Pressemeddelelse fra Team Danmark den 14. februar 2009
Ballerup Superarena danner en unik ramme, når elitesamarbejdet mellem Ballerup kommune og Team Danmark bliver skudt i gang i eftermiddag. Hallen vil være fyldt med hundredvis af glade cykelfans, der oplever verdenseliten køre World Cup Finale i banecykling.
Præcis kl. 16.30 bliver spotlightet rettet mod inderkredsen. Her mødes borgmester, Ove E. Dalsgaard, og Team Danmarks direktør, Michael Andersen, for at underskrive den nye 4-årige aftale. Pressen er velkommen til arrangementet.
Ballerups borgmester, Ove E. Dalsgaard er stolt over udnævnelsen. ”Selvom Ballerup for nylig har overdraget Årets Idrætskommune-stafetten til en anden kommune, så er udnævnelsen til Elitekommune et eksempel på, at der fortsat vil blive gjort meget for idrætslivet. Jeg er meget glad for udnævnelsen, som jeg er sikker på vil gavne talentudviklingen i Ballerup.” siger borgmesteren.
Med Ballerup som ny Elitekommune er Team Danmark kommet tættere sit mål om 19-22 Elitekommuner i hele Danmark, hvor der er høj kvalitet i arbejdet med udviklingen af elitesport. Og netop kvalitet er et nøgleord, mener Team Danmarks direktør, Michael Andersen:
”I Ballerup er faciliteterne særdeles gode, og det giver en helt unik udviklingsmulighed. Ballerup Superarena kan danne ramme for fremtidige OL medaljetagere helt fra det første møde med banecykling, og til atleten opnår en position i verdenseliten. Det er en mulighed vi kun har i få andre Elitekommuner. Og det er et guldkort,” udtaler Michael Andersen.
Den endelige samarbejdsaftale indeholder en række konkrete målsætninger – blandt andet:
• Aftalen forpligtiger Ballerup kommune sig til at skabe stærke talentudviklingsmiljøer og kraftcentre inden for cykelsport, svømning, pigefodbold og pigebordtennis.
• Der skal skabes en sportslig fremgang inden for atletik og taekwondo.
• Der skal etableres idrætsskoler og idrætsefterskoler. Hedegårdsskolen skal, i samarbejde med lokale idrætsforeninger, blandet andet tilbyde morgentræning til 7.-9. klasserne.
• Et stærkt samarbejde med de lokale uddannelsesinstitutioner skal sikre fleksible udannelsesmuligheder, så atleterne kan forfølge deres sportslige mål, samtidig med at de tager en kompetencegivende uddannelse.
• De lokale træningsmiljøer skal forbedre atleternes alsidige fysiske træning.
• Efteruddannelse af trænerne i satsnings- og udviklingsidrætsgrenene er et centralt mål.
• Team Danmarks aldersrelaterede træningskoncept skal implementeres i samarbejde med de respektive specielforbund.
• Organisationerne i de lokale foreninger skal styrkes. Et uddannelsesprogram på tværs af idrætsgrenene skal forbedre foreningernes muligheder for at indfri de sportslige målsætninger.
I Ballerup støtter det lokale erhvervsliv op omkring eliteidrætten, og det er borgmesteren yderst tilfreds med.
”Vores lokale Team Ballerup, som er en erhvervsklub, arbejder lokalt efter de samme principper som Team Danmark. Gennem de sidste 10 år har de i snit uddelt 450.000 kr. om året til dygtige klubber og idrætsfolk. Blåstemplingen af Ballerup som Elitekommune viser, at vi på rette vej, og at vi fremover kan satse endnu mere på at udvikle vores lokale talenter”, siger borgmester, Ove E. Dalsgaard.
Ballerup kan blive en vigtig brik i udviklingen af dansk eliteidræt. Det mener Team Danmarks direktør, Michael Andersen:
”Rent sportsligt tror jeg, at Ballerup kan udbygge sit stærke cykelsportsmiljø og blive Danmarks flagskib inden for banecykling. Men også i svømning, fodbold og bordtennis på pigesiden er der grobund for noget stort. Med andre ord så er vækstbetingelserne i orden for de lokale talenter, og den politiske opbakning er stor. Nu skal vi smøge ærmerne op og i gang med arbejdet,” siger Michael Andersen.
Yderligere oplysninger
Ove E. Dalsgaard, borgmester, Ballerup kommune, tlf.: 20 69 12 00
Michael Andersen, direktør, Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62
Baggrund
Elitekommunerne og Team Danmark skal blandt andet samarbejde om at styrke eliteklubberne, træneruddannelserne og etablere kraftcentre i samarbejde med specialforbundene. Samtidig skal formidlingen af ekspertviden inden for sportsmedicin, ernæring, fysisk træning og sportspsykologi styrkes.
Samarbejdet omfatter også udviklingen af idrætsskoler, som er folkeskoler med et udvidet idrætstilbud, samt fleksible uddannelses-, bolig- og jobmuligheder for talenter og eliteudøvere.
Ballerup slutter sig til en eksklusiv gruppe af i alt 18 Elitekommuner. Ud over Ballerup har Esbjerg, Fredericia, Roskilde, Gentofte, Haderslev, Herning, Hillerød, Holstebro, Horsens, Kolding, København, Odense, Randers, Svendborg, Vejle, Ålborg og Århus opnået officielt status som Team Danmark Elitekommune.
<< Tilbage