Du kan søge Team Danmark om supplerende undervisning, hvis du er forhindret i at deltage i den ordinære undervisning som følge af udtagelse til forbunds og Team Danmark-støttet træning/træningslejre eller internationale turneringer. Det gælder både for fravær i ungdomsuddannelsesregi og ved videregående uddannelser. Der ydes som udgangspunkt 1 times supplerende undervisning pr. fraværsdag.
Team Danmark skal opfordre til, at der søges så tidligt som muligt og under alle omstændigheder inden du holder fri fra skole. Vær også opmærksom på, at Team Danmark ikke yder støtte til supplerende undervisning i forbindelse med klub- og kraftcenteraktiviteter.
Ungdomsuddannelsesregi
Elitesportsudøveren har som alle andre mødepligt til undervisningen. Har du stor trænings-og stævneaktivitet, som gør, at du er meget væk fra skolen, kan du komme i en situation, hvor du har behov for supplerende undervisning. I den forbindelse kan skolen ansøge Team Danmark om finansiering af den supplerende undervisning. I de tilfælde, hvor du i tilstrækkeligt omfang modtager supplerende undervisning, får du ikke fravær, da skolen godskriver det. Du kan dog kun få supplerende undervisning bevilget af Team Danmark, hvis du er blevet udtaget af dit forbund til at deltage i en Team Danmark-støttet træningsaktivitet eller en international turnering. Der ydes som udgangspunkt 1 times supplerende undervisning pr. fraværsdag.
Team Danmark yder således ikke støtte til supplerende undervisning i forbindelse med klub- og kraftcenteraktiviteter, samt landsholds- og forbundsaktiviteter, der ikke er støttet af Team Danmark, men her kan du eventuelt undersøge, om din klub eller dit specialforbund yder støtte til supplerende undervisning.
Inden du holder fri til sport, skal skolen orienteres om og acceptere dit forventede fravær. Husk at søge i god tid, inden du holder fri, da der kan være tale om aktiviteter, Team Danmark ikke støtter. Ansøgningsskemaet finder du på teamdanmark.dk - job og uddannelse.
Ansøgningsskema til benyttelse ved ansøgning om supplerende undervisning i ungdomsuddannelsesregi.
Videregående uddannelser
For studerende ved videregående uddannelser skal ansøgningen indeholde oplysninger om den aktives navn, sportsgren/specialforbund, antal timer der ansøges om og udgifterne forbundet hermed. Yderligere skal der vedlægges dokumentation for fraværet, f.eks. i form af breve som dokumenterer udtagelsen til stævner eller træningslejre.
<< Tilbage