Michaels mening: det er detaljerne der tæller

Michael Andersens blog – 30. marts 2009

Jeg har brugt weekenden i Polen. Og jeg er hæs. For der var meget at juble over ved weekendens VM i banecykling. To guldmedaljer og en sølvmedalje. I alt 23 medaljepoint til de danske ryttere. Det er slet og ret en historisk præstation.

Det er en oplevelse at være helt tæt på rytterne og holdet. Rytterne er lige der, hvor de skal være fysisk og mentalt. Opladningen og programmet er gennemtænkt. Og så er der også alle de små ting. Cyklernes vægt, der bliver justeret med tape, så de rammer lige på grammet. Numrene der bliver broderet ind i trøjerne i de sene aftentimer for at undgå unødvendig luftmodstand. Og elevatorkørslen på konkurrencedagen – så unødvendige trappetrin ikke tager farten ud af benene.

Det er de små detaljer, der tæller– og dem er der styr på. Det er afgørende, når konkurrencen er knivskarp, og det er hundrededele, der afgør om Dannebrog stiger til tops – eller bliver liggende velstrøget i arrangørernes flagsamling.

Jeg er imponeret over resultaterne, og det fokuserede arbejde omkring banerytterne. Cykelsporten har gennem de seneste år sat en tyk streg under, at de danske ryttere er meget mere end stjerneskud, der kortvarigt lyser himlen op. De er verdensklasse atleter – der gang på gang holder et meget højt niveau. Og alle omkring holdet arbejder rigtigt godt sammen. Selvom rytterne er individualister til fingerspidserne – så er det holdet, de kæmper for. Jeg kunne tydeligt se, hvordan Michael Mørkøv bakkede holdet 100 % op, selvom han blev sat af holdet lige inden finalen. Og dagen efter vandt han helt suverænt parløbet sammen med Alex - det er verdensklasse!

Ambitionsniveauet er højt i forbundet. Der er VM på hjemmebanen i Ballerup næste år. Herrerne har vist – også i denne weekend – at de dominerer den internationale konkurrence. Jeg ser frem til, at vi nu skyder en kvindesatsning i gang. Så Michael, Jens Erik, Michael, Alex, Casper, Daniel og de andre herrer kan få følgeskab i London af Linda, Maria, Michelle, Julie, Trine – og andre lovende danske ryttere.

……………

Har du kommentarer til Michaels mening – så send dem til post@teamdanmark.dk

……………

Kommentarer til indlægget:

30. marts 

Hej Michael
 
Ja, jeg har også glædet mig indgående over den danske succeshistorie på cykelbanen. Jeg håber, at Team Danmark vil vide at forkæle de glimrende nichesportsgrene, hvor vi bevisligt har medgang – banecyklingen, roningen, svømningen. Trods mediemæssig begrænset eksponering er det procentuelt her, vi som nation har størst sportslig medgang. I mine øjne bør Team Danmark vie de fleste ressourcer her til toptræning, de ideelle økonomiske konditioner, der kan få en Trine Schmidt til at vende tilbage til banecyklingen, så vi kan præstere i mere end 4 discipliner. Det er jo hele 19 – så der er åbent land at erobre.
Men det ville da være rart, hvis de danske tv-stationer ville få øjne for disse events, så vi ikke skal satse på, at Eurosport gider sende fra begivenhederne.
 
Hilsen
 
Søren Jakobsen

 


 




Tilmeld dig pressemeddelelser og andre nyheder fra Teamdanmark.

Tilmeld dig her... >>