Forlængede gymnasiale uddannelser

Forlængelse – hvordan?

Almen gymnasium (STX), Højere Handelseksamen (HHX) og Højere Teknisk Eksamen (HTX)
Med en godkendelse fra Team Danmark har du som elitesportsudøver mulighed for at forlænge din uddannelse med 1 år. Fordelen er, at du får færre timer og lektier i hverdagen, og dermed mere tid til sport. Et 4-årigt forløb vil som udgangspunkt være tilrettelagt sådan, at grundforløbet har normal længde (½ år), mens det resterende forløb strækkes over 3½ år. Imidlertid er der med den nye gymnasiereform lagt større ansvar ud til skolerne i forhold til tilrettelæggelsen af uddannelsesforløbet. Den enkelte skole er derfor selv ansvarlig for at tilrettelægge forløbet på en praktisk gennemførbar måde – i samarbejde med dig.

Når du vælger et forlænget forløb kommer du til at gå i en klasse, hvor der går elever på almindelige 3-årige forløb samt eventuelt andre Team Danmark-elever, som har valgt et forlænget forløb. På enkelte gymnasier er antallet af Team Danmark-elever imidlertid så stort, at man forsøger at oprette hele Team Danmark-klasser. På disse skoler har en række specialforbund desuden et tilbud om skemalagt morgentræning i en række sportsgrene (se nedenfor).

Vælger du et forlænget forløb skal du være opmærksom på, at der kan være begrænsede valgmuligheder i forhold til studieretningsvalg. Der kan også forekomme mellemtimer på ordningen, uanset hvilket gymnasium du vælger (almindeligt gymnasium/sportsgymnasium).

Team Danmark-sportsgymnasier (STX)
På Falkonérgårdens Gymnasium (Frederiksberg) og Marselisborg Gymnasium (Århus) er der i samarbejde med en række specialforbund etableret ordninger, hvor hele Team Danmark-klasser har skemalagt morgentræning 2 gange om ugen.* Samarbejdet mellem skolen og trænerne giver specialforbundene og Team Danmark langt bedre muligheder for skabe sammenhæng i de aktives hverdag.

I samarbejde med Team Danmark og specialforbundene tilbyder begge gymnasier som udgangspunkt skemalagt morgentræning for følgende sportsgrene i 2005: Badminton, basketball og atletik. På Falkonérgårdens Gymnasium tilbydes der desuden skemalagt træning for volleyball og svømning**. Ligeledes er der på Falkonergårdens Gymnasium etableret et alment idrætsteoretisk forløb, som er obligatorisk for alle Team Danmark-elever.
NB: Vær opmærksom på, at Team Danmark ikke tilbyder morgentræning i basketball i Århus.

Se også på www.marselisborg-gym.dk og www.falko.dk.

HF
Som det er tilfældet med STX, HTX og HHX, er det også muligt at vælge et forlænget HF-forløb. Forløbet er individuelt tilrettelagt og forlænges med 1 år. Også på et forlænget HF-forløb kan der eksempelvis være mellemtimer og studiemæssigt begrænsede valgmuligheder. Du bør derfor kontakte den skole, du vil søge ind på, for at få mere at vide om, hvordan de kan tilrettelægge dit forløb.

Forlængelse - hvor?
I princippet er det muligt at gennemføre en forlænget ungdomsuddannelse på alle ungdoms- og erhvervsuddannelsesinstitutioner. Imidlertid findes der en række skoler, der har stor søgning og dermed stor erfaring i at tilrettelægge forlængede forløb for elitesportsfolk. Hvis du vil vide mere, kan du kontakte dit forbund eller Team Danmarks Sportsafdeling.

På grund af den nye gymnasiereform er det i år meget vigtigt, at du søger information om, hvilken ordning den/de skoler du overvejer at søge, kan tilbyde til Team Danmark-elever på forlængede forløb. Er du, eller den skole du vil søge ind på, i tvivl om, hvad det indebærer for skolen at påtage sig et forlænget forløb, kan I rette henvendelse til Team Danmarks sportsafdeling.

Forlængelse eller ej?
Som du kan se, er der fordele og ulemper ved et forlænget forløb. Er du i tvivl om du ønsker et forlænget forløb, kan det være en fordel at søge om en godkendelse under alle omstændigheder. Det skyldes bl.a., at vi ikke kan garantere, at det er muligt at blive eftergodkendt. Desuden har det den fordel, at skolen får mulighed for at placere dig i en klasse med andre Team Danmark-elever, som du kan følges med gennem hele dit uddannelsesforløb.

Vælger du et forlænget forløb, kan du som gymnasieelev oftest udskyde dit endelige valg, vedrørende forlængelsen, til efter du er begyndt på uddannelsen. Det forudsætter dog, at din skole har valgt at tilrettelægge forløbet så forlængelsen først træder i kraft efter det første ½ år (grundforløbet). Nogle skoler tilbyder også forlængelse efter 1. skoleår. En sådan ordning er naturligvis mindre optimal. Det er samtidig en forudsætning, at forlængelsen kan etableres uden merudgifter for skolen og Team Danmark. Forhør dig på den skole du søger optagelse/går på.

 

 

* Team Danmark skal pointere, at skemalagt morgentræning (som udgangspunkt) kun etableres såfremt der er tilstrækkelig mange ansøgere til at oprette hele klasser.

** Morgentræning i svømning indstilles senest i juni 2008. Elever der optages i 2005 vil derfor ikke have morgentræning under hele uddannelsesforløbet. Har du spørgsmål kan du kontakte Dansk Svømmeunion.

<< Tilbage