VM-aktuel parasvømmer vil være en rollemodel | Team Danmark

I denne uge repræsenterer Amalie Vinther Danmark ved VM i parasvømning. Ved siden af karrieren som elitesvømmer uddanner danskeren sig som pædagog og drømmer om at blive en rollemodel for børn med fysiske handicaps.

09. september 2019

Der er nok at se til for Amalie Vinther, der i denne uge er til VM i parasvømning i London, hvor hun stiller op i fem discipliner. Ud over karrieren som elitesvømmer er Amalie Vinther i fuld gang med at uddanne sig som pædagog på VIA University College, og det har hun et helt klart mål med:

Jeg drømmer om at bruge min uddannelse til at kunne gøre en forskel for mennesker. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med børn med fysiske handicaps i dagtilbudsområdet. Dét at kunne være en rollemodel og gøre en forskel er den store drivkraft for mig.
Amalie Vinther

Som elitesvømmer og pædagogstuderende lever danskeren en struktureret hverdag med støtte og fleksible vilkår på uddannelsen, så hun kan få skole og sport til at hænge sammen uden at gå på kompromis.

”Det har været en sejr for mig både at kunne tage en uddannelse og være elitesportsudøver. Det med ikke at gå på kompromis hverken sportsligt eller skolemæssigt betyder meget for mig. At jeg kan gøre begge ting 100%,” fortæller Amalie Vinther.  

Fleksible vilkår er afgørende

På skolen er den danske svømmer tilknyttet en vejleder, der hjælper hende med at strukturere hverdagen, og som sikrer, at alt går, som det skal. Det er også muligt for Amalie Vinther at få flyttet eksaminer, hvis de ligger uhensigtsmæssigt i forhold til stævner og mesterskaber.

De fleksible vilkår er afgørende for, at hverdagen går op i en højere enhed for den danske svømmer.

”Hvis jeg ikke kunne få de fleksible vilkår og den hjælp, så ville jeg få svært ved at få det hele til at hænge sammen. Jeg ville få svært ved at nå alle mine træninger, lektier og undervisning. Specielt i praktikken i forhold til at nå alle de timer, jeg skal have og de mål, der skal opnås,” siger Amalie Vinther.

Se interview med Amalie Vinther

Amalie Vinthers VM-program:

Mandag den 9. september: 100 m fri

Onsdag den 11. september: 100 m bryst

Torsdag den 12. september: 400 m fri

Fredag den 13. september: 50 m fri

Lørdag den 14. september: 200 m ind.medley

Ud over Amalie Vinther deltager Niels Korfitz Mortensen og Laura M. Christensen ved VM i parasvømning.

Elitesport og uddannelse:

Team Danmark samarbejder med flere uddannelsesinstitutioner for at sikre den fornødne fleksibilitet til at kombinere videregående uddannelse og elitesport. I øjeblikket går 230 Team Danmark-støttede atleter på en videregående uddannelse.

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Uddannelse og eliteidræt

    Læs mere om Team Danmarks arbejde med dual career

TEAM DANMARK