Pressemeddelelse fra Team Danmark - 2. maj 2009
Team Danmarks og Danmarks Idræts-Forbund fælles Aktivkomité har fået seks nye medlemmer. Komitéen består nu af fem kvinder og fem mænd.
De danske eliteudøvere har gennem den seneste tid haft mulighed for at stille op og stemme til Aktivkomitéen, som er atleternes politiske talerør i DIF og Team Danmark. Efter den elektroniske afstemning stod det klart, at der er seks nye ansigter i komitéen. Det betyder, at der nu er en ligelig repræsentation af kønnene i komitéen, idet den i de kommende tre år består af fem kvinder og fem mænd fra syv forskellige idrætsgrene.
De nye medlemmer af atleternes talerør er roeren Mads Kruse-Andersen, den tidligere håndboldlandsholdsspiller Camilla Andersen, Christina Scherwin og Christian Birk fra atletik, orienteringsløberen Dorte Dahl samt kajakroeren Adam Spliid.
Poul-Erik Engel Høyer, Mette Jacobsen, Victor Feddersen og Rikke Rønholt blev alle genvalgt til endnu en periode i Aktivkomitéen.
Niels Nygaard, der er formand i DIF, er tilfreds med afstemningen og ikke mindst, at der nu er balance i kønsfordelingen:
”Vi har i en længere periode haft fokus på at få flere kvinder i toppen af dansk idræt, så det er glædeligt at se, når det slår igennem i udvalg, bestyrelser og her i Aktivkomitéen. Når det er sagt, så ligger der mange store arbejdsopgaver for de nyudnævnte medlemmer af Aktivkomitéen.. En af de største opgaver for komitéen er sammen med DIF og Team Danmark at kæmpe for at forbedre eliteudøvernes vilkår,” siger Niels Nygaard.
Team Danmarks formand Carl Holst er enig i, at Aktivkomitéen og dansk eliteidræt står over for en række udfordringer:
”Dansk eliteidræt er under pres. Vores internationale konkurrenter investerer mere i de allerbedste atleter, end vi i øjeblikket kan herhjemme – og der er helt klart et behov for at styrke de allerbedste atleters trænings- og konkurrencevilkår. Det handler om ressourcer, og i den diskussion, der kommer efter sommerferien, når Kulturministeriet har gennemført deres undersøgelse af de danske atleters vilkår, er det afgørende, at atleternes og Aktivkomitéens stemme går klart igennem,” siger Carl Holst.
Aktivkomitéen 2009-2012:
OL-deltagere:
• Poul-Erik Engel Høyer, badminton (25 stemmer)
• Mads Kruse-Andersen, roning (23 stemmer)
• Christina Scherwin, atletik (22 stemmer)
• Mette Jacobsen, svømning (21 stemmer)
• Victor Feddersen, roning (18 stemmer)
VM/EM-deltagere:
• Rikke Rønholt, atletik (67 stemmer)
• Christian Birk, atletik (66 stemmer)
• Dorte Dahl, orientering (65 stemmer)
• Adam Spliid, kajak (64 stemmer)
Udpeget af Team Danmark:
• Camilla Andersen, håndbold
Du kan læse mere om Aktivkomitéen og dens arbejde på www.dif.dk og www.teamdanmark.dk.
Yderligere oplysninger:
Michael Andersen, direktør Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62
Jesper Frigast Larsen, OL/Elitechef i DIF, tlf.: 24 28 21 01