Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Politiken giver Danmarks ældste idrætspris til 20-årig BMX-rytter, der sat nye standarder for sin sport i det forgangne år.

29. december 2022

For 83. gang er Danmarks ældste idrætspris blevet uddelt af Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Politiken med den 20-årige BMX-rytter Malene Kjelstrup Sørensen som vinder blandt de 10 nominerede.
BMX-rytteren får prisen for et imponerende internationalt gennembrud i 2022.

I midten af juli vandt randrusianeren EM for ryttere under 23 år i en tid, der ville have rakt til sølvet i kvindernes elitefelt. Godt en uge senere toppede hun præstationen ved VM i den franske by Nantes. Hun blev ikke bare U23-verdensmester. Hun gjorde det i en fart, der denne gang har været rigeligt til guldet hos seniorrytterne.

Til titlerne kan man lægge en stribe andre flotte resultater. En sejr og yderligere tre podiepladser på U23-worldcuppen og en samlet sejr i European Cup.
En temmelig uset samling af resultater – især i lyset af, at ingen danske BMX’ere før denne sæson nogensinde havde vundet et verdens- eller europamesterskab. Og at kun én dansk rytter nogensinde på tværs af alle kategorier har kørt sig i world cup-finaler.

Malene Kejlstrup Sørensens gennembrud giver et begrundet håb om, at hun allerede ved OL i Paris om halvandet år kan køre med om medaljerne, hvilket faktisk er fire år tidligere, end Danmarks Cykle Union (DCU) havde turde drømme om.

”Malene er ekstremt dedikeret til sin sport i almindelighed og til sin træning i særdeleshed. Faktisk så dedikeret og motiveret, at det i sig selv er en opgave at sikre, at hun trods alt ikke træner for meget”, skriver elitechef i DCU, Morten Bennekou, i indstillingen af rytteren.

Malene Kejlstrup Sørensen løfter med andre ord på imponerende vis arven efter Simone Tetsche Christensen, der stoppede BMX-karrieren tidligere i år – og som endda også vandt Årets Fund i 2015.
Dengang var det imidlertid ikke DCU, der kunne juble over triumfen. Indtil 2017 hørte BMX nemlig under Danmarks Motor Union.

Nummer to i kåringen til Årets Fund 2022 blev håndboldspilleren Emma Friis, der ved EM i Slovenien fik sit store internationale gennembrud. Ikke alene vandt hun med landsholdet sølv - hun fik samtidig plads på turneringens All-Star-hold.

På tredjepladsen fulgte løbetalentet Axel Vang Christensen, der har leveret tider på et niveau, der sjældent er set i dansk atletik. Trods sine bare 18 år satte han europarekord i 3000 meter forhindringsløb for U20, han deltog også ved seniorernes EM i sommer og blev oveni U20-europamester i cross kort før årsskiftet sidste år.

De 10 nominerede er opremset alfabetisk efter deres forbund:

Atletik

Axel Vang Christensen (18 år). ​Satte europarekord for U20-løbere i 3.000 meter forhindringsløb, deltog trods sin unge alder ved senior-EM og blev europamester for U20 i cross lige før årsskiftet til 2022.

Boksning

Nikolai Terteryan (21 år). ​Vandt guld ved EM for U22-boksere. Vandt seniorturneringen 73rd Strandja Tournament.

Curling

Mathilde Halse (23 år). ​Vandt i november EM-guld med landsholdet og var turneringens bedste spiller på sin position.

Cykling

Malene Kejlstrup Sørensen (20 år). ​U23-europamester i BMX, hvor hendes tid i finalen ville have rakt til en sølvmedalje hos seniorerne. U23-verdensmester, hvor hun i finalen kørte en hurtigere tid end samtlige kvinder i Dame Elite VM-finalen. Vinder af en afdeling af U23 World Cuppen og den samlede U23 European Cup.

Fodbold.

Jesper Lindstrøm (22 år). ​Kåret til den mest værdifulde unge spiller i den tyske Bundesliga, hvor han spiller for Eintracht Frankfurt. Vandt i sommer Europa League med klubben, ligesom han er blevet en fast del af stammen på det danske landshold.

Håndbold

Emma Friis (23 år). ​Fik sit store internationale gennembrud ved EM i Slovenien, da hun både var med til at vinde sølv for Danmark og blev udtaget til mesterskabernes All Star-hold som turneringens mest scorende venstrefløj.

Kano/kajak

Thorbjørn Rask (22 år). ​Blev Danmarks første U23-verdensmester i 5.000 meter enerkajak, vandt en afdeling af seniorworldcuppen og debuterede ved senior-VM med to top-10-placeringer.

Parasport

Alexander Hillhouse (18 år). ​Vandt to bronzemedaljer ved sin VM-debut i parasvømning. Undervejs satte han dansk rekord. Han er den første danske paraatlet med et udviklingshandikap til at vinde medaljer i en paralympisk idræt.

Svømning

Thea Blomsterberg (20 år). ​Fjerdeplads ved EM på langbane i 200 meter brystsvømning og blev den kun anden dansker til at passere den ’mytiske’ grænse på 2 minutter og 20 sekunder på 200 meter brystsvømning på kortbane.

Vægtløftning

Line Ravn Gude (24 år). ​Vandt som den første danske kvinde medalje ved europamesterskaberne i vægtløftning, da hun i 71 kg-klassen sikrede sig sølv. Siden er hun blevet nordisk mester.

Tilmeld dig vores nyhedsmail

 
TEAM DANMARK