Idrætsklasserne er lovlige

Nyhed fra Team Danmark – 22. juni 2010

Det er lovligt, når skoler i Team Danmarks Elitekommuner opretter særlige idrætsklasser, hvor eleverne får mere idræt på skoleskemaet, og hvor skoleskemaet tager hensyn til elevernes idrætsliv. Det siger Undervisningsministeriet i en vejledende udtalelse, som netop er kommet.

Team Danmarks formand, Carl Holst, er glad for Undervisningsministeriets svar, fordi det understreger, at det ifølge Folkeskoleloven er fuldt lovligt at oprette skoler og klasser med en særlig idrætsprofil:
”Skolerne kan uden problemer tilbyde særlige programmer med talentpleje, og skolerne kan også tage særlige hensyn til, at eleverne skal have tid til at dyrke deres sport. Og det er jo det, der sker på de 34 idrætsskoler, som er i vores 18 Elitekommuner,” siger Team Danmark formanden.

De 34 idrætsskoler i Team Danmarks Elitekommuner har en række fællestræk, men der er også variationer. Nogle skoler har fokus på idræt helt fra 0. klasse, mens andre skoler fokuserer på mulighederne for talenterne i 7. – 10. klasse. Der er således også store lokale variationer i, hvordan klasserne sammensættes. Og svaret fra Undervisningsministeriet understreger netop, at afgørelserne om organiseringen af idrætsklasserne ligger lokalt. Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter rammerne for klassedannelse, og det er de lokale skolebestyrelser, der fastsætter principperne for elevernes placering i klasser.

Svaret fra Undervisningsministeriet fastslår også, at princippet om den udelte skole betyder, at alle børn har ret til at blive optaget på den lokale folkeskole, men ikke i en bestemt klasse. Og idrætsklasserne forhindrer ikke børn i at blive optaget på den lokale skole og influerer derved ikke på det frie skolevalg.

Det er Statsforvaltningen i Syddanmark, der har bedt Undervisningsministeriet om en vejledende udtalelse om idrætsklasser i folkeskolen på baggrund af en henvendelse fra Esbjerg Kommune.

Undervisningsministeriets svar kom i går, og du kan se hele svaret hér..

Yderligere oplysninger:
Lars Green Bach, talentkoordinator i Team Danmark, tlf.: 29 35 25 03 

Fakta:
Der er 34 idrætsskoler med samlet 8531 elever i Team Danmarks Elitekommuner. 8531 børn nyder således godt af, at der er mere idræt på skoleskemaet. 18 skoler har særligt fokus på idrætsklasserne i 7. – 9. klasse, og det er i forbindelse med klassesammensætningen på disse skoler, at Statsforvaltningen i Syddanmark har fået en henvendelse fra Esbjerg Kommune.

Der har været en voldsom vækst i antallet af idrætsskoler siden 2006. De foreløbige erfaringer fra idrætsskolerne viser blandt andet:

  • Det har stor betydning for eleverne, at de går i klasser med andre børn, der er lige så engagerede i sporten. De er blandt ligesindede og undgår at skulle forklare deres valg og fravalg.
  • Drenge – som ellers mister lysten til at gå i skole – får fornyet glæde ved skolegangen.
  • Lærerne oplever, at idrætsklasserne er dynamiske og ressourcestærke. Klasserne hæver niveauet ikke blot til gavn for den enkelte klasse men for hele skolen.

Team Danmark påbegynder i det kommende år en samlet evaluering af samarbejdet med Elitekommunerne, herunder også erfaringer med etablering af idrætsskolerne.

Se TV2 Fyns indslag fra fredag den 18. juni 2010, hvor de er på besøg i idrætsklassen på Hjallese-skolen.

 

 

 




Tilmeld dig pressemeddelelser og andre nyheder fra Teamdanmark.

Tilmeld dig her... >>