Idrætsskolerne går sammen

Nyhed fra Team Danmark – 13. marts 2009

De gode erfaringer skal gøre gavn i så mange kommuner som muligt, og gode idéer skal gerne sprede sig som ringe i vandet. Derfor har Team Danmark taget initiativ til et nyt netværk for koordinatorerne på landets i øjeblikket 21 idrætsskoler.

Idrætsskolekoordinatorerne har netop været samlet for første gang til seminar – og her blev det nye netværk for de centrale personer på det voksende antal idrætsskoler skudt i gang.

Team Danmarks direktør, Michael Andersen, er ikke i tvivl om, at idrætsskolerne kan gøre god brug af hinanden:

”Der skyder idrætsskoler op i mange af vores Elitekommuner i øjeblikket, og de står over for en række af de samme udfordringer. Koordinatorerne sagde allerede her på vores første seminar, at de ser et stort potentiale i, at skolerne inspirerer og lærer af hinanden. Så jeg håber, at vi med det nye netværk kan være med til at sikre, at erfaringerne og løsningsmodellerne kommer til gavn flere steder rundt om i landet,” siger Michael Andersen.

Ud over netværket etablerer Team Danmark også i den kommende tid nye efteruddannelsesmuligheder for idrætsskolernes lærere. Idrætslærerne skal have den aldersrelaterede træning ind under huden, og fokus i efteruddannelsen bliver børns fysiske og fysiologiske udvikling, talentbegrebet, talentudvikling og træningens psykiske og sociale dimensioner. Team Danmark har i den seneste tid afprøvet formen i den kommende efteruddannelse i et pilotprojekt, hvor syv af Elitekommunerne har været med. Og erfaringerne herfra bliver taget med, når Team Danmark til efteråret sammen med en række seminarier og DIF tilbyder efteruddannelse til de øvrige idrætsskolelærere og pædagoger.

De første evalueringer af de nye idrætsskoler begynder også at dukke op. Ph.d-studerende Lise Warren Pedersen kunne på seminaret løfte sløret for nogle af de foreløbige konklusioner i den store evaluering af Københavns Idrætsskole på Bellahøj Skole, som hun er i gang med at udarbejde.

De foreløbige konklusioner fra Bellahøj – som har kørt som idrætsskole i 2 år – viser, at eleverne i de nye idrætsklasser er glade, ikke mindst fordi de oplever, at de er i en klasse med ligesindede idrætsengagerede. Derudover er det tydeligt, at skolens nye og renoverede fysiske rammer bliver udnyttet til fysisk aktivitet langt mere end tidligere. Evalueringen viser samtidig, at idrætsskolen har givet Bellahøj Skole en klar identitet og har medvirket til at øge interesse for den lokale skole blandt børn og forældre fra distriktet.

Yderligere oplysninger:
Lise Warren Pedersen, ph.d. studerende på Københavns Universitet, om evalueringen af Københavns Idrætsskole på Bellahøj Skole, tlf.: 61 70 83 48
Michael Andersen, direktør Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62
Lars Green Bach, konsulent i Team Danmark for idrætsskolerne, tlf.: 29 35 25 03

Fakta:
Team Danmark samarbejder i øjeblikket med 18 Elitekommuner. En del af aftalen er, at alle Elitekommuner opretter idrætsskoler, hvor idrætten får en stærkere placering på skoleskemaet, og hvor der bliver særlige muligheder for træning sammen med de lokale klubber.

Der er i øjeblikket 21 idrætsskoler i Team Danmarks Elitekommuner:
• Esbjerg – Vestervangsskolen (7. – 10. klasse)
• Herning – Sønderagerskolen (7. – 9. klasse)
• København – Bellahøj Skole (1. – 9. klasse)
• Odense – Hjallelseskolen (8. – 10. klasse)
• Svendborg – 6 skoler (0.-6. klasse – Vester Skerninge Skole, Rantzausminde Skole,
Sundhøjskolen, Gudme Skole, Lundby Skole, Gudbjerg Skole)
• Århus (ESAA) – Rundhøj Skole og Vejlby Skole (8.-10. klasse)
• Haderslev - Hjortebroskolen (8.-10. klasse)
• Aalborg – Sønderbroskolen (8.-10. klasse)
• Kolding – Brændkjærskolen (7.-10. klasse) og Vonsild Sogneskole (0.-6. klasse)
• Holstebro – Birkelundskolen (8.-10. klasse) og Sct. Jørgens Skole (10. klasse –
eliteidrætsklasse)
• Horsens – Langemarksskolen (7.-9. klasse)
• Fredericia - Bakkeskolen (1. – 9. klasse) og Skjoldborgvejens Skole (1.– 6. klasse).

Derudover vil der også i den kommende tid blive etableret idrætsskoler i Gentofte, Hillerød, Randers, Ballerup, Roskilde og Vejle, ligesom der i Esbjerg er en målsætning om etablering af yderligere 5 skoler.

Hver idrætsskole har en koordinator. Idrætsskolekoordinatorerne er typisk idrætslærere, som ud over idrætslærerfunktionen også har den centrale koordinerende og udviklende rolle.

 

 




Tilmeld dig pressemeddelelser og andre nyheder fra Teamdanmark.

Tilmeld dig her... >>