Vær med til at fortælle og formidle de inspirerende historier om vejen til verdensklasse og til at bringe danskerne endnu tættere på de danske atleter.

04. maj 2021

Team Danmark søger en kommunikationskonsulent, der kan være med til at udvikle indsigten i og forståelsen for eliteidrætten og sætte de danske eliteatleter bedst muligt i scene. Du får en central rolle i forhold til at fortælle atleternes gode historier samt gøre Team Danmark til mediernes foretrukne kilde i spørgsmål om eliteidræt.

I Team Danmark sætter vi altid barren højt, og vi søger derfor en kreativ og velskrivende kommunikatør, som har mange ideer til, hvordan Team Danmark kan styrke og udvikle kommunikationen med vores forskellige interessenter.

Du skal have stærke journalistiske og digitale kompetencer. Vores, atleternes og forbundenes verden er fuld af gode historier, der fortjener at blive fortalt, så du skal have en veludviklet sans for at opstøve dem og få dem ud over rampen i vores kanaler. Det kan være som artikler, video, infografikker osv. Og det kan også være ved at blive solgt ind til andre medier.

Som en del af kommunikationsteamet kommer du til at løse mange forskellige opgaver og ofte også i højt tempo.

Du får frihed og ansvar til at drive og løse opgaver, der kræver stor selvstændighed, ligesom du også kommer til at arbejde tæt sammen med såvel kolleger i kommunikationsteamet som fageksperter og eksterne samarbejdspartnere.

Vi søger en kommunikationskonsulent, der kommer med: 

  • En relevant videregående uddannelse – f.eks. journalist, cand.public. eller cand.comm.
  • Skarpe journalistiske færdigheder
  • Flair for sociale medier
  • Analytisk sans og strategisk forståelse
  • Stærk interesse for eliteidræt og stor samfundsforståelse
  • Gåpåmod, nysgerrighed og et positivt mindset

Team Danmarks medarbejdere er nogle af landets førende eksperter inden for eliteidræt. Du kommer til at arbejde tæt sammen med fagprofessionelle, som er passionerede omkring deres arbejde.

Dine opgaver bliver blandt andet at:

  • Producere historier, versionere og målrette dem til Team Danmarks kanaler
  • Identificere og afsætte historier til eksterne medier
  • Håndtere pressehenvendelser
  • Udvikle Team Danmarks kommunikation med vores samarbejdspartnere, herunder bl.a. forbund, atleter, Elitekommuner og uddannelsespartnere

 

Kontaktinfo og ansøgningsfrist

Du er velkommen til at kontakte kommunikationschef Christian Blomgreen på tlf. 2683 0724, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Ansøgning sendes til [email protected] senest fredag d. 28. maj 2021, klokken 09.00.
Vi afholder samtaler d. 10. juni 2021, og du skal forvente en opgave forud for en eventuel 2. rundesamtale, som vi i givet fald afholder i uge 24.

 

Løn og tiltrædelse

Vi er klar til at byde dig velkommen den 1. september 2021. Stillingen er fuldtid og lønnen er efter kvalifikationer. Arbejdssted er Idrættens Hus i Brøndby.

Om Team Danmark

Team Danmark er en offentlig selvejende institution under Kulturministeriet, som varetager den overordnede koordinering og udvikling af dansk eliteidræt på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde.

Derfor arbejder Team Danmark på at forbedre rammer og vilkår i bl.a. uddannelsessystemet, og vi arbejder hver dag tæt sammen med specialforbund, landstrænere og atleter om at skabe store danske præstationer på alverdens sportsarener.

Læs mere her

Tilmeld dig vores nyhedsmail