Skive Kommune styrker det lokale talent- og elitearbejde | Team Danmark

Skive Kommune og Team Danmark har underskrevet en samarbejdsaftale, som betyder, at Skive bliver Team Danmark Elitekommune. Samarbejdet skal styrke et langsigtet og bæredygtigt talentarbejde og understøtte udviklingen af de lokale talentmiljøer i kommunen.

11. august 2020

Team Danmark og Skive Kommune har underskrevet en samarbejdsaftale. Aftalen mellem Team Danmark og Skive kommune vil løbe fra 2020 til udgangen af 2023 og skal give kommunens unge talenter endnu bedre muligheder for at udvikle sig i stærke talentmiljøer.

"Jeg vil gerne byde Skive Kommune varmt velkommen og ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde. Samarbejdet med Elitekommunerne er afgørende for at skabe og udvikle lokale talentmiljøer, hvor unge atleter kan afprøve og udvikle deres potentiale på en samfundsmæssig ansvarlig måde. Skive har gjort et godt og grundigt arbejde for at være med helt fremme i talentarbejdet.”
Lone Hansen adm. direktør for Team Danmark
Skive er ny Team Danmark Elitekommune

Skive er ny Team Danmark Elitekommune

Det ble officielt, da samarbejdsaftalen blev underskrevet mandag den 10. august.

Undersøgelser viser, at atleter, som får mulighed for at kombinere sport og uddannelse (dual career), klarer sig godt på begge arenaer. Det er vigtigt, at der bliver skabt en god balance mellem idræt, skole og fritid. Som en del af samarbejdet har Skive kommune blandt andet udviklet uddannelsestilbud, som gør det muligt for unge, der gerne vil afprøve talentet, at prioritere idrætten i et fleksibelt miljø i et rummeligt fællesskab.

Hos Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard (V), er der store forventninger til samarbejdet.

”Vi er naturligvis glade for og stolte over at blive Team Danmark Elitekommune. Det er en blåstempling af vores foreningers arbejde med de unge idrætsudøvere. I Skive Kommune vil vi gerne give de unge et sundt og aktivt ungdomsliv, og de nye initiativer i forbindelse med Team Danmark elitekommunesamarbejdet giver de talentfulde unge en enestående mulighed for at dyrke deres idrætstalent og samtidig færdiggøre deres uddannelse. Vi håber, at vi med disse initiativer kan motivere vores lokale unge til at ville endnu mere med deres idræt. Som ungdomstalenter og senioratleter bliver de nemlig gode ambassadører, der sætter Skive Kommune på Danmarkskortet som en attraktiv idrætskommune,” siger Peder Christian Kirkegaard.

Som en del af det kommende elitekommunesamarbejde vil Skive Kommune desuden arbejde for at fastholde unge talenter længere i idrætten ved at styrke træningsmiljøer og skabe uddannelsestilbud, som gør det muligt for den enkelte udøver at prioritere idrætten i et sundt uddannelsesmiljø, hvilket vil gavne og løfte idrætten i hele kommunen.

...

Foto: Gert Laursen

Fakta

Som en del af det nye samarbejde har Skive kommune etableret en organisation og ansat en elitekoordinator, der har ansvar for det sportslige set-up og for at etablere en dual career-struktur, der kan understøtte de lokale talentmiljøer.

De prioriterede idrætsgrene i aftalen er:

  • Atletik
  • Håndbold
  • BMX
  • Sejlsport

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Elitekommuner

    Team Danmarks Elitekommuner udvikler og understøtter lokale talentmiljøer, så unge talenter kan trives og udvikle sig til at kunne begå sig sportsligt på højeste internationale niveau.

  • Værdisæt for talentudvikling

    Et godt og sundt talentarbejde bygger på stærke værdier.

TEAM DANMARK