vi kÆmper for guld
 

Ni guldkorn om sportsernæring

Team Danmarks sportsdiætister har travlt med at hjælpe de danske topatleter med optimering af præstationen via korrekt kost. Mød ni af atleterne her.

 

 
1. Fremmer præstationsevnen
49'er sejleren Søren Hansen bruger kosten som en del af sine forberedelser på konkurrence. Han har prøvet at blive straffet under stævner, hvor han ikke har sørget for den rigtige kost på de rigtige tidspunkter, og så har han oplevet at både koncentration, fysik og fokus svigter.
 
2. Kulhydrat

Triatleten Helle Frederiksen og bueskytten Niels Dall sørger for at fylde kulhydratdepoterne op både før, under og efter træning for at sikre den fornødne energi og intensitet, når de skal gennemføre en god træning eller deltage i konkurrence.

 
3. Protein og fedt

Lisbet Falch Jakobsen er roer, og hun har tidligere været lidt usikker på, hvordan hun skulle time sit proteinindtag i forhold til træningen, men det har en kostplan fra Team Danmarks diætist lavet om på.

 
4. Energibehov

Jacob Nørtoft er gocart-kører fra DASU. Han har haft problemer med at få for lidt mad og efterfølgende oplevet rigtig god respons på at få dækket sit energibehov.

 
5. Måltidsfordeling

Tidligere spiste badmintonspilleren Marie Røpke kun tre gange om dagen. Det har hun nu ændret på, så hun indtager mad mellem fem og seks gange hver dag. Det har givet hende mere overskud og energi i sin træning, samtidig med at hun oplever mindre ømhed og træthed.

 
6. Væskebalance

Badmintonkometen Viktor Axelsen er god til at sørge for balance i sit indtag af væske. Han fylder depoterne op med både vand og sportsdrikke allerede fra morgenstunden, for han får nemlig en sløv start på banen, hvis han føler sig dehydreret.

 
7. Kost før, under og efter træning

Ashli Williamson og Bjørn Bitsch har flere gange vundet verdemsmesterskabet i 10-dans. En del af forklaringen er, at de formår at få spist rigtigt både før, under og efter træning og konkurrencer.

 
8. Vitaminer, mineraler og kosttilskud

Hækkeløber Sara Slott Petersen er meget opmærksom på at variere sit madvalg. Hun ved, det er vigtigt at spise forskellige madvarer hver dag - og med en forhistorie med træthedsbrud er der ikke plads til at slække på de vigtige parametre.

 
9. Indkøb og madplanlægning

Tag med 49'er sejleren Nicolai Thorsell på indkøb. For ham er et tomt køleskab en katastrofe, og han planlægger stringent sin uge, når det drejer sig om mad og indkøb.

Følg os

Luk

Del