Nyhed fra Team Danmark – 7. september 2009.
Team Danmarks bestyrelse har her til aften besluttet at sætte den spareplan i gang, der skal reducere de budgetterede udgifter på godt 152 mio. kr. i år til et samlet budget for eliteorganisationen på godt 132 mio. kr. næste år.
Første skridt på vejen bliver taget i slutningen af denne uge, hvor der sker en omfattende personalemæssig reduktion i Team Danmark. Otte fuldtidsstillinger eller næsten 20 % af de ansatte bliver fritstillet, og besparelserne rammer de ekspertydelser inden for bl.a. idrætsmedicin, ernæring, testning og fysisk træning, som Danmarks bedste atleter i dag får tilbudt. Derudover rammer besparelserne Team Danmarks administration og de konsulentydelser, som organisationen stiller til rådighed for specialforbundene.
På mandag den 14. september begynder Team Danmark drøftelserne med de 14 specialforbund, som kan forvente at få deres elitestøtte i 2010 beskåret med 20 % eller mere. Målet med drøftelserne er at fastsætte nye målsætninger og justere elitearbejdet efter de nye og reducerede økonomiske vilkår. Besparelserne i den direkte støtte vil være forskellig fra specialforbund til specialforbund, og besparelserne vil ramme specialforbund i alle tre niveauer af Team Danmarks støttekoncept: Eliteforbund, Individuel Elite samt Udviklingsprojekter.
Den endelige beslutning om størrelsen af den direkte støtte til de enkelt specialforbund bliver planmæssigt taget på bestyrelsesmødet den 10. december 2009, hvor elitestøtten til samtlige forbund i 2010 bliver fastlagt. Det er dog vigtigt for Team Danmark, at drøftelserne starter nu, således at specialforbundene har tid til at justere deres eliteorganisation og ansættelser, inden de forventede besparelser på den direkte støtte træder i kraft fra årsskiftet.
Allerede her til aften besluttede bestyrelsen imidlertid at foretage en akut besparelse på forskningsområdet. Der bliver ikke igangsat nye initiativer i år, og derved kan der spares omkring 2 mio. kr. i indeværende år. Der lægges desuden op til at halvere forskningsbudgettet, så det næste år er på omkring 1,5 mio. kr.
Team Danmarks formand, Carl Holst, ærgrer sig over, at Team Danmark nedjusterer forskningsområdet:
”Der er ingen tvivl om, at ny viden og forskning er afgørende for udviklingen af eliteidrætten – ikke mindst på langt sigt. Og vi har en meget stærk tradition for idrætsforskning herhjemme, hvor vi har været banebrydende inden for en række områder. Men i øjeblikket er vi bare i en situation, hvor vi er nødt til at indsnævre perspektivet og de tidshorisonter, vi opererer med. Lige nu handler det om at få elitearbejdet i specialforbundene til at hænge sammen næste år og opretholde gode sportslige vilkår for de allerbedste atleter. Men det kan nemt vise sig at blive en dårlig investering på sigt, at vores nuværende økonomiske situation tvinger os til at have et så kortsigtet perspektiv,” siger Carl Holst.
Team Danmarks budget for 2010 bygger på den forudsætning, at der er indtægter for omkring 132 mio. kr. Der er dog fortsat stor usikkerhed forbundet med prognoserne, da både indtægterne fra Danske Spil og fra de kommercielle aktiviteter har vist store udsving i den seneste periode.
Yderligere oplysninger:
Carl Holst, formand Team Danmark, tlf.: 40 32 52 10
Michael Andersen, direktør Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62
Fakta om Team Danmarks støtte til forskning i 2008:
Team Danmark har i henhold til Lov om eliteidræt mulighed for støtte og udvikle idrætsforskning inden for alle områder, der har specifik relevans for eliteidrætten. I 2008 investerede Team Danmark 3,9 mio. kr. i idrætsforskning.
Team Danmarks forskningsudvalg har to strategiområder for 2006-2010: Sportspsykologi og talentudvikling. Begge strategiområder bliver belyst ud fra både naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige perspektiver.
Team Danmark støttede i 2008 seks forskellige forskningsprojekter med i alt 1,8 mio. kr. Forskningsprojekterne spænder bredt, og i 2008 blev følgende projekter støttet:
- Kreative træningsmiljøer i den danske talentudvikling – et sportspsykologisk studie af kreative læreprocesser i elitesport.
- Udenlandske stjerner og/eller nationale talenter i dansk håndbold.
- Betydning af inflammation for genopbygning af muskler efter hårdt excentrisk arbejde.
- Betydningen af vækstfaktorer for fysiologisk og patologisk adaptation af senevæv til øget fysisk belastning.
- Screening og forebyggelse af knæarthrose blandt unge kvindelige eliteidrætsudøvere.
- Skadesforebyggende træning og rehabilitering på antigravity løbebånd.
Derudover har Team Danmark i 2008 igangsat forskningsprojekter med særligt fokus på talentudvikling for 2,1 mio. kr. Forskningsprojekterne inkluderer bl.a. et projekt i Elitekommunen Svendborg, hvor idrætsskoleelevernes sportslige udvikling bliver fulgt over en 6-årig periode og sammenlignet med den udvikling, deres jævnaldrende kammerater gennemgår.