vi kÆmper for guld
 

Kommentar: Flot sportssommer for dansk eliteidræt
28.08.17

Mens solen har gemt sig, har de danske atleter vist sig fornemt frem til både VM og EM i sommermånederne. Atleter i bl.a. badminton, cykling, parasport, dressur, kajak, orienteringsløb, fodbold og svømning har vundet medaljer til Danmark i løbet af sommeren. Det vidner om et stærkt elitearbejde i mange forbund, og så viser det, at vi har atleter og trænere i verdensklasse, og at Team Danmarks eliteidrætsmodel virker.

Elitesport er fyldt med store følelser. Fra lykkerusen efter en fantastisk præstation til skuffelsen over et nederlag. Den danske sportssommer har budt på hele følelsesregistret og på fornemmeste måde vist, hvordan hele Danmark står bag og samles om de danske atleter. Og jeg ved, hvor meget det betyder for atleter, trænere og specialforbund, at de kan mærke, at de har Danmark i ryggen.

For mig foregik en af sommerens store oplevelser uden for de store sportsarenaer. Jeg havde fornøjelsen af at ønske en række atleter tillykke med studenterhuen på Falkonergårdens Gymnasium og HF. Gymnasiet er en af de mange Team Danmark-uddannelsespartnere, som yder en fantastisk indsats for dansk eliteidræt. Vores uddannelsespartnere tilbyder talenter og eliteatleter den fleksibilitet, der skal til, for at atleterne kan tage en uddannelse. Det gør mig stolt, at vi har skabt en eliteidrætsmodel i Danmark, hvor vi giver de bedste atleter mulighed for at uddanne og udvikle sig sideløbende med deres sportslige karriere.

Det er samtidig en model, som giver resultater på begge arenaer. Samtidig er de i stand til at præstere på så højt niveau, at Danmark er en af verdens mest vindende idrætsnationer målt på indbyggertal. Vi har med Team Danmarks eliteidrætsmodel knækket koden til at udvikle verdensklasse på en ordentlig måde.

Nøglepersoner i kulissen
Med mange mindeværdige danske EM- og VM-medaljer – ingen nævnt ingen glemt – fortjener atleterne enorm respekt, ros og hæder for deres præstationer. Det er en kæmpe inspiration at se, hvor ambitiøst, målrettet og dedikeret, de arbejder hver eneste dag for at lykkes. Jeg har i løbet af sommeren været til stede til bl.a. EM i cykling i Herning, VM i atletik og EM i fodbold. Her har jeg ved selvsyn set, at en af årsagerne til, at danske atleter præsterer så godt – og i så mange forskellige idrætsgrene – er, den store og professionelle indsats, som landstrænere og sportschefer leverer. De er et afgørende element i dansk eliteidræts succes, og deres arbejde fortjener meget høj anerkendelse både i og uden for sportens verden.

Et godt eksempel på fremragende elitearbejde ser vi i Badminton Danmark. Det kræver verdensklasse i hverdagen at udvikle den ene verdensklassespiller efter den anden gennem mange årtier, som er i stand til at vinde over Asiens storsatsende nationer. 

Træner- og ledergerningen i eliteidræt får ikke altid den kredit, som den fortjener, og vi må erkende, at trænerne ofte arbejder på trods. Der er (for) mange eksempler på trænere, der er tvunget til at jonglere med både et trænerjob, en familie og et civilt arbejde for at få økonomien til at hænge sammen. Det kan meget få holde til i længden, og vilkårene for danske trænere skal blive bedre i Danmark, hvis vi skal have mulighed for at fastholde og tiltrække de bedste trænere og ledere også fremover

Større medaljehøst i 2013
Selv om vi kan se tilbage på en sommer, hvor danske atleter i den grad har vist Dannebrog frem, kan vi ikke tillade os at holde armene over hovedet. Team Danmark arbejder i fireårige cyklusser, der følger sommer-OL. 2013 er lige som 2017 år et efter et OL, og sammenligner vi de to år, kan vi konstatere, at medaljehøsten ved VM i sommer-OL disciplinerne var større i 2013. Det viser bl.a., at konkurrenceniveauet i international eliteidræt skærpes markant i disse år, og der er et konstant pres på at udvikle rammer og vilkår for danske atleter, trænere og sportschefer.

Skal vi fastholde niveauet, skal vi hele tiden arbejde innovativt for at finde nye marginaler og arbejde endnu smartere. Samtidig skal fødekæden være på plads. Danmark er et lille land med begrænset talentmasse, og vi har ikke råd til at miste talenter.

360 graders talentarbejde
Team Danmark har gennem flere år haft fokus på at udvikle en god struktur for talentarbejdet i Danmark. Fra oprettelse af idrætsklasser i folkeskolen til fleksible vilkår på erhvervs- og videregående uddannelser. I alt 22 Elitekommuner har et stærkt samarbejde med Team Danmark om at skabe lokale talentmiljøer i verdensklasse. Vi har udviklet Aldersrelateret Træningskoncept for børn og unge, som sikrer et stærkt vidensbaseret fundament om talentarbejde i dansk idræt, og vi støtter løbende forskningsprojekter i talentarbejde.

Det er et langt sejt træk at arbejde med talentudvikling og eliteidræt, men vi kan konstatere, at vi er på rette vej. Dansk eliteidræt er i grundlæggende god form, og ud over, at vi ser eliteatleter levere præstationer til EM og VM, har jeg bidt mærke i, at også talenterne i flere forskellige sportsgrene har vist stor styrke i løbet af sommeren. Juniorerne i bl.a. golf, motorsport, håndbold og cykling har imponeret stort og vundet EM- og VM-medaljer.For blot at nævne nogle enkle eksempler, der illustrerer, at talentarbejdet er på højt niveau, og at Danmark også de kommende år har muligheder for at fastholde positionen som en af verdens fem bedste eliteidrætsnationer under 10 mio. indbyggere.

 

Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Yderligere oplysninger

Lone Hansen
Direktør, Team Danmark
Tlf. 6038 2527

Luk

Del