Michaels mening – 4. juni 2009
Der er mere end 40 internationale events på dansk grund i sportsåret 2009. I morgen begynder én af dem, jeg glæder mig mest til, nemlig EM i bowling for herrer. Jeg tror på både sportslig og organisatorisk succes ved EM. Jeg tror på et dansk herrelandshold med seks topmotiverede spillere, der tager mindst to medaljer – og gerne én af guld. Jeg glæder mig til at komme helt tæt på – når keglerne ruller på hjemmebanen i Nørresundby.
De danske elitebowlere viser rigtig gode internationale resultater. Det kvindelige landshold vandt hele fem medaljer ved sidste års EM i Odense, og de er også blandt favoritterne, når VM 2009 bliver spillet i Las Vegas om mindre end to måneder. Herrerne viser også en opadgående resultatkurve. Ved EM 2007 vandt Jesper Agerbo og Bo Winther bronze i double, mens Jesper og Bo sammen med Thomas Larsen også vandt bronze i trio. Derudover vandt Jesper Agerbo en sølvmedalje ved sidste års VM i Thailand.
Så jeg glæder til et hjemmebane-EM, hvor de danske bowlingspillere har gode chancer for topplaceringer i alle fem discipliner. For internationale mesterskaber på dansk grund har klart størst værdi for sporten, tilskuere, medier og sponsorer, når danske atleter er med i de afgørende kampe om medaljerne. Her kan hjemmebanefordelen blive det afgørende skub op på medaljeskamlen.
Dansk Bowling Forbund er et relativt lille specialforbund med mindre end 10.000 medlemmer fordelt på 220 klubber – men i forhold til afvikling af internationale mesterskaber er forbundet blandt ”sværvægterne”. Dansk Bowling Forbund og Løvvang Bowling Center – som lægger baner til EM – har med stor succes holdt både EM og VM, og centeret afvikler også hvert år et stort Europa Tour stævne. Og så er bowlingsporten rigtig dygtig til at engagere mange frivillige, og de har også blik for at udnytte de kommercielle potentialer, som et internationalt mesterskab giver.
Weekendens EM er heldigvis ikke den eneste event, hvor jeg forventer, at danske atleter kommer på medaljeskamlen. I de næste fire måneder kæmper andre danske atleter som finnjollesejleren Jonas Høgh-Christensen, vandskiløberen June Fladborg, 470-sejlerne Lene Sommer og Henriette Koch samt bryderen Mark O. Madsen om EM- og VM-medaljer herhjemme. Og her tror jeg også, at vi får en sportslig gevinst ud af hjemmebanen.