Bolden er givet op til Team Danmark-dagen i Haderslev

Nyhed fra Team Danmark – 22. oktober 2009

For 25 år siden blev loven om eliteidræt vedtaget i Folketinget. Derfor inviterer Haderslev Kommune og Team Danmark på lørdag den 24. oktober klokken 10.00 – 21.00 alle borgere i kommunen til Team Danmark DAGEN i Haderslev Idrætscenter.

Haderslev Kommune har siden 2007 været Elitekommune og har samarbejdet med Team Danmark om at styrke eliteidrætsklubberne, træneruddannelserne og etablere kraftcentre i samarbejde med foreningerne til stor glæde for udøverne.

Der er således mange gode grunde til at fejre Team Danmark DAGEN som en dag for alle med interesse for idræt, og programmet byder da også på noget for enhver smag. Blandt andet bliver der mulighed for at møde nogle af de helt store navne nemlig OL-medaljevinderne Thomas Ebert og Casper Jørgensen, der tilsammen har bragt guld, sølv og bronze hjem til Danmark. I www.guldtildanmark.dk kan man gense deres flotte præstationer.

Herudover er der mulighed for at møde vindermentalitet.dk, Team Danmark, Eliteklubberne i Haderslev Kommune og mange andre – eller deltage i nogle af de mange aktiviteter:

• Haderslev Elitesportsudvalgs Crossløb: Løbes på cykelcrossruten omkring idrætscenteret – tilmelding på www.run2u.dk.

• Udendørs minifodbold turnering: Haderslev Fodbold Klub inviterer drenge til fodboldturnering på minikunstgræsbanen, Årgange: U11, U12, U13, U14, U15 og U17. Der bliver kun oprettet rækker, hvis der er fire eller flere hold per række. Højst seks spillere per hold. Tilmelding til clda@haderslev.dk. Prisen er 25 kroner per spiller.

• Haderslevs hurtigste – Concept2 roning: Haderslevs hurtigste i en romaskine skal findes, præmier til den bedste.

• Talentaudition: fodbold, håndbold, basketball, badminton, roning, svømning: Hvilken idrætsgren er du bedst egnet til? Team Danmarks testcenter har udviklet idrætsspecifikke tests og bistår eliteklubberne i talentaudition. Elever i idrætsklasserne på Hjortebroskolen, kan ikke deltage. Der er i denne audition plads til test af 54 personer. Alder 10 – 16 år.

• Cykelcross: Haderslev Cykelklub afholder cykelcrossløb på en spændende rute omkring Haderslev Idrætscenter. Læs mere på www.ck-75.dk.

• Haderslevs hurtigste – 100 meter: Haderslevs hurtigste på 100 meter skal findes, flotte præmier til den bedste.

• SønderjyskE skriver autografer: Idoler fra SE kommer og skriver autografer.

Team Danmarks formand, Carl Holst, ser frem til arrangementet i Haderslev på lørdag:

”Jeg er rigtigt glad for, at Haderslev er med til at sætte fokus på eliteidrætten og Team Danmarks 25-års jubilæum. Eliteidrætten har udviklet sig helt enormt fra den spæde start i 80’erne til nutidens moderne topsport,” siger Team Danmarks formand, Carl Holst og fortsætter

”I dag er den rette talentudvikling helt afgørende – og vi er utroligt glade for det samarbejde, vi har med vores Elitekommuner, for Haderslev og de 17 andre Elitekommuner betyder meget for talentudviklingen. Og det er jo dagens talenter – dem vi ser i Haderslev og alle andre steder i Danmark – som skal skrive de næste 25 års sportshistorie,” fastslår Carl Holst.

Har man småfolk med på Team Danmark DAGEN, er der i legeområdet ekstra fokus på de yngste gæsters bevægelse. Du kan læse meget mere om dagen på www.elitesport.haderslev.dk.

Yderligere oplysninger:
Idrætskonsulent i Haderslev Morten Nørby Poulsen, telefon: 24 79 38 26, mail: monp@haderslev.dk




Tilmeld dig pressemeddelelser og andre nyheder fra Teamdanmark.

Tilmeld dig her... >>