Pressemeddelelse fra Team Danmark – 10. december 2009
Der blev i dag sat punktum for den sparerunde, som Team Danmark har været igennem de seneste måneder. På dagens bestyrelsesmøde blev elitestøtten i 2010 fordelt, og det står nu klart, at 3 specialforbund får øget støtte næste år, 8 specialforbund ligger på nogenlunde samme niveau som i år, mens 14 specialforbund desværre kan se frem til besparelser, hvoraf 10 specialforbund får reduceret deres støtte fra Team Danmark med mere end 20 %.
”Den spareproces vi har været igennem i efteråret har gjort ondt – både på specialforbundene og på Team Danmark. Jeg kan godt forstå den frustration, som de beskårede specialforbund har, men langt de fleste er gået meget konstruktivt ind i dialogen med os. Jeg er glad for, at vi nu har sat punktum for spareprocessen og skabt klarhed over rammerne, så vi nu kan se fremad mod sportsåret 2010, som nærmer sig med hastige skridt,” siger Carl Holst, Team Danmarks formand.
Team Danmark justerer hvert år målsætninger og den økonomiske støtte til specialforbundene. Sidste år i december skruede bestyrelsen således ned for den økonomiske støtte til otte specialforbund – mens 13 specialforbund fik en større økonomisk indsprøjtning end året før.
I år har det pga. det forventede fald i Team Danmarks indtægter været nødvendigt at skære i støtten til et større antal idrætsgrene.
Yderligere oplysninger:
Carl Holst, formand for Team Danmark, tlf. 40 32 52 10
Michael Andersen, direktør Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62
Fakta om støtten til specialforbundene i 2010:
3 specialforbund får øget deres støtte i 2010 i forhold til i år:
Dansk Curling Forbund
Danmarks Cykle Union
Danmarks Sportsdanserforbund
8 forbund får mindre end 5 % udsving i forhold til i år:
Dansk Handicap Idræts-Forbund
Dansk Svømmeunion
Dansk Militært Idrætsforbund
Dansk Skytte Union
Danmarks Bowling Forbund
Dansk Forening for Rosport
Dansk Sejlunion
Danmarks Skiforbund
14 specialforbund kan det kommende år se frem et fald i støtten på mere end 5 %:
Dansk Kano og Kajak Forbund
Dansk Boldspil-Union
Dansk Atletik Forbund
Danmarks Ishockey Union
Dansk Ride Forbund
Danmarks Motor Union
Danmarks Gymnastik Forbund
Dansk Orienterings-Forbund
Dansk Automobil Sports Union
Dansk Triathlon Forbund
Dansk Golf Union
Dansk Tennis Forbund
Dansk Bueskytteforbund
Dansk Squash Forbund
Udover ovenstående specialforbund samarbejder Team Danmark i 2010 også med håndbold og badminton, hvor det nuværende samarbejde løber til sommeren 2010 samt med bordtennis, hvor der allerede er givet økonomiske støtte for det kommende år.
Team Danmark fortsætter samarbejdet med beachvolley på samme niveau som i år. Derimod indstilles støtten til udviklingsprojekterne med henholdsvis volleyball og basketball på grund af de meget langsigtede og usikre resultatperspektiver koblet med Team Danmark behov for besparelser. Team Danmark går nu i dialog med volleyball og basketball om deres kontraktlige forpligtelser i forbindelse med afviklingen af udviklingsprojekterne.
Af forskellige årsager har Danmarks Brydeforbund, Dansk Vandski Forbund og Dansk Taekwondo Forbund endnu ikke afleveret deres ansøgning om støtte for det kommende år. Samarbejdet med disse forbund vil blive afklaret hurtigst muligt.