med medaljepotentiale i dem alle, fortæller banelandstræner Casper Jørgensen.

”Det er altid svært at vurdere, hvor de andre står, men jeg synes, vi står lidt stærkere end sidste år inden VM. Vi har fået Lasse Normann Hansen tilbage på holdet, og han er rigtig godt kørende. Hans rutine er vigtig for de andre ryttere, og han er også med til at kaste prestige ind i baneprojektet. Generelt er rytterne i god form, og vores optakt er gået som den skulle. Vi stiller op i syv discipliner, og hvis det hele klapper, kan vi vinde medaljer i dem alle sammen. Umiddelbart er jeg glad, hvis vi vinder 3-4 medaljer,” siger banelandstræner, Casper Jørgensen.

Projekt kvindecykling
Team Danmark har siden 2015 arbejdet tæt sammen med Danmarks Cykle Union om at styrke og udvikle elitemiljøet i dansk kvindecykling. De tre års satsning har løftet dansk kvindecykling op i den internationale elite, og de kvindelige danske cykelryttere har leveret en lang række imponerende resultater med Amalie Dideriksens VM-guld på landevej i 2016 som et af de helt store højdepunkter.

Projektet er udvidet til også at omfatte en OL-satsning i banecykling for kvinder, hvor Mathias Møller Nielsen er blevet ansat som landstræner. Den nye satsning er finansieret med midler fra Salling Fondene.

Du kan følge VM i banecykling på TV 2 Sport, Team Danmarks facebook og Instagram samt på DCUs kanaler.

Landsholdet

Banelandsholdet til VM består af:

  • Amalie Dideriksen
  • Trine Schmidt
  • Julie Leth
  • Lasse Norman Hansen
  • Rasmus Lund
  • Julius Johansen
  • Casper Folsach
  • Niklas Larsen

Sådan kører Danmark:

  • Scratch – Amalie Dideriksen
  • Omnium – Amalie Dideriksen
  • Omnium - Niklas Larsen
  • Holdløb – Kan skifte ud under VM
  • Parløb - Julie Leth og Amalie Dideriksen
  • Parløb – Caper Folsach og Lasse Norman Hansen
  • Pointløb - Trine Schmidt

Resultater

Dansk banecykling har gennem det seneste årti været en af de discipliner, der har høstet flest medaljer til Danmark. Siden 2008 har de danske herrer vundet 12 VM-medaljer og fire OL-medaljer siden 2008. Amalie Dideriksen vandt to VM-medaljer i 2018, mens Trine Schmidt fik sølv ved VM i 2008.

Elitemiljøer - banecykling

Det danske banelandshold har base i Ballerup Super Arena, mens der også findes baner i Odense og Aarhus (udendørs), hvor fokus er på talentarbejde. Ballerup, Odense og Aarhus indgår alle i Team Danmarks Elitekommunesamarbejde.

Målsætning

Sammen med Danmarks Cykle Union er det opstillet medaljemålsætning i følgende discipliner:

  • Holdløb, 4 km, herrer
  • Parløb, herrer
  • Omnium, kvinder
  • Parløb, kvinder

 

Foto: Dan Møller

Fakta

Danmarks Cykle Union er kategoriseret som Verdensklasseforbund med 57 Team Danmark-støttede atleter.

Team Danmark støtter DCUs elitearbejde med i alt 8 mio. kr. i 2019. Derudover modtager DCU ekspertbistand i bl.a. præstationsanalyse, sportspsykologi, ernæring og fysiologi.

TEAM DANMARK