I dag slår Team Danmark, Aarhus Kommune og Eliteidræt Aarhus officielt dørene op til nye faciliteter i Sportens Hus, der skal skabe bedre rammer for de eliteatleter, der træner i Aarhus.

01. juni 2018

I sidste uge åbnede et nyt sejlsportscenter i Aarhus med faciliteter, som 49erFX sejleren Marie Thusgaard Olsen betegner som ”nogle af de bedste i hele verden”. Nu er der mere godt nyt på vej til eliteatleterne i Smilets By.

I samarbejde med Aarhus Kommune og Eliteidræt Aarhus åbner Team Danmark i dag op for et nyt setup i Sportens Hus, hvor atleter på tværs af sportsgrene samt Team Danmark og medarbejdere fra de forskellige forbund vil have deres daglige gang. 

Målet er at skabe et udviklingsmiljø med sparring og vidensdeling i omgivelser, hvor atleterne kan træne på tværs af sportsgrene og få let adgang til Team Danmarks ydelser, forklarer Team Danmarks direktør, Lone Hansen.

"Vi kan med stolthed kan sige, at atleter, trænere og sportschefer får nogle af de faciliteter, de fortjener. I Sportens Hus er der skabt en god ramme for at vidensdele mellem sportsgrene i en sparring med Team Danmark. At dele erfaring og viden er en meget vigtigt del af udviklingen af dansk eliteidræt. Viden og innovation er afgørende for, at vi kan følge med den internationale udvikling."
Lone Hansen Adm. dir. Team Danmark

Team Danmarks planer for at udvikle eliteidrætten i Aarhus sammen med vores samarbejdspartnere stopper ikke med Sportens Hus, fortæller hun.

"Med åbningen af Sportens Hus har vi taget første skridt i realiseringen af Nationalt Elitesportscenter Aarhus, hvor også forskningen spiller en vigtig rolle. Vi ser frem til nogle gode og tætte samarbejder, der meget gerne forankres i det miljø der skabes i Sportens Hus," siger Lone Hansen.

De nye rammer i Sportens Hus inkluderer kontorpladser til Team Danmark og forbundene samt konsultationsrum til ernæringsfysiologer, lægeklinik, behandlerrum, styrketræningscenter og cardiorum. Alt sammen noget der er blevet muligt på grund af en donation til Team Danmark fra Salling Fondene.

Placeringen i Sportens Hus betyder, at atleterne er tæt på blandt andet atletikbanen i Ceres Park, cykelbanen og Marselisborghallen, og sammen med det nye sejlsportscenter er det med til at skabe et stærkt miljø for eliteidrætten i Aarhus.

Orienteringsløberen Maja Alm er en af de atleter, der glæder sig over det nye setup i Sporten Hus.

”Det er rigtig dejligt, at alt er samlet ét sted, og at det hele er nyt og lækkert. Det sender et stærkt signal fra Team Danmark om, at de prioriterer os i Aarhus og lægger både energi og penge i det. Jeg forventer en langt højere vidensdeling, fordi jeg kommer til at være meget tættere både på Team Danmarks eksperthjælp og forbundet,” lyder det fra orienteringsløber Maja Alm.

Tilmeld dig vores nyhedsmail