Internationale tendenser i elitesporten

Nyhed fra Team Danmark 11. juni 2009

Hvilke strategier bruger vores internationale konkurrenter for at udvikle eliten? Det var omdrejningspunktet for Team Danmarks seminar i dag, hvor landstrænere, atleter og Team Danmarks Elitekommuner fik ny viden om de internationale udviklingstendenser.

Elitearbejdet i Japan, Australien og New Zealand var i fokus, fordi de tre lande arbejder intensivt med eliteudviklingen på hver sin måde.

Mads Kruse-Andersen, der vandt OL-guld på Guldfireren i Beijing, fik indblik i hans japanske konkurrenters daglige træningsvilkår:

”De japanske roeres træningsmuligheder er ret ekstreme. Indendørs træningsanlæg, hvor roerne får detaljeret feedback på den mindste biomekaniske detalje og et stærkt fokus på teknologi. Og så er det da vildt, at atleterne kan bo på højdetrænings-hotellet, og at de i kantinen får specialdesignede menuer, som passer til lige netop dem. Det er langt fra den virkelighed, vi kender på Bagsværd sø,” siger guldvinderen.

Claus Mølholm, elitechef for de bedste danske golfspillere, var også med på dagens seminar, og han var specielt imponeret over det australske talentarbejde:

”I golf arbejder vi hele tiden med at blive bedre til at identificere og rekruttere talenter – og vi har sat en række nye initiativer i søen. Men i Australien er de helt klart mere systematiske i deres jagt efter morgendagens stjerner. Samspillet med skolerne er meget stærkere, end det er herhjemme – og så har de stor fokus på at introducere unge for andre sportsgrene, hvis man kan se, at de har et særligt potentiale. Det store fokus på talentudvikling og talentrekruttering kan vi helt sikkert blive inspirerede af,” siger Claus Mølholm.

Team Danmarks direktør, Michael Andersen, lægger vægt på, at viden om de internationale tendenser bliver delt i det danske elitemiljø:

”Der sker rigtigt meget i elitesporten i øjeblikket, og mange lande intensiverer deres elitearbejde. Vi stillede i dag skarpt på Australien, Japan og New Zealand, fordi de har forskellige strategier for eliteudviklingen, og det er vigtigt, at vi i Danmark er tæt på den internationale udvikling,” siger Team Danmarks direktør Michael Andersen.

Yderligere oplysninger:
Mads Kruse-Andersen, roer og OL-guldvinder i 2008, tlf.: 20 55 39 99
Claus Mølholm, elitechef i Dansk Golf Union, tlf.: 28 89 51 39
Michael Andersen, direktør Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62

Baggrund:
En række af Team Danmarks medarbejdere har inden for det seneste halve år været på studieture til Australien, New Zealand og Japan – og det var deres erfaringer, der blev præsenteret på dagens seminar.  Målet med seminaret var at dele viden blandt eliteidrættens aktører om den internationale eliteudvikling.

Blandt de lidt mere specielle internationale tiltag, som blev præsenteret i dag, var det japanske sportsinstituts højdetræningsanlæg, som blandt andet inkluderer et svømmeanlæg, hvor atleterne kan svømme under lavt ilt-tryk for at styrke iltoptagelsen. I Japan er forskning, teknologi og eliteidræt i det hele taget koblet tæt sammen. I Japan har Team Danmarks søsterorganisation - Japan Institute of Sport Science - deres egen forskningsenhed, og de investerer årligt seks gange så meget i eliteforskningen, end vi gør herhjemme i øjeblikket.

På New Zealand er elitearbejdet fokuseret på få idrætsgrene. Her er elitestøtten fokuseret på seks olympiske discipliner samt tre idrætsgrene, som har kulturel forankring i New Zealand - cricket, rugby og netball. Til sammenligning samarbejder Team Danmark i øjeblikket med 33 forskellige sportsgrene om eliteudviklingen.

Australien har kun fire gange så mange indbyggere som Danmark, men i sportslig sammenhæng er landet en international sværvægter. Ved OL i Beijing blev det til 46 medaljer, og ved de seneste tre OL har landet været top-seks nation. Australian Institute of Sport er omdrejningspunktet for eliteudviklingen. I den australske elitemodel er der et stærkt fokus på talentudvikling og rekruttering, og 26 talentvurderingscentre fordelt rundt om i det store land hjælper med at spotte talenter.

Der var 100 deltagere på dagens seminar, og det var hovedsagligt landstrænere, talentudviklere, tidligere atleter, forskere samt ansatte i Team Danmark og de 18 Elitekommuner.


 




Tilmeld dig pressemeddelelser og andre nyheder fra Teamdanmark.

Tilmeld dig her... >>