14 specialforbund må se frem til en markant nedgang i støtten i 2010

Nyhed fra Team Danmark – 9. september 2009.

14 specialforbund har i dag fået den triste besked, at de kan se frem til at få elitestøtten fra Team Danmark reduceret med 20 % eller mere i 2010. De 14 sportsgrene er: Atletik, automobilsport, basketball, bueskydning, motorsport, golf, gymnastik, ishockey, orienteringsløb, squash, tennis, triathlon, vandski og volleyball.

Team Danmarks direktør, Michael Andersen, understreger, at Team Danmark ikke gennemfører besparelserne i 2010, fordi de sportslige resultater har været dårligere end forventet, faktisk tegner 2009 til at blive et af de allerbedste sportsår i Team Danmarks 25-årige historie. Det er heller ikke fordi, de 14 specialforbund ikke lever op til målene om sportslig udvikling:

”Det er den økonomiske krisesituation, der tvinger Team Danmark til at skære ned. Vi har været de 33 specialforbund igennem, som vi samarbejder med. Og vores opgave har været at fokusere besparelserne på de forbund, hvor vi vurderer, at der er længst vej til succes, og hvor investeringerne rummer den største usikkerhed. Derudover er vi nødt til at beskære aktiviteter og initiativer for talenter og sub-eliten. Det er ekstremt ærgerligt, at vi er nødt til at sænke ambitionerne i en række sportsgrene, men vi er tvunget til det for at holde fokus på de atleter, der skal i kamp om de internationale medaljer,” siger Michael Andersen og fortsætter

”Vi har altså valgt det modsatte af en grønthøstermetode, hvor alle bliver beskåret ligeligt. Det vil gå hårdt ud over en række specialforbund - ikke mindst i deres arbejde med talenterne og sub-eliten, men det vil også sikre, at vi kan opretholde et højt støtteniveau og et internationalt resultatperspektiv i en række specialforbund,” slutter Michael Andersen.

Fra på mandag den 14. september begynder Team Danmark drøftelserne med de 14 specialforbund, som kan forvente at få deres elitestøtte i 2010 beskåret med 20 % eller mere. Her vil Team Danmark drøfte nye målsætninger og justering af elitearbejdet på baggrund af den reducerede støtte. Alle 14 forbund holder møder med Team Danmark inden den 1. oktober.

Besparelserne i den direkte støtte vil være meget forskellig fra specialforbund til specialforbund. Nogle af de 14 forbund kan se frem til, at deres støtte bliver reduceret med lidt over 20 %, mens andre desværre må se frem til, at deres elitestøtte bliver reduceret væsentligt mere.

Den endelige beslutning om størrelsen af den direkte støtte til de enkelt specialforbund bliver planmæssigt taget på bestyrelsesmødet den 10. december 2009, hvor elitestøtten til samtlige forbund i 2010 bliver fastlagt. Det er dog vigtigt, at drøftelserne starter nu, så specialforbundene har tid til at justere deres eliteorganisation og ansættelser, inden de forventede besparelser træder i kraft fra årsskiftet.
 
Yderligere oplysninger:
Michael Andersen, direktør Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62

Fakta om Team Danmarks besparelser:
Team Danmarks bestyrelse besluttede på mødet mandag den 7. september at sætte den spareplan på 20 mio. kr. i gang, der skal reducere de budgetterede udgifter på godt 152 mio. kr. i år til et samlet budget for eliteorganisationen på godt 132 mio. kr. næste år.

Ud over besparelserne på støtten til specialforbund vil der også ske en omfattende personalemæssig reduktion i Team Danmark. Otte fuldtidsstillinger eller næsten 20 % af de ansatte bliver fritstillet fra fredag den 11. september, og besparelserne vil ramme de ekspertydelser inden for bl.a. idrætsmedicin, ernæring, testning og fysisk træning, som Danmarks bedste atleter i dag får tilbudt. Team Danmark vil fortsat levere ekspertydelser med høj kvalitet, men fremover vil det være færre atleter, der får tilbudt ekspertydelserne. Derudover rammer besparelserne Team Danmarks administration og de konsulentydelser, som organisationen stiller til rådighed for specialforbundene.

Samlet vil reduktionen i støtten til de 14 specialforbund - samt den nedgang i støtten, der også vil være til en række af de øvrige 19 forbund – betyde en besparelse på omkring 12 mio. kr. i 2010. Den resterende besparelse på 8 mio. kr. vil blive fundet via personalereduktionerne og aktivitetsnedskæringer i Team Danmark.


 




Tilmeld dig pressemeddelelser og andre nyheder fra Teamdanmark.

Tilmeld dig her... >>