Michaels mening – Team Danmark direktørens blog - 1. marts 2010

I nat blev OL-flammen i Vancouver slukket. 16 intense konkurrencedage er slut, og det er tid til at gøre regnskabet op. Ikke kun for indbyggerne i Vancouver, men for alle canadiere har vinter-OL været en stor succes. Det har været helt fantastisk at opleve, hvordan canadierne har ”supportet” deres atleter og hold - naturligvis især i spillet over dem alle, hockey, hvor Canada vandt OL-guld hos både kvinderne og mændene med finalesejre over ærkerivalerne fra USA. I alt blev det til 14 guldmedaljer til værtsnationen, hvilket er olympisk rekord.

Men også i en anden af canadiernes favoritdiscipliner – curling – har opbakningen været utrolig, såvel i medierne som på tilskuerpladserne i Vancouver Olympic Centre. Der var udsolgt – 6.000 tilskuere – til samtlige sessioner, og der blev handlet billetter på den sorte børs til den store guldmedalje. Specielt i herrernes turnering var Canada helt suveræne, idet de som det eneste hold gik ubesejret igennem OL-turneringen. Hos kvinderne gentog Sverige OL-triumfen fra Torino 2006 med en kneben sejr over Canada i finalen.

Under OL fulgte jeg de to danske curlinghold på nærmeste hold. Det blev til i alt 14 kampe, fordelt på henholdsvis fem af herrernes og ni af kvindernes kampe i ”Round Robin” – altså næsten 40 timers curling på otte dage. Der går sikkert fire år – forhåbentlig til næste vinter OL 2014 i Sochi – inden det sker igen. Men lad det være sagt klart og tydeligt: Curling på internationalt topniveau er rigtig god underholdning.

Resultatmæssigt levede OL-turneringen ikke op til forventningerne. Målsætningen for herrerne var en 6. plads, men med to sejre – samme antal som nr. 8 (Kina) og nr. 10 (USA) – sluttede herrerne som nr. 9. Hvilket var præcist samme niveau, som herrerne kvalificerede sig til OL-turneringen på. Herrerne ydede en god indsats: De spillede stabilt, rollefordelingen med skipper Ulrik Schmidt i spidsen var klar, og de fem spillere fremstod, både på og uden for banen, som ét hold.

Målsætningen for pigerne var sat meget højt: En OL-medalje. På baggrund af pigernes seneste tre VM-resultater - en sølvmedalje i 2007, en 5. plads i 2008 og en bronzemedalje i 2009 - var vi enige om, at målsætningen var ambitiøs, men også realistisk. Men et højt resultatmål, der er med til at skabe motivation og retning for den enkelte spiller og holdet, vil aldrig i international topsport være en garanti for en medalje.

Resultatmæssigt kan pigernes præstationer inddeles i to faser: En dårlig start og en meget flot afslutning. Holdets første fem kampe gav desværre kun én sejr, hvilket blev afgørende for, at resultatmålsætningen ikke kunne opfyldes. Især i to kampe (Rusland og Kina) var holdets bundniveau for lavt. Den dårlige start betød også, at holdet inden sidste runde var uden chance for at nå en semifinaleplads. Holdet tabte til alle fire semifinalehold - Canada (4-5), Sverige (5-6), Kina (1-11) og Schweiz (7-8). Pigerne viste dog rigtig godt spil mod Sverige, Canada og Schweiz, men nogle missere med få centimetre i afgørende situationer blev forskellen på resultatmæssig succes og skuffelse. Efter skuffelsen i de første fem kampe var det rigtig flot, at pigerne fik ”vendt skuden”. Med godt spil og tre sejre, blandt andet over de nykårende europamestre fra Tyskland kom de godt ud af OL-turneringen, hvilket kan få stor betydning for holdets kommende opgave ved blandt andet VM i Canada om tre uger.

Pigerne har det sportslige potentiale til en OL-medalje, men hvorfor lykkes det så ikke denne gang? Min analyse har tre sammenhængende forklaringer:

For det første var holdets bundniveau i flere kampe som sagt for lavt. På internationalt topniveau straffes fejl øjeblikkeligt, og dem var der desværre for mange af i de første kampe. For det andet kunne rollefordelingen ha’ været mere tydelig - særligt når holdet var under pres. På trods af time-outs og spillets forholdsvis rolige karakter skal der træffes hurtige og præcise beslutninger, og i for mange tilfælde havde de enkelte spillere forskellige opfattelser af hvilke valg, der var de ”rigtige”. På det område var der markant forskel på det danske hold og de allerbedste hold - Canada og Sverige. Tredje årsagsforklaring er det forventningspres, som medierne, Team Danmark og pigerne selv har sat i scene i ugerne op til OL. Og der er ingen tvivl om, at presset kan opleves som større, når der kun er ét hold, som skal bære alle medaljeforventningerne. Det er også værd at bemærke, at kun én af pigerne – Denise Dupont – tidligere har deltaget ved et vinter-OL, og dermed oplevet den massive medieinteresse, som er væsentlig forskellig fra både EM og VM. De tårnhøje forventninger og den massive medieeksponering medfører en risiko for, at spillernes fokus flyttes fra det væsentligste - nemlig præstationerne og indsatsen på banen.

Håndtering af forventninger og medieeksponering er et tilbagevendende tema for de fleste atleter ved både vinter- og sommer-OL. OL-atleter skal være meget opmærksomme på, hvad de siger ja til, og hvad de skal holde sig fra at bruge tid og kræfter på. Og i Team Danmark skal vi blive endnu bedre til at få de forskellige sportsgrene og forbund til at videndele, for jeg er overbevist om, at curlingpigerne kan blive meget inspirerede af for eksempel ”Guldfireren” i roning eller fire-kilometerholdet i banecykling, der er ekstremt fokuserede og gode til at prioritere valg og fravalg - også uden for sportsarenaen. For det er netop fokus på de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, der kan være forskellen på en OL-medalje og en ærefuld 5. plads. Vi satte et ambitiøst resultatmål, fordi vi troede – og fortsat tror - på,, at vi også ved næste vinter-OL om fire år har et rigtig stærkt hold, der kan og vil spille med om medaljerne!

<< Tilbage