Dansk idræt står ved en skillevej

Lone Hansen, direktør, Team Danmark

Der mangler ikke følelser i eliteidrættens verden. Heldigvis. Danmark overlevede kampen mod Slovakiet i går med æren i behold. Holdet på og uden for banen leverede en præstation, som kendetegner os, når vi er bedst. Vi rykker sammen i bussen, kæmper for hinanden og gør hinanden bedre. Også når det er svært. På den måde var præstationen i går et smukt billede på en af de helt store styrker i dansk eliteidræt.
 
Det kan ikke være sluppet nogens næse forbi, at DBU og Badminton Danmark ligger i konflikt med atleter om vilkårene for at deltage på landsholdene. Konflikter som sender alle danske mediers breaking-bjælker på overarbejde.
 
Det er ikke Team Danmarks opgave at ’vælge side’ i de aktuelle konflikter. Det er en forhandling som specialforbund og atleter selv skal foretage og vælge den bedst mulige løsning. Hæver vi os lidt op over de aktuelle konflikter, kan vi dog konstatere, at der står meget på spil for dansk eliteidræt som helhed. Det handler om, hvordan vi vil udvikle eliteidrætten – herunder landsholdsarbejdet - i Danmark, og derfor er de aktuelle konflikter i fodbold og badminton ikke kun afgrænset til disse to idrætsgrene. Udfaldet kan påvirke elitearbejdet i samtlige specialforbund fremadrettet.
 
Et afgørende valg
Etableringen af Team Danmark i 1985 var en milepæl for dansk eliteidræt. Her valgte Danmark en værdibaseret tilgang til, hvordan vi arbejder med eliteidræt i Danmark. Her traf vi et valg, hvor vi ville skabe dansk verdensklasse på en samfundsansvarlig måde. Det betyder eksempelvis, at vi ikke har proformaansatte atleter i politiet, militæret eller lignende, men vi giver atleterne muligheder for også at udvikle sig uden for eliteidrættens verden. For eksempel ved at tage en uddannelse på fleksible vilkår. Det er en model, vi kan være stolte af, og det er samtidig en model, som giver sportslige resultater. Danmark vinder flere medaljer, end vores befolkningsstørrelse berettiger os til.
 
Nu står vi ved en ny mulig skillevej. Den ene retning er en fortsættelse af det spor, som dansk eliteidræt har kørt på gennem flere årtier. Her anses landsholdet som et sted, hvor den enkelte kan udvikle sig i fællesskab med andre. Den tilgang – eller model - er fundamentet i dansk eliteidræt.
 
Den anden retning, dansk idræt kan gå, er den vej, hvor specialforbundene dels skal betragtes som arbejdsgivere med de arbejdsretlige forpligtelser, der følger med. Det er f.eks. ret til opsigelsesperioder, barsel, feriepenge, pension, barns første sygedag med videre. Samtidig er der i de aktuelle konflikter lagt op til, at specialforbundene skal afgive flere kommercielle rettigheder til atleterne, som i større omfang har en forretningsmæssig tilgang til at være på landsholdet. Her fungerer atleterne som selvstændige virksomheder, der optimerer deres vilkår for indtjening.

Valg har konsekvenser
Det er to fundamentalt forskellige retninger, og der er naturlige konsekvenser ved begge valg. Problemet ved, at specialforbundene mister muligheder for at skabe indtægter fra kommercielle partnere betyder eksempelvis, at der vil være færre midler til at udvikle et verdensklassemiljø rundt om de dygtigste atleter.
 
Og lige præcis det er en af de væsentligste årsager til, at dansk eliteidræt præsterer så godt. For ingen bliver den bedste alene, og det er vigtigt at anerkende, at der skal et større set-up til for at udvikle verdensklasse.
Der skal udvikles ny viden gennem forskning, der skal uddannes trænere til højeste niveau, der skal være adgang til massører, fysioterapeauter, sportspsykologer, fysiologer, læger og flere andre for at skabe et elitemiljø, hvor den enkelte atlet kan udvikle sig til højeste internationale niveau. Et miljø, hvor man nye lærer af de erfarne og dermed sikrer en fødekæde af verdensklasseatleter. Det kræver at specialforbundene sammen med Team Danmark har økonomi til at investere i miljøerne.
 
Det er her Team Danmarks rolle træder tydeligt frem. Sammen med specialforbundene investerer vi ressourcer i at skabe de bedst mulige rammer og vilkår for, at de dygtigste danske atleter kan udvikle sig til verdens bedste. Fratager vi specialforbundenes muligheder for at genere indtægter – og det er svært nok i forvejen – vil konsekvensen være begrænsede muligheder for at investere i de elitemiljøer, der skal udvikle verdensklasseatleter. Team Danmark har ikke ressourcer til at løfte den opgave alene.
 
Omvendt vil nogle hævde, at tiden er løbet fra den danske idrætsmodel. En model, som bygger på de klassiske danske værdier som foreningskultur, fællesskab, tillid og ansvar, hvor vi i dag lever i en helt anden verden, hvor atleterne er blevet en kommerciel vare, som giver dem muligheder for at tjene gode penge på deres kompetencer.
 
Ikke kun dansk fænomen
Udfordringen er ikke isoleret til Danmark. Team Danmark har en tæt dialog med eliteidrætsorganisationer i mange lande, og vi har i denne uge haft besøg af Tore Øvrebø, som er chef for Norges pendant til Team Danmark, Olympiatoppen. Norge præsterede i februar et fantastisk vinter-OL i Sydkorea med hele 39 OL-medaljer. Utallige medier fra hele verden har besøgt Norge for at finde ud af, hvad hemmeligheden er bag Norges succes.
 
Ifølge Tore skyldes det hverken penge eller ukendte træningsmetoder. Den hemmelige ingrediens er ganske enkelt ’Landslagsmodellen’, som han siger. Landslagsmodellen handler i al sin enkelhed om, at landsholdene skal være det bedste sted at være, hvis man vil udvikle sig til en af verdens bedste. En afledt effekt af det vil også forøge atletens kommercielle værdi. Vi har samme filosofi i mange elitemiljøer i Danmark, og vi kan se, at de miljøer, hvor et værdimæssigt fællesskab vægter højt, ganske enkelt præsterer bedst og vinder flest medaljer til Danmark.
 
Fokus på præstation og ikke penge
Vælger vi at holde fast i den traditionelle vej for dansk eliteidræt, betyder det ikke, at atleten fremover bare skal makke ret. Der skal være en respekt og hensynstagen til hinanden, så vi alle vinder i sidste ende. Atleterne skal naturligvis have mulighed for at tjene penge. Samtidig er der efter vores mening ikke et regnskab, der skal gøres op mellem atleter og specialforbund. Atleter skal ikke gå med en taknemmelighedsgæld hele deres aktive karriere, som de skal tilbagebetale. Det er helt ok og forståeligt, at atleter også gerne vil tjene penge på deres kompetencer. Det vil vi alle sammen, og det skal der tages hensyn til.
 
Men specialforbund og atleter bliver nød til at være afstemt omkring hvilke værdier, der skal definere landsholdsdeltagelse. Det er værdier, som skal gennemsyre dansk eliteidræt fra talentarbejdet til verdensklasseniveau. Vi skal finde en fælles løsning, som alle kan se sig ind i, hvis Danmark fortsat skal være blandt de lande, der vinder mange medaljer.
 
For den dag, hvor det handler mere om penge end præstationer, taber vi alle sammen.