Michaels mening: Norges opskrift på succes

Michaels mening – 25. juni 2009

I morgen tager jeg sammen med Team Danmarks bestyrelse til Norge. Vi skal på studietur til Olympiatoppen – Norges elitesportsorganisation.

Norge gør det godt på mange områder. Og så kan vi relativt enkelt sammenligne os. Vi har stort set samme befolkningsgrundlag. Deres investeringer i eliten ligger på samme niveau som vores. Deres hold ved OL var lige så stort som vores. Men de tager altså 2 OL-medaljer mere end os i Beijing. Norge er altså meget mere end et vintersportsland. De vinder 9 OL-medaljer i sommers i 7 forskellige idrætsgrene – atletik, kajak, roning, håndbold, skydning, svømning og taekwondo.

Nordmændene er oven i købet meget åbne om deres strategier og målsætninger. Den norske opskrift på succes bygger på flere forskellige elementer.

For det første har de i Norge et langt stærkere samarbejde mellem forskere og Olympiatoppen, end vi har tradition for. Forskningen, der især foregår i nabobygningerne på Norges Idrætshøjskole, tager ofte afsæt i atleternes konkrete udfordringer, og de er i Norge bedre til at knytte bånd mellem forskere, atleter og deres trænere.

For det andet, så har Olympiatoppen en stærk tro på læring af ”best practice”-atleterne. De er gode til at dele erfaringerne fra de positive udviklingsforløb, så den vigtige viden og de intelligente fejl, som de kalder det i Norge, kommer andre atleter og sportsgrene til gode.

Og for det tredje, så har Olympiatoppen et stort fokus på strukturen og ledelsen i de sportsgrene, de samarbejder med. Er der ikke 100 % opbakning og styr på organisationen i forbundet – så bliver de fravalgt. Det sikrer, at samarbejdspartnerne er knivskarpe og virkeligt brænder for samspillet og for at nå internationale topresultater.

I den seneste internationale analyse jeg har set over landenes resultater i Beijing, er Norge frontløber på flere parametre: flest medaljer i forhold til befolkningsantal og største antal OL-kvalificerede atleter i forhold til landets størrelse. Jeg glæder mig til en weekend, hvor vi forhåbentligt får sat den danske indsats i perspektiv – og kommer lidt tættere på Norges opskrift på succes.

 

 

 




Tilmeld dig pressemeddelelser og andre nyheder fra Teamdanmark.

Tilmeld dig her... >>