Idans årlige resultatanalyse for 2017 fremhæver en række fremragende danske resultater i 2017 men viser samtidig, at 2017 var et år med samlet tilbagegang. ”Der er dog ikke noget, der tyder på, at den danske model pludselig er holdt op med at virke,” siger en af rapportens forfattere Rasmus K. Storm.

09. January 2018

2017 var et år med store sportslige højdepunkter i DRs gallashow Sport 2017 og lørdag aften blev en lang række atleter hyldet for deres præstationer. Fodboldlandsholdene, Jakob Fuglsang, Caroline Wozniacki, verdensmestrene Viktor Axelsen, Maja Alm og Katja Salskov-Iversen og Jena Mai-Hansen og flere andre blev fejret for deres flotte præstationer sidste år.

Men samlet set blev der i 2017 vundet tre færre medaljer i de sommerolympiske discipliner mod 12 i 2013. Samtidig var der en tilbagegang i top 8-placeringerne. På trods af tilbagegangen er dansk eliteidræt dog ikke i krise forklarer Rasmus K. Storm, der sammen med professor Klaus Nielsen (Birkbeck – University of London) er forfatter til rapporten.

”Det brede budskab er, at 2017 sandsynligvis er et bump på vejen. Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at den måde, der arbejdes med eliteidræt på i Danmark, pludselig ikke virker mere. Den danske model har vist sig som en succesrig model, når vi kigger på de seneste års resultater. Vi er nok nærmere blevet forvænt med historisk gode resultater de seneste år. Det er derfor vores vurdering, at dansk eliteidræt ikke er i krise, men vi skal omvendt forvente større grad af konkurrence i fremtiden,” siger Rasmus K. Storm.

Den melding er i tråd med Team Danmarks udmeldinger, og ifølge Lone Hansen er rapporten et godt indspark i debatten om dansk eliteidræts udvikling.

”Det er en god og nuanceret analyse, som Idan har produceret. Den viser, at danske atleter har leveret nogle meget flotte præstationer i 2017, og at dansk eliteidræt fortsat vinder medaljer i mange forskellige sportsgrene. Men den bekræfter os i, at dansk eliteidræt er under pres. En række lande som hidtil ikke har vundet mange medaljer i sommer-OL discipliner viser markant fremgang, og rapporten er et realitetstjek, hvis man tror, at det kun kan gå en vej for dansk eliteidræt,” siger Lone Hansen.

Fokus på finansiering

I rapporten beskriver forfatterne, at en af truslerne mod dansk eliteidræts høje niveau er ressourceniveauet til eliteidrætten. Mange undersøgelser viser, at et lands konkurrenceevne i internationale konkurrence for en meget stor dels vedkommende hænger sammen med, hvor mange penge der investeres i elitesporten.

”Ressourceniveauet ser ud til at være stagneret i Danmark, hvor det er øget i andre lande. Samtidig er der et loft for, hvor meget man kan effektivisere, og vi har gennem de seneste år set en stor effektivisering af ressourcerne i Danmark. På længere sigt er det sandsynligt, at den danske konkurrenceevne vil falde svagt, medmindre Team Danmark og resten af elitesportssystemet finder nye veje til at genere øgede midler til eliteidrætten,” siger Rasmus K. Storm.

Potentialer er til stede

Bl.a. derfor har Team Danmark stort fokus på at øge finansieringen til dansk eliteidræt i Støttekoncept 2017-2020, lige som der er fokus på fastholdelse af atleter i eliteidrætten, udvikling af sportschefers og landstræneres kompetencer samt innovation og forskning i eliteidræt.

”Vi skal lykkes med at løfte de områder, vi har beskrevet i Støttekoncept 2017-2020. Lykkes vi med det, bevæger dansk eliteidræt sig i den rigtige retning. Der er stadig masser af potentiale i dansk eliteidræt, og det er ikke mere end et år siden, at Danmark vandt 15 ol-medaljer ved OL i Rio,” siger Lone Hansen.

De seneste års resultater viser også, at mange specialforbund har udviklet meget stærke miljøer, som giver mulighed for kontinuerlig udvikling af verdensklasseatleter, fastslår hun.

”Der er store potentialer i banecykling på både dame- og herresiden, i svømning hvor en ny generation er stærkt på vej, i roning hvor den helt nye herrefirer allerede viser højt niveau og i sejlsport, som i årtier har udviklet verdensklasseatleter. For bare at nævne nogle eksempler. Derfor er der al mulig grund til at tro på fremtiden for dansk eliteidræt,” siger Lone Hansen.

 

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Link

  • Idans analyse

    Er dansk konkurrenceevne i international elitesport svækket?

Tilmeld dig vores nyhedsmail