På vej mod en fælles trænervision

Debatindlæg af Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark

…

I Team Danmark taler vi om vejen til verdensklasse. Og det gør vi med atleten i centrum og fokus på atletens udvikling og på de gode talent- og elitemiljøer. Men hvis vi skal udvikle atleter i verdensklasse og talent- og elitemiljøer i verdensklasse, kræver det, at der også er fokus på trænerudvikling i verdensklasse. Derfor stillede jeg for nylig spørgsmålet: ”Hvem skal træne fremtidens medaljevindere?”

Skal vi skabe optimale rammer for såvel trivsel som sportslig udvikling, så har vi brug for en fælles vision for, hvordan vi vil udvikle trænererhvervet i dansk idræt. Atletens rejse starter ude i klubber og foreninger, og der er brug for uddannede og kompetente trænere på alle niveauer, hvis atleterne skal have de bedst mulige forudsætninger for at udvikle sig fysisk, mentalt og sportsligt. Men hvordan uddanner og udvikler vi kompetente trænere med et højt fagligt niveau til at varetage den opgave? Og hvordan skaber vi attraktive trænerjobs til de trænere, der gerne vil gå den karrierevej?

Der er ikke noget enkelt svar på de spørgsmål, men siden vi satte gang i debatten, har jeg modtaget overvældende mange reaktioner fra klubber, trænere, sportschefer og alle mulige andre, der brænder for idrætten. Temaet er altså yderst relevant for rigtig mange, og vi fået en masse gode idéer og input. En stor tak til alle jer, der er kommet med indspark! Det er tydeligt, at der i dansk idræt er masser af viden, engagement og vilje til at løfte opgaven med at styrke trænerfaget. Og der er mange forskellige steder at tage fat. Den model, som passer et sted, er ikke nødvendigvis den rigtige et andet. Men vi kan helt sikkert komme langt ved at lade os inspirere af hinanden.

I det følgende har jeg kigget lidt nærmere på et par af de idéer, som vi i Team Danmark vil arbejde videre med, og fortælle en succeshistorie om, hvordan man i AIG Aalborg har haft stor succes med at skabe flere trænerjobs.

Fleksible vilkår til unge trænere under uddannelse

I dansk idræt er mange trænere – ikke mindst talenttrænere – relativt unge. Derfor er der også mange trænere, som er i gang med en uddannelse sideløbende med trænergerningen. Det kan både være en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse. Men for flere af dem, er det en udfordring, at de ikke har mulighed for at bruge lige så meget tid på at være trænere, som de gerne ville. I sidste ende bliver det for nogle et valg mellem uddannelsen og det at være træner.

Det har Christian Vinther, der er formand for basketball-klubben Falcon, en idé til, hvordan man kan løse. Han foreslår ganske enkelt at kopiere den model, vi har for atleter, hvor man med en sportslig godkendelse fra Team Danmark kan forlænge sin ungdomsuddannelse og tage den på fleksible vilkår. Vi har i Danmark en effektiv dual career-model, hvor unge atleter kan udvikle sig inden for deres sport, sideløbende med at de tager en uddannelse, men for de trænere, som skal udvikle de mange dygtige unge atleter, er der ikke meget hjælp at hente.

Når man sætter det sådan op, kan det jo virke paradoksalt. Og jeg synes, at det er en rigtig god idé at kigge på en model, der kan gøre det lettere for unge talentfulde trænere at forfølge en trænerkarriere sideløbende med, at de tager en ungdomsuddannelse. Der er i denne aldersgruppe et stort frafald både blandt atleter og potentielle trænere. Blandt andet er det i denne alder, at mange unge atleter finder ud af, om talentet og motivationen er der til at fortsætte i en elitekarriere. Og jeg sikker på, at der blandt dem, der af den ene eller den anden årsag ikke fortsætter atletkarrieren, er potentielle trænertalenter, som vil finde det attraktivt at fortsætte i sporten som trænere, hvis de får mulighed for at gøre det på ordentlige vilkår. Her er det selvfølgelig nærliggende at hente inspiration i den model, vi allerede har for atleter på ungdomsuddannelserne. En lignende model for unge trænere vil give dem tid og fleksibilitet til at afprøve trænertalentet, og vil kunne udvikle dem som trænere og mennesker til gavn for dansk idræt.

En sådan model vil jo i sagens natur henvende sig til de yngste spirende trænertalenter. Derfor er det nærliggende også at tænke den videre og kigge på, hvordan vi kan skabe fleksible rammer for trænere, der går på en videregående uddannelse. Her har vi heldigvis også en masse erfaring fra atleterne, og der findes gode ordninger for eliteatleter hos Team Danmarks uddannelsespartnere, som man kunne forestille sig i lignende form for trænere.

På nogle videregående uddannelser vil der også være et potentiale i at tænke trænerfaget ind som en del af selve uddannelsen. Man kunne f.eks. forestille sig en certificeret træneruddannelse som en del af en overbygning på idrætsstudiet og med pædagogiske, psykologiske og ledelsesmæssige fagelementer ud over det sportsfaglige.

