Team Danmark og DIF afholder fælles talenttrænersymposium | Team Danmark

Team Danmark og DIF vil styrke kompetencerne hos de trænere og ledere, der arbejder med talenter. Første skridt er fælles talenttrænersymposium.

18. april 2018

Onsdag den 18. april afholder Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund det første i en række af fælles trænersymposier for talenttrænere. Formålet er at styrke og udvikle kompetencerne inden for talenttræning og -ledelse i dansk eliteidræt og at skabe et forum for deling af viden om talentarbejde.

”Talentarbejde handler om at skabe optimale betingelser for, at talenter kan udvikle sig til atleter på internationalt seniorniveau. Det nye trænersymposium skal være med til at give trænere og ledere den nyeste viden om talentarbejde og skabe en stærk kultur med fokus på videndeling og erfaringsudveksling,” siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen.

Et langsigtet talentperspektiv

Målet med talentarbejde er ikke at vinde medaljer tidligt i ungdomsårene, men at udvikle atleter på højeste internationale seniorniveau. Målgruppen for Team Danmark og DIFs fælles trænersymposium er derfor trænere, der arbejder med talenter i et langsigtet perspektiv.

De faglige oplæg og diskussioner på trænersymposierne vil tage udgangspunkt i temaer fra Team Danmarks aldersrelaterede træningskoncept, ATK 2.0, og Team Danmark og DIFs værdisæt for talentudvikling, TalentHUSET, som understøtter det langsigtede talentperspektiv.

Fakta

På Team Danmark og DIFs første trænersymposium for talenttrænere onsdag den 18. april deltager 65 talenttrænere og –ledere fra en bred vifte af klubber, forbund og Elitekommuner fordelt over hele landet.

Der er i 2018 yderligere planlagt to talenttrænersymposier, som afholdes hhv. 30. maj i Aarhus og 26. september i København.

Kontakt

og ressourcer

  • alt
    Peter Jensen

    Sports manager
    Telefon: 2720-3733
    E-mail: peje@teamdanmark.dk

Link

  • Talentarbejde

    Aldersrelateret træning og Team Danmarks og DIF's fælles værdisæt for talentarbejde