Tiden efter et OL kan være svær for atleter og trænere. Team Danmarks sportspsykologer tager efter OL fat i atleterne og hører, hvordan de har det efter hjemkomsten fra Tokyo.

09. august 2021

Du har brugt mange år på at nå drømmemålet. Ofret tusindvis af timer i træningslokalet, familiefødselsdage, dine venners bryllupper og meget, meget mere for at kæmpe for at opnå dit mål og lave det, du elsker.  Og fra den ene dag til den anden er det slut, og der bliver stille. Det er hårdt mentalt at gå fra 6. til 1. gear fra den ene dag til anden efter et OL. Olympic Blues – eller OL-blues - hedder fænomenet, som er kendt for at ramme atleter verden over.  

Derfor følger Team Danmark ca. 150 atleters mentale tilstand før og efter OL for at styrke arbejdet med OL-atleters mentale sundhed. For OL-blues kan for nogle udvikle sig til behandlingskrævende depressioner.

”Vi skal sørge for at opfange dem, som har det svært og hjælpe dem. Derfor kontakter vi de kommende måneder atleterne og trænerne for at høre, hvordan de har det, efter de er kommet hjem fra Tokyo. Nogle vil ikke opleve problemer, mens andre vil opleve et tomrum, når OL er overstået, og det store mål er indfriet. Nogle vil stille sig spørgsmålet ’nu er jeg ikke på vej mod OL, og hvem er jeg så’,”
Greg Diment Sportspsykologisk konsulent i Team Danmark.

Ny viden skal forebygge OL-Blues

Det handler om at få oplevelsen til at bundfælde sig og finde ud af, hvad man fremover skal rette blikket mod. 

”Der er en risiko for, at man som atlet beslutter sig for at stoppe karrieren, fordi man føler sig tom og flad. Men det vigtigste er, at man ikke tager forhastede beslutninger. Det kan sagtens være en god ide at trække sig tilbage i en periode for at finde ud af, hvad der betyder noget, og så kan man beslutte sig derefter. Det forsøger vi at hjælpe atleterne med, siger Greg Diment.

Initiativet med at kontakte atleter før og efter OL er også en del at et forskningsprojekt, der skal bidrage til at kaste mere lys over, hvor mange atleter, der bliver ramt af OL-blues, og om der er særlige problematikker i nogle sportsgrene frem for andre.

”Vi har også ved tidligere OL tilbudt atleter samtaler med sportspsykologer. Nu systematiserer vi arbejdet yderligere, og forskningsprojektet skal ud over at undersøge hyppighed og varighed af OL-blues også bidrage til, at vi udvikler forebyggelsesstrategier og uddannelsesmateriale til atleter og trænere,” siger Greg Diment.

 

...

Foto: Lars Møller

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Link

  • Sportspsykologi

    Det mentale betyder meget, når du skal præstere optimalt. Bliv klogere på mentale færdigheder, life skills, teampsykologi, og hvad der er et godt træningsmiljø.

TEAM DANMARK