Jeg tror, at tid, fleksibilitet og muligheder er nogle af nøgleordene, hvis vi skal tiltrække flere unge trænertalenter, fastholde dem i idrætten og give dem motivation til også at uddanne og udvikle sig som trænere.

Fem fuldtidsansatte trænere i en gymnastikklub i Aalborg

Men hvad så når alle de unge trænertalenter skal ud på arbejdsmarkedet, hvis der ikke findes attraktive trænerjobs til dem? Det er en stor udfordring, som vi i dansk idræt bliver nødt til at løse, hvis vi skal gøre det attraktivt at uddanne sig og dygtiggøre sig inden for trænerfaget.

Heldigvis findes der også gode eksempler i dansk idræt på, at det godt kan lade sig gøre at skabe attraktive trænerjobs.

I Aalborg Idrætsgymnastikforening (AIG) er man gået fra 300 til 1200 medlemmer, og ifølge Rasmus Brandtoft, der er medlem af bestyrelsen i AIG, har katalysatoren for denne fremgang været, at man har turdet satse benhårdt på at ansætte professionelle trænere og prioritere uddannelse og udvikling af klubbens trænere.

Tidligere havde man i AIG én ansat træner, som tog sig af eliten og enkelte talenter, mens klubbens frivillige trænere tog sig af de andre hold. Bestyrelsen mente, at det var en uholdbar model, og de besluttede derfor at prøve at gøre det på en anden måde. De ansatte nu trænere, hvis vigtigste opgave var at skabe mere ambitiøse rammer omkring klubbens hold på bredde- såvel som talent- og eliteniveau og – ikke mindst – skabe rammer for klubbens frivillige trænere. Derfor gik man også efter at ansætte trænere, der udover en gymnastisk baggrund havde lærer-, pædagoguddannelse eller lignende.

Økonomien var selvfølgelig en udfordring. Derfor var målet også i første omgang at skabe en volumen, der kunne finansiere trænerlønninger, uddannelse osv. Men for AIG gik det faktisk nemmere, end de selv havde turde håbe på. Man satsede på at øge kvaliteten og fleksibiliteten i de udbud, man havde til nye medlemmer, og det blev hurtigt en stor succes. Der kom flere medlemmer til, og det gav ressourcer til at ansætte flere trænere, som kunne være med til at udbygge og udvikle projektet.

I dag er der fem fuldtids- og to deltidsansatte trænere i AIG. Klubben har etableret et uddannelsesbudget til trænerudvikling, og det er en fast del af de ansatte træneres opgave at stå for udvikling af de unge trænere. Ifølge Rasmus Brandtoft er klubbens frivillige trænere enormt glade for, at der er ansatte trænere, som guider dem og sætter nogle rammer for deres arbejde. Han fortæller også, at trænerne i klubben i meget højere grad føler sig anerkendt, og at der er stor interesse for de trænerjobs, som AIG udbyder.

AIG er en succeshistorie. Klubben har haft nogle ressourcer at arbejde med og en bestyrelse, der turde tænke stort. Der sidder sikkert mange og tænker, at det er urealistisk at skabe en tilsvarende udvikling i deres klub. Jeg anerkender også fuldt og helt, at der er rigtig mange ting, der skal gå op i en højere enhed, for at man kan skabe en udvikling i den skala, som de er lykkedes med i Aalborg. Men jeg synes alligevel, at det er et fantastisk og inspirerende eksempel!

Idrætsgymnastik er ikke en stor folkelig sportsgren med kommerciel appeal, men alligevel har AIG formået at give et boost til klubben ved at satse på trænerudvikling og høj faglig standard hos trænerne på alle niveauer i klubben. Og det har altså resulteret i, at der er genereret økonomi til flere træneransættelser og mere trænerudvikling.

One size does not fit all

Jeg er enormt glad for de mange gode input, der i de sidste par uger er kommet til debatten om mangel på uddannede og kompetente trænere i dansk idræt. Jeg håber, at de eksempler, jeg har videregivet her, kan være med til inspirere yderligere.

Hos os i Team Danmark er vi helt sikkert blevet klogere. Der er blevet sat gang i mange spændende tanker, som vi skal arbejde videre med, omkring kombinationsstillinger, uddannelsesmuligheder, fleksible vilkår for trænere under uddannelse med mere. Og jeg håber, at debatten fortsætter!

Der findes ikke én enkelt løsning, som passer hele vejen rundt. Selvom Danmark er et lille land, er der forskelle fra forbund til forbund, fra klub til klub og fra kommune til kommune.  One size does not fit all. Men ikke desto mindre er der rigtig mange ting, der kan overføres, eller som kan inspirere til en ny måde at arbejde og tænke på. Debatten viser i hvert fald også, at vi har rigtig meget tilfælles på tværs af dansk idræt. Og vi er mange der deler passionen for idrætten og for trænerfaget. Der er som tidligere sagt behov for en fælles vision for trænererhvervet i dansk idræt, og jeg synes, at vi er kommet et skridt nærmere.