Nyhed fra Team Danmark – 21. december 2010
2009 er et historisk godt sportsår – måske det bedste nogensinde. Hele 63 gange har Team Danmark-atleter imponeret ved EM og VM og vundet medaljer til Danmark. Medaljehøsten er dermed 50 % større end ved det seneste sammenlignelige år – 2005.
Team Danmarks direktør Michael Andersen er ikke kun imponeret over omfanget af EM- og VM-medaljer, han hæfter sig også ved kvaliteten:
”Kvaliteten er bemærkelsesværdig. I år er det blevet til hele syv VM-guldmedaljer mod to i 2005. Derudover har Danmark fået sin første europamester i bordtennis, en Grand Slam-finalist i tennis og et fodboldlandshold, der har kvalificeret sig til næste års VM-slutrunde. Samlet set vidner de imponerende præstationer om en dansk elitesportsverden, der er i topform,” siger han.
I år har blandt andet cykling, svømning og kajak vist særligt flotte resultater sammenlignet med 2005. Cykling er gået fra en medalje i 2005 til fire medaljer i 2009. Svømning vandt fire medaljer i 2005 og imponerer i år med en samlet gevinst på ti medaljer – og endelige har kajak leveret fire medaljer i år mod to i 2005.
”Jeg er særligt imponeret over de danske svømmere og cykelryttere – de har mere end fordoblet deres medaljehøst. Men det er også bemærkelsesværdigt, at det i dag er langt flere atleter, som er med til at sikre den samlede medaljehøst – i dag har langt flere danske atleter det nødvendige internationale niveau. I 2005 var det eksempelvis to svømmere, der svømmede sig til fire medaljer, mens det i år er hele fem svømmere, der tager de internationale medaljer. Og denne positive udvikling kendetegner mange af de forbund, vi samarbejder med” siger Michael Andersen..
Fakta
Team Danmark måler også den sportslige udvikling via placeringspoint ved VM i de olympiske discipliner. Et VM-guld giver således otte point, mens en ottendeplads giver et placeringspoint. I 2005 opnåede danske atleter 80 placeringspoint, mens Team Danmark-atleter i 2009 har samlet 117 placeringspoint. Den øgede mængde placeringspoint vidner om, at danske atleter har udviklet deres internationale potentiale, der hvor den internationale konkurrence er hårdest – nemlig i de olympiske discipliner.
63 danske atleter vandt EM og VM-medaljer i 2009 – 30 VM-medaljer og 33 EM-medaljer
15 forbund sikrede medaljehøsten i 2009 mod 19 forbund sikrede medaljehøsten i 2005
Se en opgørelse over Team Danmark-medaljer for 2009 her...
Se en opgørelse over Team Danmark-medaljer for 2005 her…
Se en opgørelse over placeringspointene her…
Yderligere oplysninger:
Michael Andersen, direktør Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62
<< Tilbage