Ny sportskanal går tæt på

Pressemeddelelse fra Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund – 10. august 2010

Fra kl. 14 i dag tager den nye sportskanal On-Sport.dk dig helt tæt på en lang række ’ukendte’ danske sportsstjerner.

Er ishockey-spilleren Kim Staal mest til sportsdrik eller kølige øl? Hvordan træner den olympiske bueskytte Niels Dall i sin lille lejlighed på Nørrebro? Og hvordan kommer rytteren Stinna Tange Kaastrup, der er født uden ben, op på sin hest?

Alt dette og meget mere kan du få svar på, når idrættens egen web-tv-kanal On-Sport.dk går i luften.

On-Sport.dk er atleternes egen sportskanal. Her tager atleter fra 60 forskellige sportsgrene dig med bag kulissen. Du kommer med på træningsbanen, i omklædningsrummet og får et indblik i deres intense forberedelser frem mod EM, VM og OL.

I dag klokken 14 ligger de første 30 indslag klar på On-Sport.dk. Frem mod OL i London 2012 bringer de journalistiske kræfter bag kanalen, Bolette Kay Spengler og Kasper Malling Nørtov, sammen med deres samarbejdspartnere i de 60 specialforbund, indslag fra alle afkroge af sportens verden.

”Sidste år vandt danske atleter over 110 medaljer ved EM og VM, men det er kun de færreste medaljetagere, der bliver profileret i medierne. Det har vi tænkt os at lave om på. On-Sport.dk skal være den platform, hvor sportsinteresserede danskere kan komme helt tæt på de mange medaljetagere og store internationale talenter, som er i den danske idrætsverden”, siger Kasper Malling Nørtov, der blandt andet har arbejdet på Viasat Sport.

Indslagene skal være nærværende og fokus ligger på de største talenter og de bedste inden for de respektive sportsgrene

”Vi vil gerne sætte fokus på personen bag præstationerne. Selvfølgelig på udøverens præmisser, men gerne så folk derude kan få en fornemmelse af, hvordan atleterne er som personer. Indslagene skal være nærværende og relevante for både atleter på tværs af sportsgrenene og den store gruppe sportsinteresserede danskere, der gerne vil helt tæt på,” siger Bolette Kay Spengler, der har en fortid på blandt andet TV 2 og Ekstra Bladets web-tv.

On-Sport.dk holder til i Idrættens Hus og er blevet til i samarbejde mellem Team Danmark, Danmarks Idræts-Forbund og 60 specialforbund.

Se nyheder, portrætter, videodagbøger, indslag fra turneringer, kommentarer og meget mere på On-Sport.dk fra kl. 14. den 10. august.

Yderligere kommentarer
Kasper Malling Nørtov, mobil 42 44 16 28, Tlf. 43 26 20 32 Bolette Kay Spengler, Tlf. 43 26 20 28
Michael Andersen, direktør Team Danmark, mobil 51 26 60 62
Morten Mølholm Hansen, kommunikationschef DIF, mobil 21 66 37 74

<< Tilbage

 

 




Tilmeld dig pressemeddelelser og andre nyheder fra Teamdanmark.

Tilmeld dig her... >>