vi kÆmper for guld
 

Flot sportsår og god generalprøve
28.12.15
Team Danmark / Pressemeddelelse

2015 blev et flot sportsår, hvor danske atleter i en bred vifte af sportsgrene viste de røde og hvide farver frem over alt i verden. Det blev til 59 EM og VM-medaljer i 17 forskellige sportsgrene. Og i de olympiske discipliner blev årets målsætning på 111 top-8 placeringspoint slået. Håndboldkvindernes 6. plads blev årets sidste VM-resultat i OL-disciplinerne, og dermed blev det til i alt 137 placeringspoint. Dermed er Danmark verdens femte bedste nation med under 10 mio. indbyggere.
15 guldmedaljer, 24 sølvmedaljer og 20 bronzemedaljer. Sådan ser bundlinjen ud for dansk eliteidræt efter afrundingen af sportsåret 2015. Regner man året ud i top-8 placeringer ved VM i OL-disciplinerne, giver det 137 placeringspoint, og dermed overgår sportsåret målsætningen på 111 point. Det placerer Danmark på en femteplads på nationsranglisten for nationer med under 10 mio. indbyggere. Kun New Zealand, Ungarn, Aserbajdsjan og Hviderusland ligger højere end Danmark, mens vores nordiske naboer Sverige, Finland og Norge ligger på henholdsvis en 8., 21. og 25. plads. Ingen af de lande, der ligger over Danmark på verdensranglisten, vinder VM-medaljer i så mange forskellige olympiske sportsgrene som Danmark. 

”Vi har i Danmark skabt en stærk bredde i OL-disciplinerne. Danmarks 12 medaljer i sommer-OL disciplinerne er vundet i hele otte forskellige sportsgrene. Det er unikt i forhold til de lande, vi sammenligner os med, og den store spændvidde i dansk eliteidræt skal vi være stolte af,” siger Lone Hansen. 
Skærpet konkurrence – kvinderne og de rutinerede atleter rykker
Sammenligner man 2015 med 2011 – begge året før OL – er der samlet vundet færre medaljer i år end i 2011. I 2011 blev det til i alt 64 medaljer mod 59 i år, men til gengæld vandt danske atleter markant flere VM-medaljer i 2015. 30 gange blev der hængt en VM-medalje om halsen på en dansk atlet mod 22 i 2011. 

”En del af fremgangen ses hos kvindelige atleter, som vandt 12 VM-medaljer i 2015 mod ni VM-medaljer i 2011. Fremgangen viser, at vi er på rette vej med at udvikle flere kvindelige atleter, der kan begå sig i den absolutte internationale top. Jeg glæder mig samtidig over, at mange af de rutinerede atleter som Mark O. Madsen, Sara Slott Pedersen og Rene Holten Poulsen præsterer på højeste niveau i år. Det viser, hvor vigtigt det er, at vi også fremover arbejder målrettet på at skabe gode rammer, så det er attraktivt for vores rutinerede verdensklasse-atleter at blive i sporten længe,” siger Lone Hansen.
Orientering er et af de forbund, der har vist imponerende styrke i 2015 og hentet intet mindre end fire VM-guldmedaljer hjem mod en enkelt sølvmedalje i 2011. Handicapidræt har også haft et flot år med fire VM-medaljer i 2015 mod en enkelt i 2011 lige som både svømning, brydning og kajak henter en VM-medalje mere hjem i 2015 i forhold til 2011. Også BMX har med Simone Tetsche Christensens bronzemedalje i år meldt sig på banen som en ny medaljetager.

”Mange specialforbund formår at udvikle endnu flere atleter, der kan klare sig på højeste internationale niveau. Det er virkelig imponerende taget i betragtning af, at konkurrenceniveauet konstant bliver skærpet med mange både nye og gamle nationer, der investerer massivt i eliteidræt. Det viser, at det talentarbejde, der foregår i Elitekommunerne, i klubberne og i kraftcentrene rundt om i landet, fungerer rigtig godt, og det er altafgørende for dansk eliteidræts fremtid” siger Lone Hansen. 
Den samlede nedgang i antallet af medaljer ved EM skyldes bl.a., at svømning i 2011 vandt 14 EM-medaljer mod fire i 2015. Det skyldes, at svømmeforbundet i 2015 fravalgte EM for en række af de allerbedste svømmere for at optimere forberedelserne frem mod OL 2016.

Fakta: Sportsåret 2015
I 2015 har Danmark opnået:
  • 137 placeringspoint i olympiske discipliner (111 i 2011)
  • 59 EM- og VM medaljer vundet af i alt 17 specialforbund (64 medaljer i 20 specialforbund i 2011)
  • 30 VM-medaljer (22 i 2011)
  • 12 VM-medaljer i sommer-OL discipliner (5 i 2011)
  • 29 EM-medaljer (42 i 2011) 
Mest GULD
Dansk Kano- og Kajak Forbund og Dansk Orienterings-Forbund stod oftest øverst på medaljeskamlen i 2015. Det blev til 4 guldmedaljer til både orientering og kajak. De 2 specialforbund står således for over halvdelen af alle guldmedaljer i år – det blive til 15 guldmedaljer i alt.

Tre atleter står for 60 pct. af alt GULD
Rene Holten Poulsen blev årets mest gyldne atlet. Han vinder 4 guldmedaljer – 2 ved EM og 2 ved VM. Maja Alm kommer lige efter med 3 VM-guld i løbet af året – og på tredjepladsen følger bowlingspilleren Frederik Øhrgaard, som vandt 2 EM-guld i år.

Nationsrangliste – målt ud fra seneste VM i olympiske discipliner

  1. New Zealand: 17 medaljer i alt i 7 sportsgrene
  2. Ungarn: 15 medaljer i alt i 5 sportsgrene
  3. Aserbajdsjan: 14 medaljer i alt i 4 sportsgrene
  4. Jamaica: 13 medaljer i alt i 2 sportsgrene
  5. Danmark: 12 medaljer i alt i 8 sportsgrene
  • 3 medaljer i svømning
  • 2 medaljer i badminton
  • 2 medaljer i sejlsport
  • 1 medalje i roning
  • 1 medalje i kajak
  • 1 medalje i brydning 
  • 1 medalje i BMX
  • 1 medalje i fægtning
Nationsranking efter VM-medaljer i alle discipliner 
Danmark rykker op som nr. 20 blandt alle nationer i 2015 (var nr. 28. i 2011 og nr. 34 i 2007)
Danmark rykker op på en delt 5. plads blandt små nationer i 2015 (var nr. 8 i 2011 og nr. 11 i 2007).

De henter placeringspoint i de olympiske sportsgrene

Det blev til 137 top-8 placeringspoint i de olympiske discipliner. 5 sportsgrene henter 100 af Danmarks placeringspoint:
Svømning: 31
Sejlsport: 22
Badminton: 21
Roning: 16
Kajak: 10

De vinder medaljerne
Handicapidrætten blev årets medalje-topscorer med ni EM- og VM-medaljer, mens svømning vandt otte medaljer.

17 Team Danmark-støttede sportsgrene vandt EM- eller VM medaljer i 2015
Automobilsport, badminton, bowling, brydning, bueskydning, cykling, fægtning, golf, handikapidræt, kajak, motorsport, orienteringsløb, roning, sejlsport, skydning, sportsdans og svømning.

I 2011 var der 20 specialforbund, der vandt medaljerne – atletik, curling, håndbold, triathlon og vandski vandt alle medaljer i 2011, men ikke i 2015. 


Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Yderligere oplysninger

Lone Hansen
Direktør, Team Danmark
Tlf. 6038 2527

Luk

Del