Odense er Elitekommune frem mod 2012

Nyhed fra Team Danmark – 23. oktober 2009

Odense Kommune har her til aften sat underskrift på en Elitekommune-aftale med Team Danmark.

Det betyder, at Odense og Team Danmark frem mod 2012 målrettet samarbejder om at styrke eliteklubberne og de lokale talenters muligheder for at udvikle sig. Målet er at etablere talentudviklingsmiljøer på højeste internationale niveauer i en række prioriterede idrætsgrene, hvor Odense har gode forudsætninger i form af stærke eliteklubber og gode faciliteter.

Der er særligt fokus på talentudviklingsmiljøerne i cykling, roning, badminton, bordtennis, pigefodbold, ishockey, beachvolley, triathlon, svømning og atletik. Odense etablerer som led i aftalen idrætsskoler, som er folkeskoler med særlig vægt på sporten, ligesom kommunen udarbejder en masterplan for unges muligheder for at kombinere elitesport med uddannelse.

Det formelle håndslag på den nye aftale blev givet her til aften i forbindelse med Denmark Open i badminton, hvor rådmand i Odense Jane Jegind og Team Danmarks formand Carl Holst underskrev den nye samarbejdsaftale.

Jane Jegind er glad for, at samarbejdsaftalen med Team Danmark nu er på plads:

”Når det drejer sig om at forbedre vilkårene for talentudvikling og eliteidræt i Odense er Team Danmark en meget vigtig medspiller, som kan medvirke til at understøtte og løfte vores lokale elitearbejde. Dermed kan vi sikre, at der er en rød tråd i udviklingen fra talent til international topelite. Jeg er derfor glad for, at vi også i de kommende år kan fortsætte samarbejdet med Team Danmark”, siger Jane Jegind.

Carl Holst glæder sig over samarbejdet med Odense, og han ser frem til, at kommunen også i de kommende år styrker vilkårene for de lokale talenter:

”Odense har i disse dage verdens bedste badmintonspillere på besøg, og det understreger jo, at kommunen vil eliten – også gerne det allerhøjeste internationale niveau. Vi glæder os derfor til at fortsætte det gode samarbejde med Odense, og det glæder mig, at der er politisk vilje til at bakke op om eliteidrætten på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde. Det er vigtigt, at Odense også i de kommende år løfter og fornyer idrætsfaciliteterne i kommunen, så de talenter, der er i en bred vifte af sportsgrene, har gode daglige træningsforhold,” siger Carl Holst og fortsætter:

”For der er mange talentmiljøer i området, og Odense har gode forudsætninger for at skabe rigtigt gode rammer for elitesporten. I vores samarbejde med Odense vil vi have særligt fokus på fodbold, badminton, ishockey, beachvolley, triatlon, svømning, cykling, atletik, roning og bordtennis. Når vi så samtidigt nu har aftalt, at idrætsklasserne på Hjalleseskolen i det kommende år suppleres med flere idrætsskoler, så er jeg ikke i tvivl om, at Odense skaber endnu bedre vækstbetingelser for de lokale talenter frem mod 2012,” slutter Team Danmarks formand.

Yderligere oplysninger:
Carl Holst, formand Team Danmark, tlf.: 40 32 52 10
Michael Johansen, leder af Eliteidrætssekretariatet i Odense Kommune, tlf.: 51 21 63 68


Baggrund:
Elitekommunerne og Team Danmark samarbejder om at styrke eliteklubberne, træneruddannelse og etablere kraftcentre i samarbejde med specialforbund. Samtidig skal formidlingen af ekspertviden inden for sportsmedicin, ernæring, fysisk træning og sportspsykologi styrkes.

Af den nye samarbejdsaftale mellem Odense Kommune og Team Danmark fremgår det bl.a.:

• I regi af denne samarbejdsaftale prioriterer Odense Kommune at styrke talentudviklingsmiljøerne i pigefodbold, badminton, ishockey, beachvolley, triatlon, svømning, cykling, atletik, roning og bordtennis i samarbejde med Team Danmark og specialforbundene (Odense Kommune samarbejder uden for denne aftale med en række øvrige idrætsgrene).
• Hvor det er relevant etableres nye talent- eller kraftcentre i samarbejde med specialforbundene.
• Der stræbes mod, at det idrætsspecifikke aldersrelaterede træningskoncept i samarbejde med specialforbund og klubber implementeres i de idrætsgrene, hvor specialforbundet har udarbejdet et aldersrelateret træningskoncept – i aftaleperioden badminton, ishockey, svømning, triatlon, bordtennis, atletik, fodbold, cykling, roning og håndbold.
• Odense Kommune etablerer en eller flere idrætsskoler i aftaleperioden med udgangspunkt i Team Danmarks og Danmarks Idræts-Forbunds koncept for idrætsskoler.
• Der udvikles i aftaleperioden et koncept for almen og idrætsspecifik ”basistræning” inden for eliteidrætten, som efter nærmere aftale kan forsøges implementeret for udøvere i idrætsskoler, fleksible ungdomsuddannelser og i ovennævnte idrætsgrene.
• Der udarbejdes – og iværksættes – i aftaleperioden en masterplan for fleksible uddannelsestilbud for elitesportsfolk i Odense Kommune.

Odense er én af i alt 18 Elitekommuner. Ud over Odense drejer det sig om Ballerup, Esbjerg, Fredericia, Gentofte, Haderslev, Herning, Hillerød, Holstebro, Horsens, Kolding, København, Roskilde, Randers, Svendborg, Vejle, Ålborg og Århus.

 




Tilmeld dig pressemeddelelser og andre nyheder fra Teamdanmark.

Tilmeld dig her... >>