Team Danmark søger Sportsmanager | Team Danmark

Team Danmarks opgave er at udvikle dansk eliteidræt og understøtte de danske atleter og trænere på en god og ansvarlig måde. Danmark klarer sig godt på den internationale arena, og det vil vi gerne blive ved med, samtidig med at danske atleter skal trives. Derfor skal vi skabe de mest optimale rammer for atleter og trænere og udvikle stærke præstations- og vidensmiljøer.

24. juni 2020

Team Danmark står bag de danske atleter, og i de kommende år har vi fokus på en meget stærk værdibaseret og social dagsorden, som vi skal løfte sammen med forbundene. Det kræver et skarpt medarbejderfelt, og lige nu er vi på jagt efter en ny kollega til vores sportsmanagere.  

En sportsmanager i Team Danmark er bindeleddet mellem specialforbundene, atleter, trænerne og Team Danmark. Det er sportsmanageren, som skal få alle ender til at mødes, og derfor søger vi en stærk administrativ profil, som besidder gode analytiske kompetencer, samarbejdsevner, forståelse for eliteidrættens dynamikker og evner til at styre og koordinere mange fagligheder og interesser.

Jobbet som sportsmanager i Team Danmark er både alsidigt og afvekslende. Du skal kunne indgå i tætte samarbejdsrelationer på tværs af fagområder i Team Danmark, med specialforbund og med andre eksterne samarbejdspartnere. Her skal du balancere mellem skarpe prioriteringer og en åben udviklende dialog med en nysgerrig tilgang og samtidig fungere i og arbejde med udfordrende opgaver og problemstillinger som f.eks. god adfærd i eliteidrætten og økonomiske prioriteringer.

Eliteidræt er karakteriseret ved at stræbe efter udvikling og resultater. Som sportsmanager i Team Danmark skal du være med til at skabe innovative og udviklende rammer for Danmarks bedste atleter og trænere, og sikre at det sker på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde.

Den rette kandidat besidder følgende kompetencer:

  • Relevant uddannelse gerne på kandidatniveau eller lignende
  • Mere end 8 års erhvervserfaring
  • Administrativ stærk
  • Kendskab til og erfaring med konsulentlignende job (udfordrende samarbejde, forhandling, målsætning, prioritering, strategi og sparring)
  • Kendskab til og erfaring indenfor eliteidrættens områder
  • Kendskab til den danske idrætsmodel og organisationer
  • Kan arbejde med mange opgaver og i en travl hverdag
  • Innovativ og nytænkende
  • Humørrig og relationsskabende

Du bliver en del af vores sportsmanagergruppe, ligesom du skal indgå i et tæt samarbejde med vores øvrige fagfællesskaber herunder sportspsykologi, sportsmedicin, sportsernæring og performance.

 

Kontaktinfo og ansøgningsfrist:

Ansøgning sendes til job@teamdanmark.dk senest den 29. juli 2020, klokken 12.00. Vi forventer at afholde samtaler d. 12. august 2020 og evt. 2. rundesamtaler d. 20. august 2020.

Ansøgning og relevante bilag bedes sendt i en samlet PDF.

 

Spørgsmål til stillingen kan stilles til:

Lars Balle Christensen, Sportsmanager (kun uge 26) på mobil: 25 14 56 40,

Lone Hansen, direktør (kun uge 27) på telefon 60 38 25 27 eller mail loha@teamdanmark.dk

Per Boldt Jørgensen, Souschef (uge 27-31) på mobil 40 26 25 34 eller mail: pbjo@teamdanmark.dk

Løn og tiltrædelse:

Vi er klar til at byde dig velkommen hurtigst muligt. Stillingen er på fuld tid og løn er efter kvalifikationer. Arbejdssted er Team Danmark, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby.

Om Team Danmark

Team Danmark er en offentlig selvejende institution under Kulturministeriet, som varetager den overordnede koordinering og udvikling af dansk eliteidræt på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde.

Derfor arbejder Team Danmark på at forbedre rammer og vilkår i bl.a. uddannelsessystemet, og vi arbejder hver dag tæt sammen med specialforbund, landstrænere og atleter om at skabe store danske præstationer på alverdens sportsarener.

TEAM DANMARK