Hvornår er man egentlig klar igen efter en skade? Det er ofte en vanskelig vurdering, og derfor har Team Danmarks sportsmedicinske faggruppe udviklet et nyt testbatteri, som skal hjælpe atleter tilbage til sporten bedst muligt efter et skadesforløb.

07. september 2020

Det nye testbatteri består af 19 tests, der giver svar på, hvor den enkelte atlet ligger inden for styrke, udholdenhed og bevægelighed. Det er forskelligt fra sportsgren til sportsgren, hvilke af de 19 tests atleterne skal igennem, da der er forskel på, hvor kompleks sporten er.

Formålet er at få data på atleterne, når de er friske og raske. Dermed har Team Danmarks sportsmedicinske faggruppe data at måle atleterne op imod under genoptræningsforløb. Det giver bedre forudsætninger, når de skal vurdere, om en atlet er klar til at vende tilbage til sporten efter et skadesforløb.

”Det er vigtigt at have data på atleterne, når de er friske og raske. Dermed kan vi se, hvor langt de er i deres genoptræningsforløb, hvis de har været skadet. Det betyder, at vi har et bedre grundlag, når vi træffer ’tilbage til sport’-beslutninger,”
Michael Ries Dünweber Fysioterapeut

Kan vurdere skadesrisici

Sekundært skal testbatteriet bruges til at forudsige, om en atlet er i en øget risiko for at pådrage sig en specifik skade. Hvis en atlet for eksempel ligger lavt i sin baglårsstyrke, eller hvis der er en væsentlig forskel på atletens dominante og ikke-dominante side, så betragtes atleten for at være i en øget risiko. Med den viden kan Team Danmarks fysioterapeuter og fysiske trænere lægge et træningsprogram for atleten, der skal øge atletens styrke og nedbringe forskellen i den dominante og ikke-dominante side. Den indsats vil nedbringe risikoen for skader, men uanset om man er i risikogruppen eller ej, kan man være uheldig og blive ramt af en skade, selvom man har gjort sit forarbejde.

En af de atleter, der har været igennem testbatteriet, er badmintonspiller Frederik Søgaard. Badminton er en sportsgren, hvor samtlige 19 tests er relevante, da det er en kompleks sport.

”Jeg synes, det er godt at blive testet, mens jeg er frisk og skadesfri, så jeg ved, hvad jeg skal arbejde hen imod, hvis jeg skulle være så uheldig at blive skadet. Derudover er det rart, at testene kan vise, om jeg har en øget risiko for at blive skadet, så jeg kan gøre alt, hvad jeg kan, for at nedbringe risikoen. For os eliteatleter er der ikke noget værre end at være ude med en skade, så hvis vi kan forhindre det, vil det betyde meget,”
Frederik Søgaard Badmintonspiller

Se en video fra Frederik Søgaards test her  

 

Tilmeld dig vores nyhedsmail